Hvad er det mig dig og Svendborg? Det svarer nogle tidligere svendborgensere på i en række sommer-klummer. Sanger og musiker Naja Storebjerg Laursen og journalist Karsten Madsen har allerede gjort det. I dag er det journalist Elisabet Svane. Senere følger advokat Bjørn Elmquist.

Mig og Svendborg

Af Elisabet Svane

Elisabet Svane.

Svendborg er sommer.

Svendborg er kys.

Svendborg er stiletter – og tarteletter.

Svendborg er bumser, bedsteborgere og fadbamser.

Svendborg er Korsbæk – men ikke mit Korsbæk.

Svendborg er mit helle i verden.

Svendborg er hjemme.

Også for mig, der kun har boet i Svendborg i en parentes på tre måneder i slutningen af firserne, da jeg var journalistpraktikant på Fyns Amts Avis. Det meste af tiden var jeg på Ærø – men jeg fik Svendborg med i købet. Jeg havde aldrig været i byen før – alligevel kan jeg huske, at jeg tænkte, at jeg havde kendt den altid.

Det er dog først senere, at Svendborg rigtigt er gået i mit blod. Gennem de sidste ti år er Svendborg blevet en fast del af mit liv – af en eneste grund: Livsveninden.

Hun bor, har næsten altid boet og vil i hvert fald altid blive boende i Svendborg. Og af og til er telefonen bare ikke nok. Så er det tid at tage til Svendborg.

Hermed er tid og sted sat på plads.

Men det er tilstanden Svendborg ikke, for hvorfor føler jeg, at Svendborg er ’hjemme’, når jeg kun har boet der tre måneder?

Det spørgsmål har rumlet i mit hoved i de seneste mange dage – lige nu rumler det på den på en balkon i Nice med udsigt over Middelhavet – og langsomt er det gået op for mig, at Svendborg måske endnu mere end hjemme er blevet mit helle i verden.

Mit hjemme på den frie og gode måde. Mit hjemme uden snærende bånd, mit hjemme uden ulidelige forventninger. Mit hjemme uden en belastende fortid.

Men selvfølgelig også mit hjemme uden den tryghed, snærende bånd, ulidelige forventninger belastende fortid giver.

Det kræver vist en forklaring, den kommer her:

Jeg er født i Præstø og her hører og føler jeg mig hjemme. Det er som en hotdog med det hele – begge slags, ja tak og husk agurkesalaten.

Det er hjemme med de snærende Korsbæk-bånd, hvor man kender sin placering i systemet, hvor man er sig smerteligt bevidst, om man er datter af Røde, Varnæs eller grisehandleren – jeg var ingen af delene, jeg er købmandens datter – og hvor det er så helvedes bøvlet at være hende, der stikker ud, så man, læs: jeg, valgte at stikke af.

Men når jeg passerer bygrænsen, ligger båndene der stadig, klar til brug – og selvom jeg helst er dem foruden, tager jeg dem alligevel på og bliver igen købmandens datter.

Det er jeg ikke, når jeg kommer til Svendborg. Så er jeg bare ’mig’. Så kan jeg se det hele udefra. For Svendborg er jo også et Korsbæk – Danmark er et Korsbæk.

I Svendborg ved ’man’ godt, hvor ’man’ går hen og skyller lørdagsindkøbet ned – hvis man altså gør det og ikke bare går hjem i parcelhuset, pakker varerne ud og sætter kaffemaskinen i gang.

Hvis man nu er en tørstig sjæl, kan man enten gå på den lille beverding og få en Albani på flaske, eller man kan gå på ’Under Uret’ og spise brunch og drikke caffe latte eller nappe en stor, velskænket fadøl på ‘Fjæset’. Selvfølgelig mikses der mellem stederne – men så vil jeg godt vædde en halv rødspætte på, at der mikses mere mellem ’Under Uret’ og ’Fjæset’ end der mikses mellem ’Under Uret’ og den lille beverding.

I Præstø er der steder, hvor jeg ikke kommer. For det gør ’man’ bare ikke. Sådan er det ikke i Svendborg – for mig. Her kan jeg gå overalt.

Det gjorde livsveninden og jeg en lørdag for vel halvanden år siden. Der var politisk kamp på ’Fjæset’, vi protesterede mod lukningen af sygehuset, og det foregik til akkompagnement af Lasse og Mathilde og herrekoret, inden døre selvfølgelig, det var småkoldt udenfor og det hele blev behørigt skyllet ned med solide fadbamser.

Det var byens bedsteborgere, der var til stede – journalisterne, lægerne, advokaterne, alle i ’plus’-alderen, og jeg tror næsten, at de var her alle sammen. Alle medlemmerne af kultureliten. Til gengæld var der ikke mange ufaglærte, heller ikke overvældende mange faglærte og ret så få overførselsindkomster.

De – de ufaglærte, de faglærte og dem på overførselsindkomst – var gået hjem med indkøbsposerne, og resten af dem mødte livsveninden og jeg, da vi efter ’Fjæset’ frekventerede en lille beverding. Her protesterede de ikke nævneværdigt mod sygehuslukningen – de drak bare deres øl i fred og ro.

I Præstø var jeg gået forbi beverdingen og gået hjem.

Der er lige den detalje ved historien, som den opmærksomme læser har regnet ud: Livsveninden var jo med begge steder, selvom hun er født og opvokset i Svendborg. Til det er at sige, at jeg lokkede, og at hun har en bred smag!

Set i bakspejlet her fra Sydfrankrig, og undtaget livsvenindens brede smag, var det for mig beviset på, at i Svendborg kan jeg føle mig hjemme uden snærende Korsbæk-bånd. Dem må andre tage, jeg lader dem ligge ubrugte ved bygrænsen. Jeg får lov at være en del af familien og en del af fællesskabet alligevel. Det er sgu da fedt!

Derfor er jeg så vild med Svendborg, og derfor tager jeg til Svendborg, når jeg skal fejre noget, eller når jeg skal trøstes. Så vil jeg hjem, vil jeg!

Jeg vil hjem til Svendborg, hvor det altid minder om sommer, også når det står ned i stænger. Jeg vil hjem til Svendborg og gense bolværket, hvor jeg sad og kyssede en sen aften. Og flytte blikket lidt længere hen ad samme bolværk, hvor jeg også sad og kyssede en anden sen aften. Det var bare ikke den samme mand.

Jeg vil hjem til Svendborg, hvor jeg har udset mig et par lyserøde stiletter, jeg vist nok må eje.

Jeg vil hjem til Svendborg, hvor jeg engang stod med ti liter høns i asparges og tarteletter i mængder. Konfirmanden havde smagt mine tarteletter et halvt år tidligere og højlydt erklæret, at dem ville han gerne have til sin konfirmation. Jamen, så skulle han da også have dem!

Jeg vil hjem til Svendborg, hvor jeg lige har været på gymnasiet og handelsskolen og set to glade studenter få huer på. Og hvor jeg, tanten fra København, lod tårerne få frit løb. Studenterne tog det pænt.

Jeg vil hjem til Svendborg og mindes en nu allerede glemt, men alligevel dengang sød genforening, hvor vi sad på en havebænk og løste en kryds-og-tværs i BT.

Jeg vil hjem til Svendborg, når jeg trænger til trøst og pludselig sidder på havnen og spiser mærkelige fisk og ser sorgerne forsvinde samme vej som mågerne.

Så ved jeg, at jeg har været hjemme. Og at jeg kan komme hjem igen. Hjem til Svendborg.

(Elisabeth Svane, København, tidl. Svendborg, er journalist og forfatter til adskillige bøger. Hun er nu politisk redaktør på avisen.dk og har tidligere bl.a. været politisk journalist og lederskribent på Ekstra Bladet).

Læs også “Hvad er det med dig og Svendborg, Naja?” 22. juli og “Hvad er det med dig og Svendborg, Karsten?” 23. juli.