Hvad er det med dig og Svendborg? Det spørgsmål har en række tidligere svendborgensere svaret på i de seneste dage. I dag er det forsvarsadvokat Bjørn Elmquist, der skriver. Tidligere har sanger og musiker Naja Storebjerg Laursen, journalist Karsten Madsen og journalist Elisabet Svane skrevet om, hvorfor Svendborg stadig trækker i dem. Serien er nu slut.

Li’e fra Svendborg av…..

 Af Bjørn Elmquist

Bjørn Elmquist.

Da jeg som ni-årig flyttede fra min fødeby Svendborg til København, var jeg ked af det, for der var så dejligt på Sydfyn og i øhavet dernede, hvor vi ofte sejlede rundt.

Men der hjalp ingen “kære mor”. Min far var blevet speditør, og arbejdsstedet var København med frihavnen, lufthavnen og alt det andet.

Så vi, dvs. mine forældre og mine tre søskende Kirsten, Ole og lillebroder Søren, flyttede ind på Gammelholm mellem Kongens Nytorv og Havnegade. Den trygge Haahrs Skole på Grubbemøllevej i Svendborg blev skiftet ud med den barske Nyboder Skole – en af datidens Københavns allerstørste kommuneskoler. Dér fik man tæsk af både lærerne og eleverne.

Så det var skrapt. Men jeg lærte hurtigt selv at slå fra mig og at “danne netværk”.

Ferierne blev ofte tilbragt i Svendborg, for dér boede stadig min morfar – han var karetmagermester i Bagergade 66 – og en af min mostre samt min farfars broder med sine børn. Da min farfar var død i en meget ung alder, længe inden min far havde stiftet familie, var “Onkel Åge” en slags farfar for os.

Senere bød der sig faktisk et par gode muligheder for mig til at vende mere permanent tilbage til Svendborg.

Første gang var, da jeg som 23-årig var ved at være færdig med jurastudiet på Københavns Universitet. Onkel Åge havde en god gammel sagførerpraksis i byen, og ingen af hans børn var jurister. Men min hu stod ikke dengang til advokatgerningen. Jeg ville hellere være diplomat og blev så i udenrigsministeriel tjeneste stationeret i Bruxelles (på den danske mission ved De europæiske Fællesskaber).

Anden gang, Svendborg dukkede op i mit liv som muligt arbejdssted og domicil, var ca. 20 år efter. Jeg sad da i folketinget som MF for partiet Venstre. Svendborg Avis skulle have ny chefredaktør, og da jeg jo efter min tid som diplomat havde arbejdet en del år i Danmarks Radio som TV-korrespondent og TVA-vært, mente folk i den liberale medieverden, at jeg var den rette mand på den post. Men min kone, der er født og opvokset i København, havde ikke lyst til at flytte, og vores børn var efter årene i Bruxelles i fuld gang med deres skole i den københavnske forstad Søllerød. Også andre forhold gjorde, at jeg ligeledes denne gang endte med at takke nej til at “vende tilbage til rødderne”.

Men jeg har skam fortsat været flittig gæst i Svendborg. Også arbejdsmæssigt. Dels som foredragsholder, dels her de sidste tiårs tid i embeds medfør i straffesager i retten i Svendborg som forsvarsadvokat.

Al den familie, jeg havde i byen, er nu døde og borte, og jeg har gennem årene ikke bare lært at slå fra mig, men er også blevet mere strid og kritisk – ja, nogle kalder mig sågar kontroversiel….! Så det “blide fynske gemyt” er der måske ikke så meget tilbage af.

Men stadig føler jeg mig hjemme, når jeg færdes i Svendborgs gader – og på Sundet.

Så jeg “kommer li’e fra Svendborg av….”, og det bliver jeg ved med til mine dages ende. 

 (Bjørn Elmquist, København, tidligere Svendborg, er forsvarsadvokat).

Læs også “Hvad er det med dig og Svendborg, Naja?” 22. juli, “Hvad er det med dig og Svendborg, Karsten?” 23. juli og “Hvad er det med dig og Svendborg, Elisabet?” 26. juli.