Hvorfor den hedder Hundesvømning – tja….

Svendborg Teater havde onsdag aften endnu engang en forestilling af Folketeatret på programmet. Den kan også ses torsdag og fredag. Denne gang er det den schweiziske dramatiker Reto Finger (født i 1972), der har skrevet et stykke om sin generations svære kvaler i parforholdet.

Det er en komedie, der starter med et brud efter en tilsyneladende dejlig ferie i Sydfrankrig. Manden Robert sætter fotos ind i album, da Charlotte meddeler, at hun vil skilles. Hun deler så venner og familie ind i tre kategorier. De, der kan tale med ham. De, der kan tale med hende. Og de, der kan tale med dem begge, dog uden at tale om bruddet.

Ingrid, der er Charlottes veninde, kommer på besøg og hører til sidstnævnte kategori. Det viser sig dog senere, at hun ikke blot taler, men også har kødelig kontakt med Robert, og også var med på ferie, og også havde nærkontakt der. I det hele taget har hun affærer med alle Charlottes mænd. Der kommer to mere hen ad vejen. En rigtig god veninde!

Robert flytter meget visuelt i kælderen og dukker frem, når Charlotte har overnattende besøg af sin nye kæreste Victor, der en filmanmelder. Det viser sig senere at være af pornofilm. Robert, der har adgang til køkkenet, får en ubændig lyst til at synge country netop på det tidspunkt. Og den unge følsomme anmelder bliver ude af stand til at fuldføre sin gerning.

Men der er andre fisk i havet. Og ind kommer nu Johan, der ikke sådan lader sig distrahere, og får lavet en baby på Charlotte. Stadig med ex-manden i kælderen. Vi slutter med den kommende dåb af den lille nye med Ingrid som gudmor.

Og så er der det med hundesvømning, som forestillingen jo hedder! Det er vist op til publikum at fortolke. Der var noget med en hund, de mødte på den ferie. Og den blev begravet ved en sø. (Ja, den døde altså først). Og så er der en manual i hundesvømning, som bliver læst op, og en monolog om vand og grene i vandet…….?

Men det er en morsom lille ting med en sjov scenografi. Og glimrende spillet af de fem skuespillere. Pernille Albæk Andersen spillede Charlotte. Claes Bang, Johan. Paw Henriksen, Victor. Frank Thiel, Robert. Og ikke mindst Sofie Stougaard, der spillede Ingrid. Forestillingen er instrueret af Anders Lundorph. Og scenografien er af Nicolaj Spangaa. Oversætteren hedder Peter Dupont Weiss, og lysdesign Baard Nilsson.