Tag ikke fejl af indpakningen, indholdet kan sagtens være ens 

De fleste byer, store som små, har noget, der skal vises frem. Noget af det første, jeg hørte om Svendborg, endnu inden jeg var flyttet hertil, var, at der på Thurø står et suttetræ. Et sted, hvor de små børn kan hænge deres sut … og hente den igen, hvis savnet bliver for stort.

Kogtved har også en seværdighed. På hjørnet af Wiggers Park og Kogtvedvej står der et nøddehegn, hvori der hænger en masse hundeposer. Poserne er med legitimt indhold og hænger spredt ud over hele træet. Hundelufteren vender jævnligt tilbage. Aldrig for at hente en længe savnet hundelort, men blot for at smide en ny.

Hundelortetræet i på hjørnet af Kogtvedvej og Wiggers Park har dog en konkurrent i et buskads til højre for indkørslen til EUROSPAR. Bedøm ved selvsyn hvilket af områderne, der fortjener seværdighedsstatus. Elegante hænger de der i træ og buskads. For et par uger siden blev der opsat et lille skilt for at markere stedets status. Med et blev hundelortetræet til et kunstværk. Du er en lort, stod der.

Titlen henviser ikke til det, beskueren ser, men derimod til skaberen af værket. Titlen kan imidlertid, og lidt uheldigt, også opfattes som en kritik af beskueren. Der er tidligere set lignende kunst, hvor det er kunstnerens egne ekskrementer, der udstilles på dåse.

Og så skete det! Kunst kan sætte sindene i kog. 30. marts blev både hundeposer og skilt fjernet. En venlig sjæl fra Danmarks Naturfredningsforening, en rindalist eller en medarbejder fra kommunen har været på spil?

Der bliver nu en enestående mulighed for at følge med i reetableringen af kunstværket. For mon ikke hundelufteren vender tilbage. Når en hund skal, så skal den jo, og de færreste hunde kan holde sig i flere døgn. Om der er tale om den samme hundelufter, eller om der er tale om en voksende trend blandt hundeejere er uvist. Det vil forudsætte opdagelsen af endnu et træ og en DNA test på et større antal hunde … og det vil nok være at gå for vidt. Hvem skulle da også betale for en sådan undersøgelse? Jeg vil derfor foreslå, at politiet opstiller en af deres kameravogne for at tage et billede af hundelufteren i gerningsøjeblikket.

Tænk på hundelortetræet, næste gang du ser en retskaffen hundelufter med sandsynligvis ganske synlige hundeposer bundet til hundesnoren. Måske er det ham … eller hende?

Husk, det er ikke hunden, der er problemet … men derimod den indre svinehund, der er på færde i Svendborg, fra hjørnet af Wiggers Park og Kogtvedvej til byrådssalen på rådhuset!

Og lige som med hundelortetræet bliver der også ryddet op i byrådssalen med jævne mellemrum.

God søndag.

(William Fibæk Mikkelsen, Svendborg, er voksenunderviser i fagforbundet 3F og Center for Voksenliv og Læring).