Hvorfor er en artikel fjernet fra netavisen?

 

Frede Jakobsen kommenterer.

Usædvanligt, ja, mere end det. Meget usædvanligt. Den opmærksomme læser vil have bemærket det. Og vil naturligvis undre sig: Hov, hvor blev den artikel lige af? Den var her for lidt siden, nu er den væk. En artikel om en – endnu en – svendborgenser – hvis tilværelse hænger i laser efter flere år som en sag på det kommunale Jobcenter. En artikel, som kom på netavisen onsdag. Men som nu er taget af. Det kræver en forklaring. Den kommer her.

Hvad der er publiceret, det er publiceret. Det kan der ikke ændres på. I en trykt avis kan det slet ikke. I en netavis kan det lade sig gøre. Men det bør ikke ske. Principielt. Alligevel er det sket. Netavisen har – efter anmodning – fjernet en artikel. For ikke at forværre forholdene for en familie, som i forvejen er hårdt presset af sygdom og flere års møde med det kommunale system.

Det havde krævet overvindelse for ægteparret at kontakte Svendborgs NetAvis for at fortælle om deres møde med systemet. Manden har været sygemeldt i flere år, er blevet nægtet førtidspension, er blevet frataget sygedagpenge, kan ikke få kontanthjælp – og han er stadig, nu på tredje år, en sag på Jobcentret. Skønt speciallæger udtrykkeligt og gang på gang har fastslået, at det vil forværre hans situation at sende ham i arbejdsprøvning, at der kun er én ting at gøre: Giv manden førtidspension. Mødet med ægteparret og ikke mindst læsningen af de mange hundrede sider i hans sag har været en – endnu en – hjerteskærende oplevelse af, hvordan syge mennesker nemt kan blive endnu sygere af mødet med det system, som grundlæggende møder sygemeldte borgere med mistænksomhed.

Ægteparret ville have historien fortalt – i et håb, naturligvis, om, at det kunne gavne. Både deres egen sag – men også generelt, så andre ikke skal opleve det samme som det, manden har været igennem, når man bliver syg og regner med at kunne få hjælp fra kommunen. Men oplever det modsatte.

De fik historien frem. I Svendborgs NetAvis. I onsdags. Og har siden fået masser af sympati fra andre svendborgensere. Som læser-indlæg på netavisen og på mange andre måder. Alligevel blev opmærksomheden for meget for den i forvejen sårbare familie, ikke mindst for børnene. De bad så mindeligt om at få historien fjernet fra netavisen. Ikke fordi, der stod noget forkert i den. Tværtimod. Den var fuldstændig korrekt. For smertefuld korrekt. Sådan havde de det. Og skønt de var helt klar over, at kendskabet til historien jo ikke forsvinder, fordi den fysisk bliver taget af netavisen – så fyldte det følelsesmæssigt for meget at vide, at historien var der og flere og flere gik ind og læste den.

De ville så at sige gerne fortælle deres historie. Men følte, da de havde gjort det, at presset ved at blive eksponeret i så personligt følsom en sag, alligevel blev for meget. Overfor det kan man så sidde som redaktør med sine principper. Og fastholde dem – men til hvad nytte? Gennem et hav af artikler har netavisen jo allerede dokumenteret, hvordan mennesker i denne kommune har oplevet mødet med Jobcentret. Det har ikke været kønt.

Så hvorfor stå fast på et princip om, at historien – når den nu er publiceret – skal stå på netavisen til evig tid? Når nu en ulykkelig familie har fortrudt, at de gjorde deres ulykkelige situation offentlig. Og når den pressede og sårbare familie føler presset endnu hårdere af, at artiklen står der. Derfor står den der ikke længere. Den er taget af. Sådan er forklaringen på, at en artikel, som tusinder af mennesker har læst, nu er væk.