Bjarne Corydon.

Af Arno Kruse 

Bjarne Corydon kom i Folketinget ved valget den 15. september 2011, og få dage senere var han udnævnt til finansminister, og nu halvandet år senere har han sat sig eftertrykkeligt på magten hos Socialdemokraterne.

Både Socialdemokraterne og SF er ved at blive trukket ned i dyndet, hvis de sidste meningsmålinger står til troende, og på sin vis er de to partiers fælles skæbne forårsaget af den samme årsag, som kan beskrives som finansminister Bjarne Corydons uformelle overtagelse af magten hos Socialdemokraterne. Forud for valget den 15. september 2011 havde S og SF for første gang i historien udarbejdet et fælles valgoplæg ”Fair Forandring”, og hovedarkitekten var Socialdemokraternes formand Helle Thornings stabschef Bjarne Corydon, som på daværende tidspunkt vist ikke var kendt af andre end den nærmeste familie og så selvfølgelig inderkredsen hos Socialdemokraterne. ”Fair Forandring” var bygget op omkring de socialdemokratiske grundværdier, som SF’s Villy Søvndal tilsluttede sig alene med det formål at gøre SF til et regeringsdueligt parti. Samtidig byggede forslaget på andre regnemodeller en de liberale regnemodeller, som Venstre havde indført i Finansministeriet.

Disse regnemodeller i Finansministeriet giver magt til at bestemme, hvad der er ansvarligt, og hvad der er uansvarligt. Det er dem, der definerer, om en reform giver gode eller dårlige resultater og hvilke indgreb, der er økonomisk attraktive.

Den økonomiske forskel på såkaldt rød og blå politik afhænger i høj grad af, hvilke regnemodeller der anvendes, og selvfølgelig også af hvilke forudsætninger, der indarbejdes i regnemodellerne.

Hvis røde forudsætninger og røde regnemodeller afløses af blå forudsætninger og blå regnemodeller giver det vidt forskellige resultater. Det siger næsten sig selv. Og når skiftet fra rød til blå har et valg imellem sig, så er der tale om såkaldt løftebrud, som vælgerne har for vane at straffe hårdt og ubønhørligt.

Sådan er det jo, som Margrethe Vestager har for vane at sige.

S og SF gik til valg på blandt andet løftet om velfærd frem for skattelettelser, og efter valget har vi oplevet det stik modsatte, altså skattelettelser på bekostning af velfærden, og S og SF gik til valg på større lighed, og i disse dage ser vi forslag, som øger uligheden i samfundet. Der er stort set ingen af de løfter, som S og SF gav vælgerne før valget, som de to partier har gennemført eller bare forsøgt at gennemføre, efter de er blevet regeringspartier sammen med Det radikale Venstre, og dette er årsagen til, at S og SF i øjeblikket oplever en historisk lav vælgertilslutning.

Det interessante – og aldeles uhyggelige – ved denne situation er, at det stort set er én mands værk, at S og SF er havnet så dybt i dyndet rent vælgermæssigt, og denne mand er faktisk ham, som kun den nærmeste familie kendte før valget den 15. september 2011: Bjarne Corydon!

Egentlig blev det anset for den største selvfølge efter valget den 15. september 2011, at Henrik Sass Larsen skulle være landets nye finansminister, men pludselig som trold af en æske dukkede der nogle oplysninger op om Henrik Sass Larsen, som gjorde, at Helle Thorning-Schmidt ikke kunne udnævne ham til finansminister, og vupti så sad den uprøvede og nyvalgte Bjarne Corydon som ny finansminister med den ene kvalifikation, at han havde været Helle Thorning-Schmidts stabschef hos Socialdemokraterne. Både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal havde ved valget fået gevaldige øretæver af vælgerne, og stod derfor betydelig svækket i forhandlingerne med Margrethe Vestager i det sorte tårn på Amager, hvilket utvivlsomt har fået stor indflydelse på indholdet i den endelige regeringsaftale, men både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal nåede deres personlige mål, nemlig at blive stats- og udenrigsminister. Svækkelsen af de to partiformænd har givet Bjarne Corydon mulighed for at sætte sig på den reelle magt hos Socialdemokraterne. En magt, som han ikke alene har brugt, men i højeste grad også misbrugt. De liberale regnemodeller, som Venstre havde indført i Finansministeriet, har Bjarne Corydon ukritisk videreført helt og aldeles uændret, hvilket blandt andet Socialdemokraternes mangeårige finansminister Mogens Lykketoft har kaldt for den største fadæse, som R-SF-S-regeringen har lavet, og det er stærke ord fra en højt respekteret og kompetent personlighed.

Formodningen taler for, at denne fadæse ikke var begået, hvis Helle Thorning-Schmidt havde udnævnt Henrik Sass Larsen til finansminister. Men det gjorde hun ikke, og om det er en tilfældighed, får vi nok aldrig at vide. Og formodningen taler for, at regeringsgrundlaget var blevet anderledes med Henrik Sass Larsen ved forhandlingsbordet end Bjarne Corydon, men det få vi nok heller aldrig at vide.

Men tre ting ved vi, og det er, at finansminister Bjarne Corydon er pot og pande med Margrethe Vestager, og at dette pot og pande-forhold koster S og SF dyrt. Og så ved vi, at statsminister Helle Thorning-Schmidt er færdig som formand for Socialdemokraterne mindre end 5 minutter efter afslutningen på næste folketingsvalg.

Til gengæld ved vi ikke, hvor stor ulighed i samfundet Bjarne Corydon kan nå at skabe sammen med Margrethe Vestager inden næste folketingsvalg, og det virker stærkt bekymrende.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er efterlønner. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).