Af Arno Kruse

Valget den 11. september 2011 blev et historisk valg for Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, og for formanden for SF, Villy Søvndal. Ikke fordi Socialdemokraterne mistede 1 mandat og SF mistede 7 mandater, men fordi fremgangen for Enhedslisten og de Radikale sikrede, at Helle Thorning Schmidt blev landets første kvindelige statsminister, og at Villy Søvndal blev SF’s første minister nogensinde.

Efter 10 år med en VK(O)-regering drog mange et lettelsens suk med udsigten til en anden politik med et rødligt skær over sig, men siden Henrik Sass Larsen af mystiske årsager blev manøvreret helt ud af regeringen og erstattet af det nyvalgte folketingsmedlem Bjarne Corydon, har den radikale Margrethe Vestager sammen med Bjarne Corydon kørt med klatten og delt historiske smæk ud til alle på overførselsindkomst.

Efterlønsreform, dagpengereform, sygedagpengereform, førtidspensionsreform, kontanthjælpsreform og SU-reform er de officielle betegnelser på de sociale forringelser, som den ultraliberale tænketank CEPOS klapper i sine små hænder over.

Der er i sandhed delt smæk ud til de syge, de nedslidte, de ledige og de studerende, mens den nye regering med den forventede røde farve samtidig har indgået skatteforlig med Venstre, som har begunstiget den bedrestillede del af befolkningen, og som kronen på værket har den nye regering med den forventede røde farve brugt besparelserne fra kontanthjælpsområdet til sammen med Venstre at give de største virksomheder lettelser i selskabsskatten, hvilket alene for LEGO, der for 6. år i træk har præsteret rekordoverskud i milliardklassen, giver en skattelettelse på over 125 millioner kroner.

Der er noget kamæleonagtigt over farveskiftet hos de to historiske personligheder Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal, hvor den forventede røde farve er blevet til en mørkeblå farve, der får Lars Løkke Rasmussens kornblå farve til at virke både falmet og nærmest kedelig.

Men de to historiske personligheder har måttet sande, at de virkelige kamæleoner findes i de to partiers vælgerskarer. Kamæleoner er kendetegnet ved, at hudens farveskifte udløses af lys, sult eller ophidselse, og vælgernes ophidselse og sult har ført til, at stadig færre og færre ønsker at have den blå farve, som de to historiske personer har iført sig under dække af at være røde.

Der bliver imidlertid givet smæk tilbage for alle pengene fra vælgerne til de to historiske personer. Socialdemokraterne har på de godt 18 måneder, der er gået siden valget, mistet 15.000 vælgere hver eneste måned, således at partiet i alt har mistet 269.500 vælgere siden valget, mens SF har mistet 9.000 vælgere hver måned eller 163.000 i alt, og disse tal bliver sikkert ikke mindre, når magtkometen Bjarne Corydon dikterer et lovindgreb for at stoppe den lockout, som Kommunernes Landsforening har iværksat over for lærerne.

Det mere end ulmer i de to partiers baglande, og denne uro er på vej ind i de to folketingsgrupper, som naturligvis også får smæk for skillingen. Et valg i dag ville betyde, at Socialdemokratiet ville miste 13 af de nuværende 44 mandater, mens SF ville miste halvdelen af sine 16 mandater.

De 21 folketingsmedlemmer vil ikke alene miste deres hverv, for de vil også miste deres vederlag, som pr. år udgør 739.940 kr., hvoraf den nette sum af 138.920 kr. er skattefrie. Vi må da håbe for dem, at de ikke havner på den kontanthjælp, som de lige har ment var tilstrækkeligt at leve for alle andre, for den udgør mindre end 138.920 FØR skat.

Når lavinen ruller, så ruller den, og den partistøtte, som gjorde Socialdemokraterne økonomisk uafhængige af fagbevægelsen, giver også et smæk på 7,9 millioner kroner om året for Socialdemokraterne, mens SF kan slippe med 4,8 millioner kroner.

Nu er bortløbne vælgere jo ikke de eneste, som giver de to partier økonomiske smæk, for det gør de bortløbne medlemmer også, men det er jo nok pebernødder i forhold til størrelsen af de andre økonomiske smæk.

Hvis de to partier formår at følge den hidtidige ”succes” op ved kommunevalget, bliver der givet historiske smæk for skillingen til Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal, som vil kunne indskrive sig i historiebøgerne som to danske politikere, der insisterede på at betale den ultimative pris for at opnå en kortvarig berømmelse, og det kan bestemt ikke siges at være ufortjent.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er efterlønner. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).