Har vandkongerne i Miljø og Teknik fået solstik i vinterkulden?

Af Kenneth Skipper

Spørgsmålet står åbent, efter at Miljø og Teknik i den forgangne uge meddelte borgerne på Løgeskov, at de selv skal finansiere godt og vel 80 private renseanlæg. Private, fordi Svendborg Kommune selv ønsker at spare penge på offentlig kloakering. Som beboer på Løgeskov er jeg part i sagen. Nedenstående er udtryk for en undren, der dog ikke stopper med denne kommentar i Svendborgs NetAvis. For sagen er den, at Svendborg Kommune ikke ønsker at kloakere på Løgeskov. Det koster nemlig rigtig mange penge. Derfor har Miljø og Teknik besluttet, at borgerne skal betale regningen. En regning, der for de fleste familiers vedkommende begynder ved 50.000 kroner.

Alle vidste, påbuddet om at etablere renseanlæg ville komme. Det var efterhånden bare et spørgsmål om tid. Derimod kom det som en grum nyhed, at Miljø og Teknik har magt til at kaste regningen over på borgerne. Uden brug af offentlig debat. Faktisk ligner det, at Svendborgs embedsmænd lige nu slår til i et tomrum, hvor besparelser har lammet enhver form for anstændighed. Og hvor selv vagthundene snorksover i hundehuset. Men netop fordi jeg er part i sagen, har jeg lov til at stille Svendborgs vandkonger spørgsmål. Derimod er jeg frataget retten til at klage, hvilket jeg vender tilbage til.

I min kommentar vil jeg sammenligne med en lignende sag, som ganske vist er ni år gammel og fra den tidligere Ringe Kommune. Og som står i så skærende kontrast til sagen om Løgeskov, at det frembringer spørgsmålet: Har Svendborgs vandkonger fået solstik i vinterkulden?

Men først vil jeg se på en række sager om privatisering af offentlige veje og vandløb forskellige steder i Danmark. Miljø og Teknik i Svendborg agerer nemlig på linje med de kommuner, der senest i 2010 forsøgte at privatisere en række offentlige veje. Ligeledes minder fremgangsmåden i Svendborg Kommune om metoderne i en række sager fra 2009 til december 2010, hvor en række kommuner havde held til at privatisere en række vandløb, før en minister kom på banen og satte en kæp i sparehjulet. I begge tilfælde underkendte to ministre kommunernes embedsmænd og deres hang til administrative beslutninger, hvor klagemulighederne er hamret tilbage på niveau med enevældens magtsyge.

I sagen om privatisering af offentlige veje var det transportminister Hans Chr. Schmidt, der i løbet af sommeren 2010 trådte i karakter og bremsede kommunernes sparefidus. Da turen kom til vandløbene, måtte miljøminister Karen Ellemann på banen. Af hensyn til borgernes privatøkonomi skrev hun som såkaldt baggrund i et lovforslag, der blev fremsat i december 2010 følgende: “Vandløbsloven indeholder i dag ikke regler om, under hvilke betingelser eller efter hvilke kriterier vandløb kan nedklassificeres fra offentlige vandløb til private vandløb”.

Ministeren forsøgte og forsøger altså lige nu at rette op på et hul i loven. Ligesom hun udtrykker bekymring for, at privatiseringerne i nær fremtid vil ske i et omfang, der på en såkaldt ikke-acceptabel måde vil pålægge borgere økonomiske byrder, de ikke har haft mulighed for at budgettere med. Sagt på en anden måde: Karen Ellemann forudså og forhindrede noget, der mest af alt minder om magtmisbrug.

Som nævnt har langt de fleste herude på Løgeskov længe været klar over, at der ville komme påbud om etablering af renseanlæg. At borgerne skal betale hele gildet, er dog noget af en overraskelse. Især for alle os, der læste avis den 29. april 2002, kom det som en overraskelse. Går man ni år tilbagebragte Fyens Stiftstidende nemlig en artikel med overskriften “Gang i kloakering på landet”. Fællesnævneren mellem denne historie om Ringe anno 2002 og sagen om Løgeskov i Svendborg anno 2011 er, at magthaverne i begge tilfælde valgte den dyreste løsning. Dog var den dyreste løsning i Ringe i 2002 langt billigere end løsningen i Svendborg lige nu. 21.000 kroner pr. ejendom lød regningen på dengang. Så meget – eller lidt – skulle de berørte borgere betale. Derfor kan det undre, at borgere i Svendborg Kommune, hvis de bor på Løgeskov, skal betale fra 50.000 og opefter. En realistisk pris er faktisk højere. Mest realistisk lander man på 70.000.

Men tilbage til Ringe anno 2002, hvor Henning Andersen (S), som dengang var formand for Teknisk Udvalg, fortalte, at man havde diskuteret, om der skulle sandfilteranlæg i jorden og dermed renses vand på hver enkelt ejendom. Det skulle der ikke. I stedet valgte man at sende vandet til renseanlæg. Fordi det var billigere på sigt. Billigere og mere effektivt! For ganske vist var hele kloakerings-cirkusset dyrere på tidspunktet for etableringen, men billigere på sigt og ikke mindst mere effektiv rensning af spildevandet, fortalte udvalgets formand dengang for ni år siden til Fyens Stiftstidende. Den reelle pris pr. ejendom lød dog på 78.000 kroner. Men daværende Ringe Kommune betalte den største del af udgiften. Borgerne slap med 21.000. En udgift, de fleste kunne klare på en eller anden måde. Også i dag.

Og nu bliver det underholdende. Næsten som at høre sin bedstemor fortælle med gru i stemmen om dengang et bolsje kostede fem øre. Hvilket var mange penge i en fjern fortid. For ni år siden kostede det 13 kroner i Ringe for hver kubikmeter vand, de enkelte huse sendte til rensning. Prisen for samme service er i Svendborg, hvis jeg ellers forstår vandkongernes brev korrekt, steget til 35 kroner i 2011. Holder den vand i EU?

Tilbage til Karen Ellemanns lovforslag, som går ud på at beskytte borgerne mod det, der vel nærmest kan kaldes økonomiske overgreb. Set i lyset af to ministres ageren i lignende sager er spørgsmålet, om Svendborg Kommunes metoder kan holde stand mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention? Artikel 6 siger jo: “Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol”.

Nu lyder rettergang som en straffesag, men er dog her synonymt med ordet procedure. Ig denne procedure ligner forskelsbehandling. For hvis det var urimeligt for husejere at blive tvangsgift med en offentlig vej, og hvis det var urimeligt for lodsejere at blive ufrivillige ejere af et vandløb, så må det samme gælde for de familier på Løgeskov, der lige nu skal ud og finde et sted mellem 50 og 70.000 kroner til et renseanlæg. Et anlæg, som let går i stykker, hvis man følger kommunens anvisninger og etablerer et nedsivningsanlæg. Der er nemlig så meget vand i jorden herude i moselandet, at grundvandet til tider skvulper et godt stykke over knæhøjde, hvilket ville få et nedsivningsanlæg til at gå ned med stress.

Derudover skruer vandkongerne godt og grundigt op for virkemidlerne i deres brev, når de med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven skriver, at borgerne er frataget muligheden for at klage. Borgerne kan kommentere det udsendte brev. Men klage kan de ifølge brevet ikke. Heller ikke, selv om de lige er blevet pålagt en kæmperegning. Frataget enhver mulighed for at klage og pålagt et uigenkaldeligt krav om at hoste op med en formue er der ikke tale om retfærdig procedure jf. art. 6. Et ellers lovet borgermøde er aldrig afviklet, selv om det nok kunne tiltrække deltagere fra rundt regnet 90 husstande. Eller deromkring. Og selv om man tilsyneladende kunne finde ud af den slags demokratiske tiltag i Ringe Kommune for ni år siden.

Miljø og Teknik føler intet behov for at give borgerne fuldt indblik i sagens akter, for der er ikke vedlagt dokumentation for påstanden om, at Hundstrup Å’s øvre løb er forurenet. Blot henvises der til en undersøgelse, det tidligere Fyns Amt gennemførte tilbage i 2005. Det forventes altså, at borgerne klapper hælene sammen og gældsætter sig uden ny dokmentation for åens forurening.

Borgerne pålægges en udgift, der er helt i tråd med ren liberalisme – men uden mulighed for at handle på et marked med konkurrence. Hvis man ringer lidt rundt og indhenter tilbud på eksempelvis et minirensningsanlæg, koster anlæggene stort set det samme plus minus et par tusinde. Borgerne er altså henvist til et marked med monopollignende tilstande.

Om Svendborg Kommune ved egen kraft genindfører demokrati og dropper sine metoder, der mest af alt minder om levn fra enevældens tid, er ikke til at spå om i skrivende stund. Derimod er det helt sikkert, at der meget snart kommer et krav fra flere beboere på Løgeskov om en retfærdig procedure samt et spørgsmål til, hvem der vedtog den beslutning, der endte med at påføre os borgere en kæmpe regning. Så vidt jeg er informeret, har kommunens Miljø og Teknik haft magt til for lukkede døre selv at fastsætte fordelingen af omkostningerne. En fordeling, de lod borgerne stå for at betale, imens de selv sparer et kæmpe beløb på kloakering.

(Kenneth Skipper, journaliststuderende, bor selv på Løgeskov lidt uden for Stenstrup).