Han slipper for straf men skal slippe 25 millioner kroner

Haars Bukkehave betalte 11 millioner kroner i bestikkelse til Saddam Husseins regime.

Bilfirmaet Bukkehave A/S i Svendborg brød FN-embargoen mod Irak for en halv snes år siden, da det var ledet af det brutale Saddam Hussein-regime. Det har Retten i Svendborg afgjort. Bukkehave A/S er blevet dømt til at betale 25 millioner kroner – men hverken ejeren, Christian Haar, som sidste år flyttede fra Svendborg til Lugano i Schweiz, eller andre straffes, simpelthen fordi sagen som overtrædelse af straffeloven er forældet. Den forældes efter to år, så Christian Haar ender ikke bag tremmer. Derimod er forældelsesfristen for konfiskation 10 år, og Bagmandspolitiet havde rejst  kravet inden denne frist.

Bukkehave har betalt penge direkte til Saddam Hussein-regimet, mens det endnu var ved magten i Irak – for at få kontrakter for i alt 125 millioner kroner. Noget, som var strengt forbudt. I dommen siges det, at Bukkehaves lovovertrædelse måske skete ved ”uagtsomhed” … måske. Dommen betyder, at Bukkehaves fortjeneste på handlerne skal konfiskeres. Den er opgjort til godt 10 millioner kroner. Desuden konfiskeres et beløb svarende den returkommission (penge under bordet), som firmaet ulovligt betalte til diktatorens regime – godt 11 millioner kroner. Og desuden renter af fortjenesten og returkommissionen: 4,6 millioner kroner.

Christian Haar har fra starten af retssagen sagt, at han vil anke, hvis dommen gik ham og Bukkehave imod. Og efter dommen bekræftede han: Den vil blive anket.

Retssagen mod Bukkehave A/S – som siden har skiftet navn til Bukkehave Corporation A/S – startede ved Retten i Svendborg i januar. Torsdag blev der afsagt dom – en 47 sider lang dom afsagt af dommer Bente Thanning, der har haft to domsmænd ved sin side. I en pressemeddelelse fra Retten i Svendborg opsummeres dommen: ”Retten fandt det bevist, at Bukkehave Corporation A/S i 200 og 2001 indgik 15 kontrakter med det irakiske styre, hvor Bukkehave Corporation A/S i såkaldte side-letters til kontrakterne forpligtede sig til at betale 10 procent af kontraktens værdi til det irakiske styre. Disse betalinger blev kaldt ’after sales services’. Bukkehave Corporation A/S’ daværende sælger og direktør har i retten forklaret, at de vidste, at Bukkehave Corporation A/S ikke måtte betale beløb til Irak. Betalingerne skete, når Bukkehave Corporation A/S havde fået kontrakterne godkendt i FN og modtaget betaling for kontrakten fra FN-kontoen. Betalingerne blev sendt til Irak via Bukkehave Corporation A/S’ agent i Jordan. De såkaldte side-letters indgik ikke i de ansøgninger, som Bukkehave Corporation A/S sendte til godkendelse i FN. … Da de godkendende myndigheder i FN bad Bukkehave Corporation A/S redegøre nærmere for disse beløb, oplyste Bukkehave Corporation A/S ikke, at beløbene skulle betales til Irak. Retten fastslog, at Bukkehave Corporation A/S i hvert fald ved uagtsomhed foretog betalingerne til Irak i strid med lovgivningen om handelsembargo mod Irak og Olie-for-mad-programmet”.

Olie-for-mad-programmet blev startet af FN, fordi den irakiske befolkning led under handelsembargoen. Irak fik lov at sælge olie. Men køberne skulle betale til en FN-konto. Når så Irak købte fornødenheder (f.eks. biler fra Bukkehave) skulle kontrakten godkendes af FN – og betalingen komme fra denne FN-konto. Bukkehave og et par tusind andre firmaer verden over gjorde så det, at de overfakturerede og derefter betalte f.eks. 10 procent direkte til det irakiske regime. Det blev afsløret i en FN-rapport i 2005. Bagmandspolitiet har gjort ansvar gældende overfor 14 danske firmaer. 13 har indgået friviligt forlig med Bagmandspolitiet. Kun Bukkehave har nægtet at have gjort noget forkert. Derfor retssagen.

I retten forsøgte Bukkehaves ejer, Christian Haar, og firmaets forsvarer Jesper Fabricius at tegne et billede af, at firmaet ikke anede, at de penge, det betalte til dets agent i Jordan til eftersalgs-service, røg videre til styret i Irak. Og når det blev for hedt, argumenterede de med, at både de danske myndigheder og FN kendte helt og aldeles til, at der blev betalt beløb tilbage til Irak, og at det i hvert fald ikke var firmaet, men dets agent i Jordan, der i givet fald betalte det irakiske regime. Og at det nærmest var for at hjælpe den irakiske befolkning, at man betalte. Men det var op ad bakke – selv firmaets tidligere medejer, Hans Bukkehave, talte i retten frisk fra leveren om pengene til det irakiske styre. I det hele taget var det kun Christian Haar og Peter Post, som fra Bukkehaves kontor i Jordan stod for forretningen, der bastant talte for firmaets renhed. Dem troede domsmandsretten tydeligvis ikke på.

Her er eksempler på forklaringerne i retten, som de fremstår i dommen:

Christian Haar, ejer af Bukkehave Corporation A/S:

”Det bestrides ikke, at der er betalt penge til Irak, men det er ikke Bukkehave, som har betalt eller overført penge til Irak. Det er agenten Riad Marei, som har betalt pengene til Irak”. … ”Bukkehave er en meget humanitær virksomhed. Langt de fleste af bilerne, som blev leveret til Irak, var til det irakiske sundhedsministerium. Der blev også leveret biler til elektricitetsforsyningen, da der blandt andet var et stort behov for at skaffe air-condition. Iraks eneste indtægtskilde var olie, og FN sad på disse oliepenge”. … “Irak-forretningen blev stoppet brat ved invasionen i 2003. Bukkehave har gjort op, at set over hele forløbet har der ikke været en fortjeneste på handlen med Irak”.

Peter Post, Bukkehaves mand i Jordan, hvor firmaet åbnede kontor for at få del i handlen med Irak. Han er ikke i firmaet længere:

”Alle, herunder FN og Røde Kors medarbejderne, kunne fortælle, at de irakiske embedsmænd ikke havde fået løn i tre år. Det irakiske styre lavede derfor reglen om betaling af 10 procent for at kunne aflønne embedsmændene”. … ”Kontrakterne med Irak blev forhøjet med beløbet i side-letteret. Han har ikke kendskab til, hvordan der skete betaling af det beløb, som var aftalt i disse side-letters. Beløbet blev kaldt after sales services, hvilket gav problemer i Bukkehave, fordi de allerede havde et begreb kaldet after sales services”. … ”Når han havde underskrevet et side-letter, blev det i Bagdad. Han informerede Bukkehaves ledelse ved Hans Bukkehave. Hans Bukkehave var ofte med til forhandlingerne og så dermed side-letteret. Hovedkontoret i Svendborg blev også informeret, fordi Hans Bukkehave sad halvdelen af tiden i Jordan og halvdelen af tiden i Svendborg”. … ”De indgåede side-letters var ikke en del af ansøgningen, som blev sendt til godkendelse hos FN”.

Hans Bukkehave, dengang medejer af og direktør i Bukkehave, han har senere solgt sin del af firmaet til Christian Haar. Han driver i dag Buk Auto i Svendborg:

”Alle vidste, at det irakiske regime fra 2000 pålagde alle leverandører at betale ’skat’ i form af after sales services. Han vidste, at Bukkehave betalte denne skat, ligesom alle andre gjorde, da det var en betingelse for at få kontrakter”. … ”Bukkehave overførte penge til Riad Marei, som efter aftale med Bukkehave, Peter Post og ham sendte pengene videre til Irak”. … ”Der var tale om en simpel overfakturering, hvor man lagde pengene oveni kontrakterne. Pengene blev så overført til agenten, som videregav dem til det irakiske styre. Det svarer til, at man hæver et beløb udover prisen for det købte på sit dankort”. … ”Bukkehave var godt klar over, at det ikke var i overensstemmelse med sanktionerne at overfakturere med 10 procent, og ingen sagde, at det var i orden at betale penge til det irakiske styre. Man talte om, hvordan man bedst camouflerede det”. … ”Det var hans opfattelse, at Ole Wøhlers-Olsen (daværende dansk ambassadør i Syrien – red.) kendte til overfaktureringerne, og at det var Ole Wøhlers-Olsens opfattelse, at enten ’brægede du som de får, du var iblandt’, ellers tog du hjem og gav dig til at lave noget andet”. … ”Det irakiske styre havde brug for likvider. Embedsmændene havde ikke fået løn i flere år. Hvis OFF-programmet (Olie for Mad – red.) ikke var iværksat, var landet tæt på en humanitær katastrofe. Det var meget pauvert. Han ved ikke, hvad pengene, som blev overført til Irak, blev anvendt til, da de ikke gik op i dette”.

Jørgen Hasselriis Raaschou, dengang økonomichef i Bukkehave. Han er ikke i firmaet længere:

”Det var en offentlig kendt hemmelighed, at der skete betalinger til Irak. Man kunne kun få kontrakterne, hvis det skete. Betalingen til Irak blev overført som en kommission til den jordanske agent, Riad Marei.”

Riad Marei, Bukkehaves daværende agent i Jordan:

”Han ved, at der blev betalt beløb til den irakiske stats virksomheder”. … ”Bukkehave ved Hans Bukkehave og Peter Post bad ham være agent og indbetale beløbet til det irakiske styre samt føre regnskab over beløbet”. … ”Når varerne nåede til den irakiske grænse, overførte Bukkehave det præcise beløb, 10 procent af kontraktens beløb, til ham, og han overførte beløbet til den irakiske Al Rafidain Bank”. ”Det har aldrig været på tale, at han skulle yde after sales services eller garantireparationer på biler eller andet omfattet af kontrakterne”.

Bent Lindhardt Andersen, kontorchef i Erhvervs- og Byggestyrelsen, som modtog Bukkehaves kontrakter og sendte dem til godkendelse i FN:

”Han er ikke bekendt med, at styrelsen – skriftligt eller mundtligt – er blevet orienteret om side-letters til kontrakterne eller krav om after sales service fee. De blev først opmærksomme på dette, da der kom en FN-rapport fra komitéen i 2004 eller 2005”.

 
 

Pengene gik til styrets indkøb af våben og luksus, ikke til den almindelige befolkning, ifølge Ole Wøhlers-Olsen.

Ole Wøhlers-Olsen, dengang dansk ambassadør i Damaskus, Syrien, i dag pensioneret:

”Ved et møde med andre diplomater i Amman den 1. november 2000 fik han kendskab til, at der i visse tilfælde blev krævet returkommission fra irakernes side. Han var ikke blevet forelagt dette fra virksomhederne”. … ”I højere grad end normalt advarede han virksomhederne mod denne korruption. Det er normalt, at lande i området er korrupte, hvilket virksomhederne også ved. Det ligger implicit, at ved handel skal danske regler overholdes. Han har normalt ikke talt på denne skolemester-facon, men det fandt han anledning til her, både i forhold til at overholde dansk lov og FNs regler, ligesom der kunne være strafansvar”. … ”Regimets interesse var at skaffe sig likvide midler, og det var Sikkerhedsrådets interesse, at dette ikke skete. OFF-programmet blev oprettet under den forudsætning, at der ikke kom likvide midler til regimet.” … ”Den manglende betaling af løn til embedsmændene var irakernes argument for at kræve returkommission. Den udenlandske valuta skulle dog bruges til køb af våben og luksusvarer til styret. Det irakiske styre kunne ikke drømme om at købe fornødenheder til den almindelige befolkning for disse penge”.