Speciallæge: Spild af patientens og samfundets ressourcer

Henrik Nedergaard.

SYG OG I KLEMME (2): Et langt og smertefyldt sygdomsforløb, som har ændret hans liv fundamentalt, er én ting. Og til at forstå og forklare. Smerten ved den behandling, han får af Svendborg Kommune, er noget andet. Og for ham helt ufattelig. Han føler ikke, han får en håndsrækning, som han havde forventet. Men en kold skulder. To gange har sagsbehandlere på Jobcentret indstillet ham til førtidspension. En speciallæge bakker dem op. Men kommunens pensionsudvalg har nu to gange sagt nej. 50-årige Henrik Nedergaard skal – for tredje gang – i arbejdsprøvning. ”Fuldstændig formålsløst”, vurderer speciallægen.

Det lange, smertefyldte og meget komplicerede sygdomsforløb har taget hårdt på Henrik Nedergaard. Fysisk. Men også mentalt – og det sidste bliver værre af at føle, at han løber panden mod den kommunale mur, der går ud på at få skåret ned på antallet af førtidspensionister for at spare penge. Frygten for fremtiden lurer. Nu ikke kun for, at sygdommen bliver værre. Men også for økonomien. Han vil på et tidspunkt, hvis han ikke får en førtidspension, ryge fra sygedagpenge over på den meget lavere kontanthjælp. Og dermed faren for at måtte flytte fra huset, hvor han bor med sin hustru og yngste søn. Det tager hårdt på ham. ”Det er svært at tænke positivt”, siger han.

Henrik Nedergaard har smerter i ryg og ben. Han har svært ved at gå. Bruger krykker. Og anbefales ikke at gå mere end to kilometer om dagen. Tre operationer i benet har han været igennem. Og han risikerer at skulle det igen – med fare for, at benet må amputeres, bemærker en speciallæge (hvis navn er Svendborgs NetAvis bekendt).

En stor kræftsvulst blev konstateret i hans venstre ben i 2003 – knoglen i benet var ikke knækket, men der var ikke meget tilbage af den. Han blev opereret på Århus Sygehus. Fik fjernet svulsten og lagt en protese eller et – populært sagt – rør ind i benet som erstatning for knoglen. Allerede måneden efter – december 2004 – var den gal igen. Den første operation havde ikke været god nok. Protesten var ikke skruet godt nok ind, en skrue var løs, og det havde i øvrigt forårsaget infektion. Han blev opereret igen.

Et år senere var den gal igen – i øvrigt, mens han af Svendborg Kommune var sendt i arbejdsprøvning. På vej på arbejde knækkede benet under ham, og han faldt. Eller rettere: Protesen knækkede inde i benet. Den efterfølgende tid blev rigtig hård. Der skulle en ny stor operation til i Århus. I december 2004. Men han blev efter en uge på sygehuset sendt hjem til Svendborg igen med et ben, der ikke hang sammen. Halvanden måned måtte han vente på en ny protese, der skulle opereres ind i benet. Operationen i januar 2005 varede syv timer, han mistede meget blod, var, siger han selv, ”ved at skride i svinget”.

På det tidspunkt havde Henrik Nedergaard for længst mistet sit arbejde som laborant – biotekniker hedder det i dag – på Svendborg Sygehus. Han blev fyret i 2004, da han på grund af sygdommen ikke længere kunne passe arbejdet.

Inden den tredje og – foreløbig – sidste operation var han sendt i arbejdsprøvning af kommunen. Og derefter forsøgt via revalidering at komme i gang med en ny uddannelse i Odense. Det gik ikke. Smerterne var for stærke, til at han kunne koncentrere sig. ”Jeg ville jo gerne noget andet. Også gerne yde noget. Ikke bare have noget”, siger Henrik Nedergaard.

Han blev af kommunen sendt på kursus om mulighederne i fremtiden – i øvrigt sammen med folk, der havde det endnu værre end ham selv. Mulighederne var revalidering, fleksjob eller førtidspension. Han ville egentlig gerne satse på noget fleksjob – i hvert fald ville han gerne kunne klare det. Han kom nu i arbejdsprøvning – for anden gang. På et interview-bureau. Det gik egentlig meget godt – når han ellers kunne holde ud at komme hen på arbejdspladsen. Men efter halvanden times arbejde fik han så ondt, så han ikke kunne længere. Nogle dage gjorde han det alligevel – blev der trods smerterne. Men måtte konstatere, at han reelt var i stand til kun at yde fire timers arbejde om ugen. Alt for lidt til et fleksjob. ”Det begyndte at ligne en førtidspension. Det skulle jeg lige vænne mig til. Det var jo egentlig ikke det, jeg ville”, siger Henrik Nedergaard.

På Jobcentret indstillede en sagsbehandler ham nu til førtidspension. Henrik Nedergaard var – efter at have vænnet sig til det – lettet. Det ville give ham sikkerhed rent økonomisk – han risikerede ikke pludselig at ryge fra sygedagpenge ned på kontanthjælp. Men – så let skulle det ikke gå.

Kommunens Pensionsudvalg havde hans sag oppe på et møde i januar, men besluttede at udsætte den og indhente nye lægelige oplysninger. Bl.a. fra Århus Sygehus. Da de var kommet, var sagen igen på dagsordenen i Pensionsudvalget 21. april. Udvalget beslutter, at Henrik Nedergaard ”ikke opfylder betingelserne i Pensionslovens § 18” og derfor ikke kan få førtidspension.

Pensionslovens § 18 siger: ”Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter reglerne om førtidspension, når det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger”.

Pensionsudvalget mener imidlertid ikke, at Henrik Nedergaards arbejdsevne er blevet afklaret ved arbejdsprøvningen i interview-bureauet. Og så er der i øvrigt udvalgets ”vurdering, at der er diskrepans imellem de lægelige oplysninger og resultatet af arbejdsprøvningen, hvorfor der anbefales fornyet arbejdsprøvning…”. Pensionsudvalget refererer i sin afgørelse Henrik Nedergaards egen læge, som mener, at rygsmerterne forhindrer ”ham i at udføre gentagne, ensartede bevægelser og udføre mere belastende fysiske opgaver”. Og så refererer udvalget Århus Sygehus for at mene, at der ikke er nogen ”direkte sammenhæng imellem patientens tumor og behandling af det venstre lår og knæ”.

Javel, svarer Henrik Nedergaard, den sætning står i vurderingen fra Århus Sygehus. Men den er klippet ud af sammenhængen. For der står mere. Der står: ”Der er ikke nogen direkte sammenhæng imellem patientens tumor og behandling af det venstre lår og knæ, men evt. tilstedeværende sygdom i ryggen vil naturligvis blive mere tydelig/måske lidt forværret som følge af den dårlige gangfunktion”.

Ikke desto mindre. Henrik Nedergaard har fået nej til førtidspension. Han skal arbejdsprøves igen. Der må – mener Pensionsudvalget åbenbart – være noget arbejde at klemme ud af ham, så han ikke skal på førtidspension, en af de såkaldte permanente offentlige forsørgelsesordninger, som kommunen af økonomiske grund ikke bryder sig om.

På Jobcentret kan de ikke rigtig finde noget sted, Henrik Nedergaard kan blive  arbejdsprøvet – for tredje gang. Og da Henrik Nedergaard præsenterer en speciallæge-erklæring fra en speciallæge i ortopædisk kirurgi, indser hans (nye) sagsbehandler, at der nok ikke er anden vej end – igen – at indstille ham til førtidspension. Så det gør sagsbehandleren – indstiller Henrik Nedergaard til førtidspension. Det er nemlig Jobcentret selv, der har anmodet speciallægen om at undersøge Henrik Nedergaard. Det er sket i starten af juni. Fem dage senere har speciallægen lavet en seks sider lang erklæring.

Hvad siger speciallægen? Blandt mange andre ting siger han i erklæringen: ”Behandlingsmulighederne er udtømte. Vedrørende venstre ben har han været igennem flere operationer. Det er konstateret, at protesen allerede har vist løsningstegn, hvilket er velkendt, at det giver anledning til dybe smerter i benet og han står for at skulle vurderes i forhold til evt. at skifte protesen inden for nær fremtid. Anden og tredje gangs udskiftninger af proteser er en særdeles alvorlig sag med betydelige risici for alvorlige komplikationer. Både protesedelen og hele benet bliver mere skrøbeligt med tiden og man skal passe på det konstant. Hvis en anden eller tredje gangs proteseudskiftning får betydelige komplikationer, eksempelvis i forbindelse med infektioner, kan slutresultatet ende med amputation af hele benet. Han har helt relevante symptomer fra benet og man kan kun forvente sig at de vil blive værre, i hvert fald indtil endnu en proteseudskiftning og efter dette vil skånehensyn til benet øges betydeligt. Der vil ved denne patient være konstante varige, meget betydelige skånehensyn og hans kombinerede lidelse i betydning for arbejdsevnen er så stor, at hans arbejdsevne er nedsat til næsten ingenting. Hans varige mén er også ganske betydelige. Mht. spørgsmål om arbejdsprøvning mener jeg at det vil være fuldstændig formålsløst, det har ikke nogen mening at forsøge at arbejdsprøve eller revalidere denne patient til nyt erhverv”.

”Jeg mener”, skriver speciallægen senere i erklæringen, “det er fuldstændig oplagt at denne patient selvfølgelig indstilles til førtidspension og på denne måde får han også afklaret sin sociale sag og får fjernet hovedparten af sine psykiske overbygninger og helt relevante bekymringer i forbindelse hermed. Øvrige arbejdsprøvninger og revalideringsforløb vil som sagt efter min mening være fuldstændig spild af såvel patientens som samfundets resurser og jeg anbefaler på det stærkeste at man får sagen afsluttet hurtigst muligt med pension”.

To måneder senere behandler Pensionsudvalget igen Henrik Nedergaards sag. Speciallægeerklæringen gør ikke indtryk: ”Det er Pensionsudvalgets vurdering, at det fortsat ikke er dokumenteret, at Henrik Nedergaards arbejdsevne ikke kan forbedres ved aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger. Det anbefales, at der forsøges med ny arbejdsprøvning med de rette skånehensyn med fokus på pgl.s gode faglige og praktiske kompetencer”.

Henrik Nedergaard har klaget over begge afgørelser til Beskæftigelsesankenævnet. Det har begge gange givet Svendborg Kommunes Pensionsudvalg ret.

Henrik Nedergaard venter nu på, at Jobcentret finder sted, hvor han blive arbejdsprøvet – for tredje gang. Det, speciallægeerklæringen kalder ”fuldstændig spild af såvel patientens som samfundets resurser”.

Læs også ”Chok-tal: Antallet af førtidspensioner halveret” 27. oktober.