teater2tusind med grønlandske myter

Af Jens Meincke

 

teater2tusind med "Det Hungrende Bæst".

”Det Hungrende Bæst” , som blev opført onsdag, er en del af teater2tusinds 10 års jubilæumspakke, som man de seneste dage har kunnet opleve på BaggårdTeatret i Rottefælden.

Forestillingens handling bygger videre på den fornemme og væsentlige grønlandske tradition for myter og sagn, som bl.a. Knud Rasmussen gjorde et stort arbejde for ar indsamle. Forfatteren Jørn Riel skrev i et forord til et udvalg af disse: ”Mange af sagnene er meget dramatiske, og menneskene i dem kan virke både grusomme og hensynsløse. Men livet i Arktis er dramatisk, og naturen, som præger menneskene, er grusom og hensynsløs”. Til denne forestilling får teater2tusinds Peter Seligmann ekspert-hjælp: Grønlandske Rasmus Lyberth og Christian Søgaard, der ganske vist er dansker, men efter et ophold i Grønland som ”kifak” (hushjælp), vist nok ser sig selv som halv grønlandsk.

Med disse tre på scenen og en nærmest ikke-eksisterende scenografi bliver publikum taget med på en farefuld rejse fra det nordligste Østgrønland til Indien. Den rejsende er en næsten voksen isbjørneunge på jagt efter føde. Denne jagt fører den længere og længere væk fra moderen, og i denne nye myte er indtænkt moderne tiders klimaproblemer, så den kommer til at svømme umanerlig meget. Der holdes fast i mytens formsprog, så fantastiske begivenheder virker naturlige, og vi ser faktisk en flyvende ørn, når hr. Seligmann står på en kasse og bevæger armene på en måde, han må ha’ lært fra en naturfilm. At stykket fængslede, blev bevist af 50–60 efterskoleelevers påfaldende tavshed og den efterfølgende langvarige applaus.

Efter pausen gik Lyberth og Søgaard igen på scenen – nu som musikalsk duo med Lyberth på guitar og sang og Søgaard på harmonika og kor.

Det er ikke for meget at kalde Rasmus Lyberth for Grønlands national-skjald. Han har udviklet en ny original sangstil, som ikke kun er med grønlandsk tekst, men som også i sit musikalske udtryk er originalt og grønlandsk.

Som sproglig ignorant – jeg kan kun ti ord på grøndlandsk – kunne man selvfølgelig ærgre sig over, at man ikke forstod ordene, men alligevel var det ganske tydeligt, at sangene handlede om noget, og at dette blev understreget af musikken. Samspillet med Christian Søgaard bar præg af stor erfaring, og når der blev sunget tostemmigt i korene, var det tydeligt, at Christian ikke er uden erfaring i det grønlandske, ligesom det var en fornøjelse at høre ham udfolde sig i de soli, der også blev plads til. De to herrer kommer vi til at høre mere til, så hold øje med dem, hvis I ikke nåede det denne gang.

Og så (endnu en gang) et tillykke til teater2tusind.