Fortjener vi pressen som den er?

Georg Metz.

Af Georg Metz

Spørgsmålet kan besvares kort: I et demokratisk land som det danske har alle vælgere et medansvar for tingenes tilstand og fortjener derfor, hvis man kan bruge det ord, i et eller andet omfang samfundsindretningen som den er, og som den udvikler sig.

Når det er sagt, bliver det hele straks lidt mere indviklet, og ansvaret fordunkles i komplicerede og svært uoverskuelige strukturer. Men ansvaret forsvinder ikke.

Pressen, det vil sige medierne, i et så lille samfund som det danske, er nøje forbundet med det politiske liv. Ikke mindst de elektroniske medieplatforme og politikerne har af mange årsager, nogle gode, andre mindre gode, udviklet et symbiotisk forhold, hvor politikerne i sidste ende sidder med nøglen til pengekassen og dermed på magten. I første række gælder dette de store aktører DR og TV2, som begge i overordnet forstand reguleres af Christiansborg og af folketingsflertallet. Det har altid været en kamp for redaktionerne at fastholde deres ret til fri kritik, og pressionen har tilsvarende været betydelig. Det er kun blevet værre med årene. Og meget værre i den sidste halve snes år. En kommende Radio Møller, hvis den såkaldt konkurrerende landsradio bliver til noget og et folketingsvalg og borte ikke kommer og tager den, er tilsyneladende allerede under fødselsforberedelserne i endog højere grad end hidtil oplevet for offentlige mediers vedkommende, underkastet politikerne og de politisk styrede institutioners forestillinger og krav. Helt ned i detaljen om procenter af det ene og det andet og om studieværternes kvalifikationer. Her står vi over for opfyldelsen af en gammel borgerlig drøm om at knække DR’s landsdækkende radiomonopol, som dette i realiteten har fungeret også efter det store monopolbrud i sin tid med oprettelsen af TV2, men med en styring oppe fra som synes at blive langt mere synlig end i DR og TV2. Har man ved valgene stemt på VK eller O, har man også måttet vide, at planen om en sådan ”uafhængig” radio på bekostning af DR kunne og ville blive realiseret, uden at vælgerne dog har kunnet forudse en så voldsom grad af topstyring. Under alle omstændigheder er det jo givet, at vælgerne, alt efter det Folketing de sammensætter, dermed har medansvar også for indretningen af medieforholdene. Men som med så meget andet i et kompliceret moderne samfund, og som allerede anført, kan det være vanskeligt at identificere problemerne for den enkelte, eftersom mediepolitikken ikke med rimelighed kan betragtes isoleret, men skal vurderes i sammenhæng med uendeligt meget andet – og desuden er så indviklet, at kun specialister efterhånden kan udrede trådene.

De store, altså DR og TV2 og i givet fald den nye radio, fremstår, hvad enten man kan lide det eller ej som toneangivende i det danske mediesamfund og i den politiske debat. Ikke nødvendigvis af kvalitative grunde, men i hvert fald af kvantitative, og fordi tv nu engang er dagsordensættende. Derfor er det værd at beskæftige sig med disse medier, og derfor bør de være underkastet løbende kritik, Problemet er unægteligt, at den langt overvejende del af den informerede debat om journalistik og de journalistiske platforme derfor formuleres af journalisterne selv, eller af folk der er engagerede i medierne og i mediepolitikken. Det er ydermere svært at sige, hvor medierne og de øvrige magtudøvende lag i samfundet står i et frugtbart og meningsfuldt modsætningsforhold til hinanden, og hvor de mere eller mindre smelter sammen i fælles interesse, og i hvilket omfang dette sker. Såfremt man opererer med en magtens firdeling i et moderne samfund, hvilket burde være relevant: den lovgivende, dømmende, udøvende og kontrollerende magt, hvor den sidste naturligvis er medierne og pressen, fungerer den udøvende og kontrollerende magt mere og mere i fælles regi og periodisk set med sammenfaldende interesser.

Fænomenet spindoktor diskuteres ganske vist, og begrebet tages ofte kritisk op ved festlige lejligheder, men de færreste gør noget ved det. Det er påfaldende, at vigtige aktører på nyhedsområdet som TV2 og DR i ledende stillinger beskæftiger personer, der i flere tilfælde har været intimt knyttet til ministrene som presserådgivere, altså spindoktorer. Hermed er ikke sagt, at disse personer ikke kan omstille sig fra magtpositionerne i ministerierne til de kontrollerende funktioner i medierne. Det kan de utvivlsomt. Men mistanken, at de ikke kan, hænger uanset alle gode viljer uafvaskeligt ved dem, og denne mistanke bekræftes ikke så sjældent . Hvor ligger dybest set loyaliteten? Tvivlen bortvejres ikke af, at en minister i ny og næ går amok og skælder en journalist hæder og ære fra for åben skærm. Den pågældende episode siger mere om ministerens labile natur end om forholdet mellem politiker og journalist i almindelighed.

Dagen og vejen klares som regel uden den slags følelsesmæssige udfald, og dagen og vejen byder på uendeligt mange rutineindslag, hvor politikeren forholdsvis problemløst kan komme af med sit budskab og journalisten markere, at arbejdet bliver passet. Det er, når de dybere lag berøres, at tvivlen for alvor sætter ind. Tvivlen om det nødvendige kritiske potentiales beskaffenhed.

En ikke uvæsentlig side af god journalistisk kritik af en given sag ligger selvsagt i udredningen af det historiske forløb forud for sagen. En sådan historisk, kildekritisk indgangsvinkel er ofte forudsætningen for en forsvarlig udredning af en sag. Her siger det næsten sig selv: hvis journalisten eller journalistens chef i egenskab af spindoktor har haft et medansvar, hvor en opklaring nødvendigvis må bero på alle tilgængelige historiske facts og henvisninger til tidligere begivenheder og beslutninger, så stiller loyalitetsproblemet sig med ét i front. Såfremt den pågældende journalistiske medarbejder, på hvilket niveau det end er, har haft indflydelse på beslutningerne før i tiden, forekommer det som lidt af en umenneskelig udfordring for vedkommende at forholde sig kritisk eller blot neutral til egen fortid. Kredsen af forhenværende spindoktorer er efterhånden stor og eksemplet ikke fortænkt – den fælles fortid og de fælles erfaringer med de regerende lag er betragtelig.

Eventuelle yngre journalister på redaktionen, der endnu ikke har været gennem karrieremøllen, skal nok vare sig for at gå for dybt ned i undersøgelserne af et historisk forløb, hvor deres chef eller chefer kan tænkes at skulle stå frem. I bedste fald risikerer man i den slags politiske historier en overfladisk behandling af emnet; i værste sker der manipulation. Et par eksempler i det seneste år taler deres eget tydelige sprog om tidligere pressemedarbejdere og spindoktorer, der kender kommandovejene i ministerierne og træffer journalistiske afgørelser, om hvilke der berettiget kan rejses tvivl om uafhængighed og upartiskhed. En statsminister forløber sig, en tidligere spindoktor sørger for at optagelsen ikke vises – og destrueres. Én Haarder gør i den forbindelse ingen sommer. Sundhedsministerens amokløb over for journalisten afslørede i øvrigt, at spørgsmålene åbenbart er aftalt på forhånd mellem journalist og spindoktor, der siden instruerer sin ministeren, hvad der jo så ikke var sket her. Men at politikeren får spørgsmålene på forhånd og reagerer over for det uventede, tyder på tilstande, der mere ligner dem, man finder i en helt anden slags lande end Danmark. Eller fandt!

Bekymringen for den journalistiske uafhængighed er ikke grebet ud af den blå luft, men udgør en egentlig risiko for faget. Ikke at man ikke under nogen omstændigheder kan eller bør fravælge optagelser af magtfulde politikere i pressede situationer, men man kan med megen berettigelse komme i tvivl om motiverne.

I det hele taget sker der i disse år en betænkelig forbrødring mellem på den ene side journalister og på den anden samfundets ledende lag – ikke alene de politiske. Et fast radioprogram på p1 i DR med den tydeligt markerende titel, oversat til dansk: Forretning (Business), synes at arbejde på erhvervsspidsernes præmisser med en programvært, der går til opgaverne med det temmelig utvetydige formål at stå på ledernes side og fremstille dansk erhvervsliv i gunstigt lys og forretning i sig selv som nærmest en naturgiven moralsk berettigelse. Dette kan skyldes journalistisk overfladiskhed eller udygtighed, men er snarere udtryk for tendensen i flere sider af den redaktionelle virkelighed. Vi trækker på samme hammel, og opposition er smagsdommeri eller politiseren.

Stadig præsteres kritisk presse – også i de elektroniske medier. Således afslørede eksempelvis samme p1 i Orientering klare ulovligheder begået af en tidligere beskæftigelsesminister. Dette fik ganske vist ingen andre konsekvenser, end at den pågældende journalist for sin store og forbilledlige indsats modtog Cavling-prisen. Ministeren skete der intet. Et folketingsflertal som det nuværende og måske også et kommende lader sig åbenbart ikke anfægte af kendsgerninger som direkte bevist lovbrud. Sagen understregede den bekymrende tendens siden 2001 til at regeringsflertallet afmonterer offentlige og halvoffentlige kritiske institutioner enten ved at ignorere dem eller ved at sulte dem ud.

Igen optræder spindoktorer og pressemedarbejdere her som instanser placeret både inden for og uden for det udøvende journalistiske fag. Med pressemedarbejdernes viden om mekanismerne er i de i stand til og bliver betalt for at modvirke den kritik, som deres tidligere og eventuelt kommende kolleger udøver i resterne af en kritisk presse.

Eftersom der med tiden bliver flere og flere spindoktorer og flere og flere pressefolk, der har været spindoktorer eller gerne vil være det, er det åbenbart, at loyalitetsproblemet ikke just bliver mindre eller problemet løser sig af sig selv.

En bedre journalistisk og politisk kultur end den herskende ville forstå at sætte skel mellem funktionerne og for alvor hævde det journalistiske fags opgave som den fjerde statsmagt.

Dette sker næppe uden en bred folkelig protest mod en for ringe elektronisk presse.

Her ligger ansvaret for den enkelte. Protestér!

(Georg Metz, journalist og kommentator, lederskribent på Information).

Læs også de andre bidrag til serien om journalistikkens tilstand: Lasse Ellegaard 24. december, Mette Fugl 25. december, Kurt Strand 27. december.