Fyn har brug for en rigtig fynbobande

Niels Christian Nielsen.

Af Niels Christian Nielsen, folketingskandidat, Socialdemokratiet

FOLKETINGSVALG/11: Efter næsten 10 års borgerligt styre er den fælles kernevelfærd på vej mod de evige velfærdsmarker. Ikke i et dræbende hug, men ved at småbidder demonteres stille og roligt. Hvis et flertal af vælgerne ikke siger stop ved det kommende folketingsvalg, kan den danske velfærdsmodel blive udstillet på arbejdermuseet, og minimalstaten og forsikringssamfundet kan begynde på en stor æra.

Så langt må det ikke komme, men risikoen er til stede. En ny periode med Lars Løkke i spidsen for en borgerlig-liberal regering vil medføre en istid, som endegyldig vil aflive den berømte danske fleksible arbejdsmarkedsmodel. Dagpengeperioden er nu nede på 2 år, og på forskning og uddannelse skal der spares mere end 5 millioner i 2011 og 2012.

Tænk, at det vigtigste råstof, som landet har, nemlig det der sidder mellem ørerne på os, bliver misrøgtet så skammeligt. Vi har brug for forskning, udvikling og produktion i den globale konkurrence, men det mener regeringen ikke. Tværtimod er VKO’s bud, at vi skal spare os til en udvikling. En negativ udvikling og spiral, der vil flytte endnu flere danske arbejdspladser til udlandet. Vi har med lukningen af Vestas i Rudkøbing og Lindø i Munkebo mærket på egen krop, hvad store industriarbejdspladser betyder for et lokalområde.

Statsministerens nytårsbombe, der vil fjerne efterlønnen, vil også ramme Sydfyn med en jernnæve. Hvis man fjerner efterlønnen, vil det ramme udkantskommuner ekstra hårdt, fordi udkantsområderne har en overrepræsentation af folk på efterløn, da gruppen uden uddannelse eller med kort uddannelse er stor i de områder.

Jeg vil som fynsk folketingskandidat arbejde for, at Fyn bliver mulighedernes ø. En ø, hvor f.eks. forskning, udvikling og produktion af vedvarende energi går hånd i hånd med et stærkt iværksættermiljø på vore erhvervsskoler. Derfor skal ungdoms- og de videregående uddannelser fastholdes og styrkes i de fynske lokalområder.

Fyn og Sydfyn har så mange fællesnævnere at samarbejde om på Christiansborg, men desværre har vi mange gange oplevet, at de politiske ideologier spænder ben for et godt tværpolitisk samarbejde, der netop skulle styrke Fyn på den landspolitiske scene.

Den mangeårige kamp for bevarelsen af akutberedskabet på Svendborg Sygehus har ikke haft deltagelse af de borgerlige folketingsmedlemmer valgt på Fyn. Da kampen stod for bevarelsen af Skårup Seminarium i 2009, var billedet nøjagtig det samme. Kampen for at få et madeksperimentarium – Mad-X – til Fyn, glippede også.

Vi har ikke råd til, at de kommende fynske MF’ere f.eks. kæmper for hver sin bro til Jylland eller til Als, for så løber de øvrige landsdele med pengene og anlægslovene.

Et nyt flertal efter folketingsvalget vil omgøre regeringens beslutning om at nedlægge akutberedskabet på Svendborg Sygehus i 2018, og det nye flertal skal også frembringe en meget mere retfærdig mellemkommunal udligningsordning på det sociale område. Tænk, at kommuner får udligning for udgifter, de slet ikke har. For Svendborg kommune betyder det alene en underkompensation på mere end 120 millioner kroner om året.

Jeg glæder mig til valget, men jeg forventer også, at det nye fynske hold af folketingsmedlemmer vil og kan samarbejde for fynsk udvikling.

Fyn har brug og behov for en rigtig fynbobande!

(Niels Christian Nielsen er folketingskandidat for Socialdemokratiet – se mere her).