Fremtidsfabrikkens millioner til uddannelse

Susanne Linnet Aagaard, projektleder, Fremtidsfabrikken.

Millionerne ruller fra i morgen til det kreative Sydfyn. ”Et tocifret millionbeløb skal over de kommende år være med til at skabe flere iværksættere på Sydfyn”, hedder det i indkaldelsen til et pressemøde torsdag, hvor Fremtidsfabrikken Sydfyn–projektet vil blive præsenteret.  24 millioner kroner har projektet – sådan da. De fleste penge skal gå til uddannelse. Hvilket det sydfynske kreative miljøs organisation, Ge9, synes er lige lovligt traditionelt. Derfor er Ge9’erne stået af projektet.

Sydfyn i almindelighed og Svendborg i særdeleshed har mange kreative mennesker i arbejdsstyrken. Kun København og Århus overgår Svendborg. Som SUS (Sydfyns Udviklingssamarbejde, et selskab oprettet af de fire sydfynske kommune) noterer om potentialet for Fremtidsfabrikken Sydfyn: ”Andelen af virksomheder for de kreative erhverv som design, arkitektur, medier, kommunikation, kunst, HR, PR og underholdning er forholdsvis stor på Sydfyn. Det er derfor en væsentlig opgave at skabe gode betingelser for de kreative kræfter i området, så de får lyst til at blive og bidrage til udviklingen, og så nye kommer til”.

For Bo Torstensen, formand for Ge9, det sydfynske netværk for kreative fagfolk, udviklede projektet sig hurtigt i en anden retning, end han og Ge9 havde regnet med. Derfor er Ge9 for længst stået af. ”I mindelighed”, som han siger. Det udviklede sig ifølge ham til for meget med kurser og uddannelse af folk, der gerne vil iværksætte – uanset om det er i kreative fag eller helt traditionelle fag. Med kurser og uddannelse, som man i forvejen kan få andre steder. ”Og hvor er lige genistregen i det?”, spørger han. Han og Ge9 havde satset mere på, at det skulle være hjælp til udvikling af de mange kreative småfirmaer, som allerede eksisterer i området.

I den oprindelige ansøgning om EU- og Regionsmillioner var det et iværksætterhus, der blev stod øverst: ”Projekt Fremtidsfabrikkens formål er: At skabe et dynamisk iværksætterhus, hvor den enkelte entreprenør kan udvikle sin kreative mikrovirksomhed gennem uddannelse, coaching og rådgivning samt skabe værdifulde kontakter og netværk”. Siden er vægten i projektet tilsyneladende flyttet. Som der stod i annoncen fra november sidste år, hvor stillingen som projektleder blev opslået: ”Projektets hovedopgave er at sikre udformningen og gennemførelsen af tre uddannelsesforløb dels for kommunale medarbejdere, dels for medarbejdere i erhvervsrådgivningerne og dels for kreative iværksættere”.

Projektlederen er i øvrigt blevet ansat. Det er Susanne Linnet Aagard, som har konsulentvirksomheden Global Growth i Svendborg. Hun vil i morgen på pressemødet præsentere projektet sammen med formanden for SUS, Svendborgs socialdemokratiske borgmester Curt Sørensen, direktør i Faaborg-Midtfyn Kommune, Annalise Horster, som er formand for projektets styregruppe, og sekretariatsleder i SUS, Ebbe Lund.

Næsten 24 millioner er der officielt i projektet, der skal løbe i tre og et halvt år. Men netop officielt. For i direkte støtte – EU’s Mål 2-midler og regionale tilskud – er der godt 16 millioner kroner. De resterende 25 procent – godt seks millioner kroner – skal komme fra deltagerbetaling i kurserne. Godt en million kroner som ”deltagerbetaling for kommunal og erhvervsrådgivningens deltagelse i uddannelsesforløb”. Og andre godt fem millioner kroner skal hentes som ”statslige indirekte tilskud” i form af ”dagpengegodtgørelse for entreprenører”, det vil sige iværksættere, som deltager i kurserne.

Millionerne skal således ikke være direkte støtte til områdets mange små virksomheder i kreative fag, men mere til uddannelse for 85 kommunale medarbejdere, for 30 medarbejdere i erhvervsrådgivningerne – og for kreative iværksættere. 250 kreative entreprenører skal ifølge projektbeskrivelsen i løbet af et år på kursus i ialt 28 dage.

”Der skal i løbet af projektperioden optages 250 entreprenører. Der foreligger interessetilkendegivelser fra 56 entreprenører”, hedder det i projektbeskrivelsen, som opregner de 56, som er interesseret i at deltage i uddannelsen:

”1. Dalsgårdens Aps. 2. China Sourcing. 3. Hammerum Stainless A/S. 4. Strynø Gl. Mejeri. 5. Lindegaards. 6. Høxbro Film. 7. Papermint Design. 8. Greenovation Aps. 9. Katalyserende Kunst, Karsten Awerbach. 10. Bramstrup. 11. MillerQuest. 12. Hoved og Hale. 13. Konsulentfirmaet Christian la Cour Aps. 14. Vid & Sans. 15. Forlaget Em. 16. Tegnestuen1.dk. 17. Susanne Magelund Indretning/Design. 18. Freunds Multiservice. 19. Øhavet Aps (Øhavets Syltetøj). 20. Salon Trold og Tot. 21. Alotria Økologisk Fårebrug. 22. Atelier Werner – Advertising & Design. 23. B-film Aps. 24. Bandit Productions. 25. Bjarne Glud Jensen, Vesterby Tømrerforretning. 26. Bonanno. 27. Courage Design Aps. 28. Danish Islands Wedding. 29. Frk. Storm Dametøj. 30. Galleri Kobolt. 31. Galleri Lang Sommer. 32. Gine. 33. Grafisk Produktion v. Manfred Wolf. 34. GRAFlab. 35. Henneby Nielsen A/S. 36. Husets Web Aps. 37. Industrien Sydfyn. 38. Kragekær Kunstskole. 39. Kreativ Tænkning & Koordinering. 40. Kulinarisk Sydfyn. 41. Nielsen Kunst/art2by2.dk. 42. Planteressource Foreningen Langeland. 43. Rammeriet. 44. Smykkekunstner Sabine Majus Hansen. 45. Samajo Uddannelsescenter Aps. 46. Sjakbajs. 47. Sjølander Embroidery. 48. Sæberiet. 49. Søgaard & Jensen. 50. Thor Maritimus Smba. 51. Walk with Nature. 52. Xtekst. 53. Ø-sko. 54. Øl Handleriet. 55. Barsk Data. 56. Porthos Independent Maritime.

Bag flere af de 56 entreprenør-firmaer, som Fremtidsfabrikken nævner, står folk, som i øvrigt er med i Ge9-netværket.