Det var jazz, der stillede krav

Af Jens Meincke

 

Carsten Dahl med band spillede torsdag aften i Giant Steps.

Man må rose Svendborgs jazzklub Giant Steps for både mod og alsidighed. Mens sæsonens første arrangementer har tydeliggjort verdensmusikkens stigende indflydelse, blev dørene i denne uge åbnet for jazz af en helt anden type: ”Carsten Dahl Experience”.

Jazz-musik er virkelig en mangfoldig størrelse, og har, siden den opstod, været under konstant udvikling. Noget jazz er en gave. Lytteren får de herligste toner hældt ind i øregangen, benet begynder at bevæge sig i takt til rytmen, og der nikkes genkendende til temaet. I slut-halvfjerserne og firsene opstod begrebet Free Jazz. Dagsordenen var lavet om. Der blev ikke alene improviseret, men også komponeret på stedet. Og ”Free” betød, at de fleste af de spilleregler, man hidtil havde fulgt, nu var sat ud af kraft. Musikken var ikke ”bare” en gave: Der blev, og i Carsten Dahl Experience-tilfældet bliver, stillet krav til lytteren.

Jesper Zeuthen, som skulle ha’ spillet saxofon denne torsdag aften på Arne B, var sygemeldt, så kvartetten blev en trio. Det betød, at publikum fik en anden oplevelse, men ikke at resultatet var mangelfuldt. De tre musikere spillede både med og mod hinanden med stor fantasifuldhed. Det var mest egne kompositioner, og når der endelig blev spillet en standard, var den for de fleste svær at genkende. Numrene var lange og gav god tid til fordybelse, og både Carsten Dahls mimik og gestik afslørede, at han i den grad fordybede sig. Han var oven i købet i stand til – delvist – at forklare: ”Vi her for at gøre det (spille – red.), vi ikke kan sige”.

Det er før sket i Giant Steps, at pausen har betydet et større frafald blandt publikum, hvis musikken var for krævende. Det skete ikke denne aften. Lokalet var ikke proppet, men godt fyldt både før og efter, og opmærksomheden var stor, hvad Carsten Dahl var tydeligt tilfreds med.

Moderniteten var ingen hindring for variation med masser af både stemnings- og tempo-skift: Et nummer bragte tankerne til Cuba, et andet fik nogen til at nævne Stockhausen, og aftenens måske største bifald tilfaldt et stærkt mellemøstligt inspireret nummer skrevet til en libanesisk kollega Narimans Mood. Dette nummer tilførte Carsten Dahl ekstra-stemning – blot ved at anbringe nogle staniol-stykker på strategiske steder på klaveret.

Aftenens ekstranummer var pudsigt nok noget af det mest melodiske og stemningsfyldte, der blev spillet: Noget at gå hjem på .