Der er ikke langt fra Taasinge til Toronto

Af Merete Riisager, folketingskandidat for Liberal Alliance

FOLKETINGSVALG/11: Sydfyn har en historie, hvor man har set lige så meget ud over havet mod fremmede kyster som ind mod landet. Mentalt er der ikke meget længere fra Taasinge til Toronto end fra Svendborg til Sønderborg. Det kan blive en kæmpe styrke for Sydfyn i årene, der kommer, hvis man formår at bygge videre på områdets globale orientering og historie.

Vækst og økonomi er de helt store emner frem mod valget. Og med god grund. Regeringen har sovet i timen og forsømt at gennemføre reformer og sætte gang i væksten, mens tiderne var gunstige.

Men her vil oppositionen så spille ind med en modig plan for, hvordan Danmarks økonomi skal genoprettes? Nej, desværre. S og SF er tilsyneladende så opsatte på at komme til magten, at også de tøver med at fortælle danskerne, hvilke forandringer, der er nødvendige for at få udgifterne ned på et tåleligt niveau og skabe grobund for nye indtægter.

Oppositionens økonomiske plan rasler i disse uger fra hinanden. Tilbage af de 12 minutter, der skal redde dansk økonomi, står en fagbevægelse, der ikke vil være med, og af fornyede indtægter peger oppositionen på afgifter på cigaretter. Hvis det ikke var så alvorligt for mine børns fremtid, ville jeg trække på smilebåndet.

Men mest bekymret er jeg dog for oppositionens manglende evne til at se udfordringen i et globalt perspektiv. De planer, de hiver frem af posen for at skubbe gang i væksten, virkede nok for 30 år siden, men ikke i dag. S vil fremrykke offentlige investeringer for at skabe arbejdspladser og vækst. Men med de trods alt gode hoveder, der er i S, vil de vide, at store offentlige investeringer skal i udbud. Det er derfor lige så sandsynligt, at væksten bliver afleveret i Polen eller Tyskland til virksomheder, der byder ind på opgaverne.

Vækst skabes dels ved at have nogle rammevilkår, der gør det interessant at investere og producere i Danmark. Dette løser vi ikke ved at pumpe skattekroner ud i offentlige investeringer. Hvis prisen ikke er den rigtige på de varer, vi vil sælge til udlandet, er de gode intentioner underordnede. Derfor er det afgørende, at vi får sat skatten ned.

En indkomstskat på 40 procent og en halvering af selskabsskatten vil gøre det muligt for virksomhederne at skabe produkter til en anden pris end i dag, og det vil give dem et større frirum til at tage chancer og eksperimentere. Og det er der brug for, hvis vi skal klare os i den globale konkurrence og blive ved med at skabe og fastholde arbejdspladser.

Afgørende for konkurrenceevnen er også et globalt syn på vækst. På Sydfyn opstår en del virksomheder som ”Born Global”, hvilket vil sige, at de har det globale marked med i deres forretningsplaner fra virksomhedens start. Den globale indstilling, der betyder, at man ser en verden af muligheder, der går langt ud over Fyn og Danmark, er en hjørnesten i, hvordan Sydfyn vil komme til at klare sig. Men politikerne skal også følge med.

Det er ikke nok, at virksomhederne tænker globalt, hvis politikerne ikke gør det. Vi har verdens højeste skattetryk og en opposition med planer om at gøre det endnu højere. En sådan strategi er en national strategi, der vil være som gift for de virksomheder, der kæmper for at begå sig på det globale marked. For at skabe vækst både på Sydfyn og i resten af landet bliver der brug for politikere, der kan forstå deres egen politik og betydningen af den i et perspektiv, der rækker fra Sydfyn til Singapore.

(Merete Riisager er folketingskandidat for Liberal Alliance – læs mere her).