Kammermusik med glans i Guldsalen

Af Jens Meincke

 

Trio Con Brio Copenhagen.

Er man til kammermusik (klassisk musik med lille besætning) og bor i Svendborg, kan man glæde sig over Borgerforeingens Guldsal. Selv efter ombygning af Borgerforeningen er denne husets største sal noget nær det perfekte til kammermusik – vel at mærke akustisk. Dvs. uden al det sædvanlige elektroniske fjant.

Søndag aften præsenterede Svendborg Kammermusikforening Trio Con Brio Copenhagen for et begejstret publikum. Ifølge min italienske ordbog betyder ”brio” munterhed, men jeg har en stærk fornemmelse af, at det også kan betyde ”glans”(stråleglans). I hvert fald var programmet langt fra kun at være muntert.

Trioen består af Soo-jin Hong, violin, og Soo-kyung Hong, cello, og på piano Jens Elverkjær. Trioen er i musikbladet klassisk beskrevet som ”en af vores mest celebre eksportvarer”.

Aftenens koncert var sat sammen af musik af Haydn, Sjostakovitsj og Mendehlsohn. Jeg er ingen ekspert på området kammermusik, men jeg var dog på intet tidspunkt i tvivl om, at dette var en koncert af meget høj kvalitet. Trioen er da også internationalt kendt, med masser af koncerter i udlandet, bl.a. Carnegie Hall (N.Y.). Sjostakovitsj var klogelig anbragt i midten (trio i e-mol, opus 67). Det var der ikke meget ”brio” over. Et flot, men dystert stykke musik fra 1944. Jeg fristes til at kalde musikken visuel og var overbevist om, at jeg ville kunne se en film af Eisenstein, hvis jeg lukkede øjnene.

Musikken af de to andre komponister var straks mere munter, og (mente jeg, stakkels amatør) stod sine steder i gæld til den mere folkelige tradition i Central-Europa. Jeg tilstår, at jeg, der er mere fortrolig med koncerter med forskellig slags rytmisk musik, undrede mig over, at publikum sad helt stille under koncerten. Selvfølgelig var folk tavse, men ingen bevægede hverken hoved eller lemmer i takt til netop disse mere folkelige indslag, der ind i mellem også var rytmiske.

Men, koncerten spændte over mange følelser: fra stor vemodighed til glæde. Jeg vil tillade mig ikke at gå mere i detaljer, og således også undgå at afsløre min uvidenhed; men lad mig komme med en anbefaling: Er du også glad for musik, men uvant og/eller ukendt med den klassiske musik, så skulle du prøve at gå til en kammermusik-koncert i Borgerforeningens Guldsal. Det er en oplevelse. Der vil være en risoko for, at du bliver forført. Sker det ikke, har du stadigvæk haft en god oplevelse, hvis du åbner dit sind for den. Økonomisk er det også til at ha’ med at gøre: F.eks. kommer du ind for en fla’ halvtredser, hvis du er under 25 og i uddannelse. Svendborg Kammermusikforening er på ingen måde støvet, men der er med 93 sæsoner masser at bygge på. Næste koncert er den 29. januar med Michelangelo Quartet. De vil også spille både Haydn og Sjostakovitsj, men desuden Schumann.