Den Allersidste Dans på BaggårdTeatret

Mungo Park spiller igen i aften på BaggårdTeatret Den allersidste Dans. Den blev også spillet torsdag aften – og det var for anden gang i denne sæson. Der var mange gengangere blandt publikum.

Forestillingen blev spillet første gang i 2007, og er Petrea Søes debut som instruktør. Hun har også skrevet stykket, som har gået for fulde huse landet over lige siden.

Det er nu det tredie hold skuespillere, der opfører den. Nemlig Peter Christoffersen, Marie Bach Hansen, Lotte Bergstrøm, Christine Albeck Børge og Anders Budde Christensen. Alle uddannede i dette årtusind, men allerede meget erfarne både på teatret, filmlærredet og i tv-serier. De kan også det hele. De spiller fabelagtigt skuespil. De kan også det med musikinstrumenterne. Jeg tror, alle var henne og røre bassen. Og så synger og danser de!

Purunge kommer de alle fem ind på række i tækkeligt interlock undertøj syngende Glemmer Du af Kaj Norman Andersen. Samme herre leverede i øvrigt en stor del af musikken. De klæder sig langsomt på, og bliver forvandlet til plejehjemsbeboere med hver sin lænestol, der passer til personens behov og personlighed. Lynhurtigt får de bygget deres profil op, og de taber den ikke et sekund, selv om de ind imellem spiller børn, ægtemand og sågar hund.

Alle fem er på scenen konstant, og vi er aldrig i tvivl om, hvem de er. De, der dør, stripper simpelthen ned til det praktiske undertøj, går lidt afsides, tager så langsomt noget andet tøj på og kommer igen som en ny person. For publikum er den første i bogstaveligste forstand gået bort.

Alle scener foregår i et befriende langsomt tempo, så man når at komme helt ned i situationen, for så hurtig at springe videre til en ny. Der er så mange gribende og smertefulde situationer, og så mange hylende grinagtige. Man røres i hele følelsesregisteret. Vi glæder os over den spirende forelskelse i lænestolen, og deler smerten med den efterladte, da den elskede dør. Vi krummer tæer over ydmygelsen ved som gammel fin dame at skulle have skiftet ble. Og vi griner larmende med (og måske også af) den brovtende sømand, der stadig søger en pige i hver havn, selv om han nu selv er havnet på plejehjemmet.

Alle, der arbejder med ældre, har ældre pårørende eller selv ønsker at blive gammel, bør se denne forestilling. Men den er ikke for tøsedrenge!