Af Dennis Kristensen

Mange tak for invitationen til jeres jubilæum. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal ønske til lykke. Det er måske lidt underligt at ønske tillykke med noget, som egentlig burde være overflødigt i et velstands- og ikke mindst et velfærdssamfund. Og jeres ugentlige demonstration her på Anstændighedens plads burde være overflødig. Men det er den ikke, og jeg tager hatten af for jeres indsats her i Svendborg. Og nu har I så inspireret mennesker i andre byer i Danmark: ”Syg i Silkeborg”, ”Syg i Aalborg” osv.

I mine øjne så er kernen i velfærden, at vi giver alle lige adgang, at vi giver alle lige muligheder, og at vi spænder et fælles sikkerhedsnet ud under dem, der har størst behov for en hjælpende hånd.

I disse kriseår bliver velfærden udfordret på mange områder, men det helt centrale – det med lige adgang, lige muligheder og et fælles sikkerhedsnet, det må der ikke ændres på, hvis vi fortsat skal kunne være stolte af, at vi tager ansvar for hinanden.

I sidste årti – Grådighedens årti – blev den fælles ansvarlighed udfordret af beundringen for dem, der kunne rage til sig selv. For Stein Bagger og Co. Jeg ser heldigvis mange tegn på, at vindene nu blæser anderledes, og at vi måske – på trods af økonomisk krise og smalhals – er på vej ind i et årti, hvor anstændighed, retfærdighed og fælles ansvarlighed kommer i højsædet. Ikke hos alle, men hos rigtig mange.

Og det er på høje tid.

Når økonomien skranter, er der netop brug for, at vi tager det fælles ansvar og holder fast i dét med lige adgang, lige muligheder og fælles sikkerhedsnet.

Sygemeldtes vilkår fylder mere og mere i fagbevægelsen – også i FOA. FOAs lokale afdelinger får flere og flere henvendelser fra medlemmer, som kommer i klemme og mister deres forsørgelsesgrundlag, når sygedagpengene standses. Det sker også, uden at der er fundet en ny vej tilbage på arbejdsmarkedet. Dét er ikke lige adgang, lige muligheder og et fælles sikkerehedsnet.

Allerhelst så vi dog, at der blev færre sygemeldte, og at den forbyggende arbejdsmiljøindsats blev forbedret. Vi vil påstå, at arbejdspladserne har brug for massiv rådgivning for at forhindre ulykker og anden arbejdsbetinget sygefravær – herunder det psykiske arbejdsmiljø. At true den sygemeldte på forsørgelsesgrundlaget er ikke bare uanstændigt og uretfærdigt. Det er ganske enkelt den forkerte indsats.

Der er problemer med lovgivningen, f.eks. som I selv peger på, at man kun kan få sygedagpenge i et år, selv om man stadigvæk er syg.

Men der er også problemer med kommunernes måde at administrere lovgivningen på – her tænker jeg på kommunernes økonomiske incitamenter til kun at vælge de billigste og hurtigste løsninger, som ikke altid er de bedste.

De bedste er efter FOAs mening dem, der giver en sikker vej tilbage til arbejdsmarkedet. F.eks. et veltilrettelagt revalideringsforløb.

Ligesom I gør i forhold til borgerne i Svendborg, så prøver vi også i FOA at holde øje med, hvordan det går medlemmerne. Og billedet er ikke altid kønt:

Antallet af FOA-medlemmer på kontanthjælp er steget fra ca. 2.800 i 2008 til 4.300 i 2011. Det er medlemmer, som har en stor risiko for at glide ud af fællesskabet med kolleger på en arbejdsplads – et fælleskab som korte gentagne aktiveringsforløb ikke kan råde bod på.

De risikerer at blive marginaliseret i samfundet. Det bliver en udfordring for den nye regerings kommende kontanthjælpsreform. Og der er vist ikke mange tilbage, som i dag påstår, at de kan se effekten af indsatsen overfor langvarig forsørgelse på kontanthjælp. Tværtimod.

Revalidering er et godt redskab, men det bruges sjældnere af kommunerne, sandsynligvis fordi det kan kræve langvarige og økonomisk tunge forløb på uddannelse. I FOA kan vi se, at antallet af revalidender er blevet halveret på fåår. Fra 2.085 i 2006 til 1.050 i 2011. Det er uklogt af kommunerne. Vores undersøgelser viser, at 46 procent af dem, som blev revalideret i 2006, er i beskæftigelse i 2011. Derudover af 7,3 procent i fleksjob og kun 8 procent på førtidspension.

Lige nu er det førtidspension og fleksjob, der er i skudlinjen – med begrænsninger af adgang til førtidspension for unge under 40 år og ændringer i fleksjobordningen for især højtlønnede.

Det er en til tider direkte ubehagelig debat, som er skudt i gang. Det skal selvfølgelig altid kunne diskuteres, om vi gør det rigtige på det rigtige tiidspunkt, men FOA bidrager ikke unde rnogen omstændigheder til den negative debat om førtidspensionister, der ikke vil arbejde, men blot kræver ind.

FOAs erfaring er, at medlemmerne helst vil tilbage til arbejdet, men at de kører træt i hele sagsbehandlingssystemet i jobcentrene med aktivering, krav om behandling, utallige lægeundersøgelser, skiftende sagsbehandlere, mistillid osv., så de til sidst må have fred i form af en førtidspension.

FOA har gennem årtier arbejdet for en afskaffelse af varighedsbegrænsningen i sygedagpengeloven. Vi støtter en aktiv opfølgning under sygeforløbet, hvis aktiviteten er realistisk og viser vejen til beskæftigelse, men vi er imod tvangsbehandling.

Lykkepiller og elektrochok-behandling hører ikke til blandt de redskaber, der skal skabe lige adgang, lige muligheder og et fælles sikkerhedsnet. Tværtimod. Der må ganske enkelt være en blonde. Der skal selvfølgelig være en grænse for, hvad man kan byde de sygemeldte.

Vi skal også have stoppet hullet mellem sygedagpengeloven og arbejdsløshedsloven, hvor man kan falde mellem to stole, fordi kommunen vurderer, at man er for rask til sygedagpenge, mens a-kassen vurderer, at man er for syg til at kunne stå til rådighed.

Der er med andre ord nok at tage fat på.

I trækker med jeres initiativ i Svendborg en del af læsset. FOA skal naturligvis også trække sin del af læsset. Det handler jo i bund og grund om, at mennesker tager ansvar for mennesker, og at vi alle tager ansvar for, at kommunalpolitikere og Christiansborg-politikere møder en aktiv befolkning, som vil velfærdssamfundet. Som vil fastholde, at det handler om at skabe lige adgang, lige muligheder og spænde et fælles sikkerhedsnet ud under dem, der har størst behov for en hjælpende hånd.