”Svendborg opfører sig urimeligt nidkært og emsigt”

Karsten Hønge om Svendborg Kommunes opførsel: "Urimeligt nidkært og emsigt".

”Jeg får sådan nærmest helt ondt i maven, når jeg kan se,  at mennesker, der har knoklet hele deres liv, og som har betalt deres skat, ryger på kontanthjælp og ikke kan få en førtidspension, fordi de falder ned mellem to stole”.

Sådan sagde det socialdemokratiske folketingsmedlem, Carsten Hansen, i aftes på TV 2/Fyn. Han og tre andre fynske folketingsmedlemmer kritiserede Svendborg Kommunes stramme kurs overfor sygemeldte borgere. Svendborg Kommune har halveret antallet af nye tildelinger af førtidspension. Kommentaren blev givet til det indslag, der aftenen før havde været på TV 2/Fyn om stramningerne i Svendborg Kommune. Et indslag, hvor to sygemeldte kvinder, Rie Hansen og Lis Rosenbjerg fortalte om deres situation – om det afslag på førtidspension, de og mange andre har fået af Svendborg Kommune på trods af lægeerklæringer og nogle gange på trods af, at selv sagsbehandlere på Jobcentret har anbefalet førtidspension eller fleksjob som den eneste mulighed. Lis Rosenbjerg blev af kommunen dømt for syg til fleksjob, for rask til førtidspension, frataget sygedagpengene og er nu på kontanthjælp. Rie Hansen fik – trods to ødelagte hænder – nej til førtidspension og er nu i sin fjerde arbejdsprøvning.

Aftenen før havde TV 2/Fyn også et længere interview med den politisk ansvarlige for Jobcentret i Svendborg Kommune, den socialdemokratiske formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Grete Schødts. Hun mener ikke, der er noget at komme efter – Svendborg Kommune følger bare reglerne.

Grete Schødts er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne, sekretær for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Carsten Hansen er nuværende gruppeformand for Socialdemokraterne på Christiansborg. Han fandt på baggrund af det tidligere indslag på TV 2/Fyn anledning til i aftes at sige om den Svendborg Kommune, som ledes af hans egne partikammerater: ”Jamen, der er ingen tvivl om, at regeringen presser kommunerne voldsomt på refusionsregler, de presser voldsomt på reglerne, om hvor mange der kan komme på førtidspension. Men Svendborg Kommune – og lad mig understrege det – skal overholde det sæt regler, der er. Der skal foregå en objektiv sagsbehandling”.

Det kommunale Jobcenter i Svendborg hører politisk under Arbejdsmarkedsudvalget, hvor socialdemokraten Grete Schødts er formand og SF’eren Bente Bondebjerg næstformand. Også fra en af næstformandens partikammerater i Folketinget lød der i aftes skarp kritik af Svendborg Kommune. SF-folketingsmedlem Karsten Hønge sagde bl.a.: ”Det er faktisk forfærdeligt at se på, at man  i et velfærdssamfund tillader sig at presse vores udsatte og sårbare medborgere på den måde. Jeg synes, det er trist at se på”. Og Karsten Hønge tilføjede: ”Det er forfærdeligt at se på, at man kan presse de udsatte på denne måde. Det er trist at se på, og jeg synes, Svendborg opfører sig urimeligt nidkært og emsigt”.

Hvor de borgerlige i Svendborg Kommune er i opposition, er de på Christiansborg i regering – og VK-regeringen har i dens 10 år ved magten lavet den ene stramning efter den anden på dette område. Ikke desto mindre er også to fynske borgerlige folketingsmedlemmer – på baggrund af det, der sker i Svendborg Kommune – blevet bange for deres egen skygge.

Venstre-folketingsmedlem Erling Bonnesen var i aftes i TV 2/Fyn kritisk mod udviklingen i Svendborg Kommune på førtidspensionsområdet – men i meget generelle vendinger: ”Man kan ikke henvise til, at nu skal vi spare så og så mange millioner, og derfor lader vi være med til tilkende førtidspension. Den går ikke. Det er de socialfaglige kriterier og de helbredsmæssige forhold, der skal være afgørende”. Stramningerne på førtidspensionsområdet i Svendborg Kommune startede, mens Erling Bonnesens partifæller fra Venstre sad på magten indtil 1. januar 2010.

Det konservative fynske folketingsmedlem, Vivi Kier, sagde til TV 2/Fyn, at hun ikke havde hørt om nogen anden kommune end Svendborg, der havde kunnet halvere antallet af nye førtidspensioner. Og Vivi Kier var helt klar i mælet efter at have set indslaget om Lis Rosenbjerg og Rie Hansen: ”De er oplagte til at få tilkendt en førtidspension”. Hun vil nu bede det lille regeringspartis arbejdsmarkedsordfører om at rejse sagerne fra Svendborg overfor det store regeringsparti, Venstres beskæftigelsesminister, Inger Støjberg.

Se indslaget på TV 2/Fyn tirsdag aften her.

HUSK: UNDERSKRIV MED FULDT NAVN, HVIS DU SKRIVER EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN.