Emily Smith og Jamie McClennan gæstede tirsdag aften folkemusikforeningen Folk for Folk. Jens Meincke var på Hansted for at høre parret.

Masser af Burns med Smith og McClennan

Emily Smith og Jamie McClennan.

Af Jens Meincke

Tirsdag var der igen udenlandsk besøg på Hansted – i byens folkemusik-klub Folk for Folk. Fint besøg.

Fint, fordi det var folk langvejs fra, og fordi det var musik af fineste kvalitet: Jamie McClennan helt fra New Zeeland og Emily Smith fra Skotland. Det var især det skotske, der prægede repertoiret. Dels havde Emily Smith egne sange i gammel traditionel folkemusik-tradition på programmet, og dels var parret helt tydeligt glade for go’e gamle Robert Burns.

Robert Burns’ mest berømte er nok Auld Lang Syne – eller som Jeppe Aakjær kaldte den ”Skull Gammel Venskaw”. Den fik vi ikke denne aften. Til gengæld fik vi sange fra Burns’ værtshusrepertoire, der er stort og hviler på mange personlige erfaringer, både hvad sprut og kvinder angår. Han døde da også ret ung, men efterlod sig mange sange, som er højt elskede – til trods for (eller fordi?) de er skrevet på dialekt.

Det var en meget varieret koncert, selv om alle regler for folkemusik var overholdt. Begge spillede flere instrumenter, og selv om det tydeligt er Emily Smith, der er sangsolisten, fik også Jamie McClennan sunget både kor og solo. Vi fik i øvrigt også et par glimrende a capella-numre.

Det er nu over 50 år siden, at folkemusikken blev populær som underholdning, og den står tydeligvis ikke så højt på hitlisterne som tidligere. I pausen spurgte jeg Emily Smith og Jamie McClennan, hvordan deres turné var gået: ”Vi er meget tilfredse. Der har været fuldt hus til næsten alle koncerter, og folk har været glade. Vi mærker ingen afmatning, så folkemusikken skal nok overleve.”

Et enkelt nummer med lidt kant og en politisk bagtanke var der også: ”And Still We Dance On”, som Emily Smith havde skrevet efter det engelske valg.

Selv om det var anden gang, de var i Svendborg , tror jeg flere vil sige med mig: ”Wellcome Back”. I øvrigt skal parret da også roses for at overvinde sneen og komme alligevel.