Stteffen Gulmanns forslag om et Erhvervenes Hus ser ud til at blive en realitet.

Den socialdemokratiske Svendborg Kommune handler hurtigt, når den udsættes for kritik. Afhængigt af, hvem der kritiserer. Selvfølgelig. I flere år har syge og nedslidte borgere klaget over den måde, kommunen behandler dem på. Den kritik har kun fået kommunen til at gøre lidt grænsende til intet. Erhvervslivet har klaget over den måde, kommunen behandler det på. Og vupti – på få måneder klargøres et forslag om at lave et Erhvervenes Hus ude i byen bemandet med 33 kommunale medarbejdere til at servicere erhvervslivet. Forslaget skal vedtages allerede i løbet af denne måned – skønt ingen aner, hvad det vil koste.

Det nye socialdemokratiske projekt er at servicere erhvervslivet bedre end nogen anden kommune i landet. Som det hedder i forslaget: ”Svendborg Kommune har Danmarks bedste lokale erhvervsklima i 2013”. Og desuden: ”Svendborg Kommune er vækstkommune nr. 1 i 2015”. Det får Socialdemokraterne næppe problemer med at få byrådets borgerlige opposition med på.

Borgmesterens og byrådets straks-reaktion kommer efter flere års – anonym – kritik fra erhvervslivet af Svendborg Kommunes erhvervsklima. På den baggrund hyrede kommunen formedelst 190.000 kroner erhvervskonsulenten Steffen Gulmann til at komme med forslag til at forbedre det såkaldte erhvervsklima (se mere her). Et af forslagene var at etablere et Erhvervenes Hus – et andet sted end rådhuset. På Frederiksø eller ved havnen. Og i dette hus samle kommunale medarbejdere fra Kultur- og Plan-forvaltningen, Miljø- og teknik-forvaltningen og Jobcentret i en specialenhed, hvis eneste opgave er at servicere erhvervslivet bedre end i dag.

Beslutningen om at undersøge dette forslag nærmere blev taget på et byrådsmøde for godt fire måneder siden. Et embedsmandsudvalg har siden arbejdet intenst med det. Nu er det klar. Udvalget anbefaler etableringen af et sådant Erhvervenes Hus – med 13 kommunale medarbejdere. Efter en tur gennem kommunens direktion og – må man formode – afstemt med borgmesteren er forslaget ændret til et Erhvervenes Hus af en noget andet størrelse: 33 medarbejdere. Her skal erhvervslivet ikke mangle noget.

Allerede på torsdag skal forsaget behandles i byrådets Erhvervsudvalg. I to andre udvalg, Kultur og Plan og Miljø og Teknik, hvis forvaltninger skal afgive flest medarbejdere til Erhvervenes Hus, skal forslaget slet ikke til behandling. De skal bare orienteres. Senere på måneden skal Økonomiudvalget behandle forslaget. Og inden månedens udgang skal det behandles og – ganske givet – vedtages i byrådet. Uden at et eneste byrådsmedlem aner noget om, hvad det vil koste af skattekroner at lave en sådan special-service for erhvervslivet. De 33 medarbejdere får godt nok i forvejen løn. Men der vil, som det hedder i indstillingen, være udgifter til ”husleje, kontorhold, ledelse mv.”. Men det skal byrådet først se nærmere på senere – når det er besluttet at etablere Erhvervenes Hus. Pengene skal findes ved budgetforhandlingerne senere på året. Det er da vist ikke den normale fremgangsmøde i den kommune, hvor den socialdemokratiske borgmester i den grad har pralet af at have fået orden på økonomien.

Med et vulgært udtryk kan man roligt fastslå, at erhvervslivet med det her forslag får i hoved og røv. Under det tidligere Venstre-ledede borgerlige styre blev dækningsafgiften – en særlig erhvervsskat – afskaffet. Det har sparet erhvervslivet for millioner af kroner. Socialdemokraterne og de andre røde partier gik til valg på at genindføre den. Det holdt kun, indtil de havde vundet magten og satte sig i borgmesterkontoret 1. januar 2010. Derefter indgik de budgetforlig med de borgerlige og lovede ikke at genindføre dækningsafgiften. Det er vist eneste gang, erhvervslivet ikke har klaget over kommunen. Alt andet klager de – anonymt – over. Og straks melder det socialdemokratisk ledede bystyre sig til tjeneste: Javel, hr. erhvervsliv. Og naturligvis retter vi ind efter jeres kritik. Vi afsætter straks 33 medarbejdere i et specielt hus i den dyre del af Svendborg. Vi ved godt nok ikke, hvad det vil koste skatteyderne. Men vi skal nok finde pengene. Og nej, hr. erhvervsliv, selvfølgelig skal du ikke betale.

At Venstre og Konservative i byrådet ville kunne finde på at handle sådan, ja, det kan ikke overraske nogen. Men at Socialdemokraterne og deres røde kammerater kan, tja, det er svært at forstå.

A

I dag er det den 61. stille protest for en anstændig sagsbehandling, og det er en særlig festlig dag. Ikke fordi vi står her, det er jo snart kutyme, selv om det sker på en trist baggrund. Nej, i dag er det den 5. maj. I dag hylder vi vores genvundne frihed! Om føje timer vil vi få selskab af den store Lancaster bombeflyver, der gav os vores frihed tilbage. I dag hylder vi modstandsbevægelsen som dagens helte!

Efter gode gamle deviser, som frihed, lighed og broderskab, bragte Lancasteren os Marshallhjælpen. I årene efter krigen, i den hollandske dronnings palæ, blev Benelux-samarbejdet grundlagt som en prøveklud for det, der senere blev til en Kul og Koks Union. Som blev til de Europæisk Fællesskaber, der igen endte i Den Europæiske Union. Marshallplanen gik ud på at amerikanisere Europa. Under parolen: Aldrig mere krig og undertrykkelse af anderledes tænkende, at alle er lige, uagtet sygdom, religion, etnicitet etc. At de europæiske lande aldrig skulle bekrige hinanden mere og danne et værn mod, at nogen magt får overtaget herredømmet over minoriteter. Retssikkerheden blev genindført. Belært af krigens rædsler og af menneskerettighedens totale bersærkergang blev der indført grundlæggende sociale normer, der skulle tilgodese alle på lige fod. Det blev strafbart at udøve diskrimination. Domstole lugede ud i rækken af korrupte magthavere, der på groveste vis systematisk havde udført uoprettelig vold mod menneskeheden. Forvaltningsprocesser, der var ondsindede, blev kritiseret og afskaffet. Menneskerettighedssdomstolen i Strasbourg blev dannet med det formål at sikre,, at enhver europæisk borgers ret kan efterprøves.

Det er mindet om dengang, der kommer flyvende om lidt. Det er respekten for disse værdier, der fejres. Vi vil være mange, der med stolthed ser på denne flyvende fæstning, der med sine fire Merlin motorers enestående karakteristiske lyd symboliserer, at vi mindes de faldne, så det kan mærkes helt nede i jorden. Vi hylder dem, som ofrede livet for vores frihed.

MERE END BOMBER I LASTEN

Men Lancasteren havde mere i sit lastrum end sine altødelæggende bomber til tyskerne. Vi blev også bombarderet med kapital og isenkram, der kunne løfte landet ud af sin krigsskadede forfatning. Vi fik kapitalindustrialisering og forbrugsgoder med som et lille ekstra stykke chokolade til den udmagrede krop. De store multinationale virksomheder fik fodfæste. Ved at forsyne os med deres produkter samt tilbyde os produktionslicenser, skabte de et økonomisk forhold, som stadigvæk er voksende.

Den historiske frihed, som vi alle nyder godt af, siges det dagligt. Vi kan frit vælge til og fra. Og hvis vi lytter til vores indre fornemmelse, så er vi frie, men vi er vist alle bundet af afhængigheden af disse masseproducerede forbrugsgoder, som er svært ubehagelige at undvære i en krisetid. Det kan dem, som oplevede Den Anden Verdenskrig, sikkert stadigvæk berette om i mange lange mørke aftener i tællelygtens flagrende skær.

I dag hylder vi datidens modstandsfolk, mens vi i nutiden frygter terror. Nu kan det være, I tænker: Hvorfor står manden og snakker om dét? Det har jo intet med vores kamp for de syge at gøre. Så vil jeg svare jer:

INGEN GØR OPRØR LÆNGERE

Vi har så meget frihed og overflod, at ingen vil gøre oprør længere, jo, så skulle det da være, hvis vores afgiftsbelagte forbrugsgoder stiger i pris. At få dagligdagen til at hænge sammen er svært, også for dem, som har arbejde, bolig og familie, når udgifterne stiger uge for uge. Men vi er stadigvæk frie, når man sådan betragter det udefra. Men det, mener jeg, kan diskuteres; vores frihed har for nogles vedkommende aldrig været mere begrænset, end den kan blive. Det tror jeg, alle her på Anstændighedens Plads kan nikke genkendende til. Jeg sammenligner efterkrigens Danmark med en syg samfundsborger, der får hjælp til at videreudvikle sig til en forbedret tilstand. Man får stillet alle tænkelige midler til rådighed. I dag er det bankerne, der får hjælp til at overleve en krise, for ellers kollapser det system, vi fik smidt i hovedet. Det er ikke fru Jensen, der efter en livskrise får stillet alle mulige midler til sin rådighed for at komme videre. Fru Jensen behandles ikke længere efter de velmente intentioner, der lagde grund til et hav af konventioner,, som notable herrer med høj cigarføring – badet i blitzlys – har underskrevet med deres funklende forgyldte fyldepenne. I dag nøjes man med et rødt stempel, ejectet, afvist.

Og hvis så man vælger – efter at have oplevet, at der er et system, der kategorisk afviser mange, som er i samme situation – når vi så vælger at stå sammen og sige fra, så er vi pludselig tilbage ved vores hjemmebane her den 5.maj. Vi gør oprør! Vi har ydet en modstand, som kan høres. Om end ikke så larmende som Lancasteren. Vi har i mere end fjorten måneder stået her hver lørdag for at gøre opmærksom på, at der er personer, der falder udenfor det sociale sikkerhedsnet. Vi har påpeget og dokumenteret fejl på fejl i sagsbehandlinger og nævnsafgørelser, fejl, som Svendborg Jobcenter udøver overfor sine borgere. Grundlæggende menneskeretsprincipper bliver stille og roligt tilsidesat i en sådan grad, at det virker som en bevidst politisk handling. Der er et mønster og en tendens, der ser så organiseret ud, at det overskygger borgerens behov for hjælp på det groveste og ligner manipulation.

EN ANSTÆNDIG SAGSBEHANDLING

Når vi så meddeler dette, bliver vi udråbt som små ´terrorister´- udenfor politisk rækkevidde – der vil systemet til livs. De herskende magter konspirerer sig ud fra deres egen forventning med en holdning som: det er ikke vores problem, ansvaret ligger et andet sted. De kommer med bortforklaringer, som vi er bombarderet med i bunkevis; læserbreve, skrevet i skingre toner, der kun har tjent det ene formål at vaske hinandens hænder. Læserbreve med forsøg på at få SIS til at fremstå som nogle utilpassede, der ikke respekterer sagsbehandlerens arbejde osv., eller at vi vil have førtidspension alle sammen. Det er jo slet ikke det, vores kamp handler om. Vi holder meget af medarbejderne på jobcenteret, vi er bare kede af, at de ikke har bedre redskaber til reelt at hjælpe den syge borger. Vi forholder os undrende til, at dygtige medarbejderes indstilling til førtidspension på grundlag af dygtige læger og dygtige speciallægers dyre diagnoser bliver overhørt af kommunens dygtige pensionsnævn. Vi mener ikke, at alle skal have førtidspension, men at dem, som søger, skal have en anstændig sagsbehandling. At man følger sociallovgivningens intentioner om hjælp til de svage, fremfor at man følger sin pengepung.

Vi har længe forsøgt at få borgmesteren i tale, men det kniber med hørelsen, får vi at vide. Derfor mødte vi op den 1. maj for at hylde frihed, solidaritet og fælles kamp. Vi hørte borgmesterens forgyldte ord og gjorde kun en smule modstand ved at rejse os op for ham, mens han talte. Det har ført til, at også lokale fagforeningsformænd offentligt har lagt afstand til Syg i Svendborg. “Vi har vendt dem ryggen”, siges det, hvilket indirekte er grunden til, at det er mig, der står på bænken i dag. Hr. Tonni Hansen fra LO Sydfyn ville ikke tage imod min invitation til at komme og holde en tale. Jeg fik dog et svar. “Jeg tror ikke på at SIS ønsker dialogen – desværre. Derfor ønsker jeg ikke at tale på et møde arrangeret af SIS”.

DET, DE IKKE UNDRER SIG OVER

Men der er næsten ingen af disse lokale politikere eller fagforeningsformænd, der højlydt undrer sig over, at når et velforberedt personale på jobcentret indstiller en borger til en ydelse, så kommer der et bevillingsnævn og siger NEJ. Der er ingen af disse politikere eller fagforeningsformænd, der har prøvet at sidde fortvivlet af sygdom, lænket til sit hjem og sin sociale skæbne og afvente at få den hjælp, der kunne bringe én på fode igen. Eller hjælp, der medfører et ligeværdigt liv, uden at man skal føle sig overvåget og mistænkeliggjort. Der var dén med frihed igen. Der er ingen af ovennævnte, der kan se sin egen lægeerklæring underkendt af et bevillingsnævn, som konkret vurderet ikke har de store personlige kompetencer indenfor socialdiagnostik.

Nej tværtimod, den hjælp, lokale fagforeningsformænd har vist os, er at bede forbundsformanden i FOA holde sig væk fra denne bænk, mens en anden udtaler i pressen,, at “Syg i Svendborg har vendt fagforeningen ryggen” (LO Sydfyn).

Jeg kan kun beklage, at disse agtværdige medaktører derved har skudt sig selv i foden i kampen for de svage, de mange nedslidte medlemmer af disse fagforeninger. For formændenes afstandstagen ændrer ikke på vores kamp for en anstændig sagsbehandling. Den ændrer kun på medlemmernes syn på deres formænd. Som de skingres læserbreve styrker den vores sammenhold og er vores bedste reklame.

Frihed. God forvaltningsskik er nøgleordet. Retssikkerhed. Det er en farlig cocktail, især når man lægger den i hænderne på kyndige embedsmænd, der med for få midler skal forvalte andres skæbner. Når de store afgørelser træffes af lokale politikere, der er i lommen på de lokale fagforeninger eller omvendt, og disse skal udpege personer til nævn, og der er penge på spil, går det automatisk ud over en syg medborgers frihed. Den frihed vælger man nemlig at tage sig, derinde på rådhuset. De fortolker loven så frit, at de kan stramme maskerne om de syge og stadigvæk påstå, at de overholder reglerne. Er det den form for frihed, der fejres i dag? Så kan man godt forstå, at nogle vil yde modstand.

Måske kan Lancasteren vække dem! Processen kan vendes, hvis viljen er til stede. Vi har jo vores 5. Maj plads her i byen, som minde. Vi andre har Anstændighedens Plads, til minde hver lørdag. Måske en dag, pladsen får lov at beholde sit skilt, døgnet rundt, fordi man anerkender den modstand mod det umenneskelige system, vi protesterer imod.

Lad os sammen gennem dialog hylde den frihed, vi har, til at danne en stille protest, til fremme for en anstændig sagsbehandling af langtidssyge, og lad os sammen opfordre til at fortsætte vores oprør, med ordene: “Vi bliver stående”.

(Steven Johannes Legêne om sig selv: Har deltaget i 58 ud af 61 protester på Anstændighedens Plads. Studerende, jeg læser til bygningskonstruktør som led i min revalideringsplan. Det eneste gyldige afgangsbevis, jeg er i besiddelse af, er en étårig HF enkeltfag Dansk A, som jeg bestod i 2011 med et tilfredsstillende resultat. Resten er lært i livets skole. Født 1960 i Lochem, Gelderland, Holland. Europæisk statsborger med tilknytning til Danmark siden 1969, fast ophold i Danmark siden 1978, bosiddende på Sydfyn siden 1986. Efterkommer af en slægt af posteborere på Sorø-egnen med afstikkere via hollandske kronkolonier og min farfars børnehjem. Forhenværende selvstændig erhvervsdrivende med freelance arbejde, autodidakt håndværker. Far til tre voksne børn.)

FOTO: JAN HANSEN

Curt Sørensen talte - alle ku' høre ham.

De stod der. Helt stille. I en lang række foran scenen, hvor den socialdemokratiske borgmester Curt Sørensen talte. Og han talte, så alle, der deltog i fagbevægelsens 1. maj-arrangement i Krøyers Have, kunne høre det. Ingen afbrød ham. Ingen buhede ad ham. Helt stille stod de i deres gule og grønne t-shirts med teksten ”Syg i Svendborg” påtrykt. Som en protest mod kommunens behandling af syge og nedslidte borgere. En stille protest, som arbejderbevægelsen har gennemført mange af i årenes løb. Et helt traditionelt og værdigt våben blandt mange i arbejderbevægelsens arsenal.

Den protest har gjort LO-Sydfyns formand, SF’eren Tonni Hansen, voldsom vred. Og han har delt sin vrede ud på ”Syg i Svendborg”s Facebook-side:

”Det var en uanstændig og barnagtig manifestation på fagbevægelsens 1. maj arrangement i Krøyers Have i dag. Den disrespekt for fagbevægelsens kampdag og vor fejring af vores historiske resultater på kampdagen, med de taler som vi ønsker at høre og se på vort arrangement, forstår jeg ikke. Men jeg kan kun opfatte det således, at Syg i Svendborg vendte ryggen til den sydfynske fagbevægelse. Derfor forlader jeg hermed gruppen”.

Man får lyst til at udbryde et: Herregud da!

Skal der ikke mere til at gøre LO-formanden … pigesur? Der var jo ingen, der ødelagde noget som helst. Der var – som nævnt – ingen, der buhede eller forsøgte at forhindre borgmesteren i at tale. Der var ingen, der opførte sig uanstændigt eller barnligt. Der var ingen, der vendte fagbevægelsen ryggen. Tværtimod har mange af de sygemeldte svendborgensere, som deltager i ”Syg i Svendborg”, fået god hjælp af socialrådgivere i den sydfynske fagbevægelse i det, der indimellem ligner en helt umulig kamp mod den kommune, som trækker disse i forvejen hårdt belastede mennesker gennem vanvittige arbejdsprøvninger i tre-fire-fem år. Som nægter dem fleksjob, fordi de er for syge, og nægter dem førtidspension, fordi de er for raske. Som derefter overlader dem til at søge kontanthjælp – som de bare ikke kan få.

Det er kommunen, der med en sådan barsk linje vender de syge og nedslidte borgere ryggen – og vender fagbevægelsen ryggen. Det ville en lille snes mennesker – stille og anstændigt – gøre opmærksom på, da borgmesteren talte. Det var såmænd bare det.

I mere end et år har de samme mennesker – og mange flere – hver lørdag demonstreret på Centrumpladsen for at få kommunen til at føre en anstændig politik overfor nogle af samfundets svageste medborgere. Hvor mange gange er det lige, LO-formanden har været med dér? En gang. Ja, én gang – sjovt nok lige den lørdag, hvor han skulle interviewes til TV 2 Fyn. Så at han forlader gruppen, tja, det får vist ikke den store betydning. Ikke for gruppen, men måske for Tonni Hansens omdømme.

Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste medborgere. Det skal en fagbevægelse også. Og der har været faglig støtte til protesterne mod kommunens behandling af syge og nedslidte borgere. Også på Centrumpladsen om lørdagen – og som nævnt sørme også en enkelt gang fra Tonni Hansen. Mens derimod hans næstformand i LO, FOA-formand Lisa Pihl direkte har modarbejdet protesterne – ved at opfordre sin forbundsformand, Dennis Kristensen, til ikke at stille op som taler, da ”Syg i Svendborg”s lørdags-protester for nylig fyldte et år. Det fik hun nu ikke succes med.

I sin tale i Krøyers Have opfordrede en anden taler, Metal-formand, Jørn Jensen, ”Syg i Svendborg” til at gå dialogens vej i forhold til kommunen. Nu kræver en dialog som bekendt mindst to parter. Og der har været dialog mellem de to parter. Noget resultat er der bare ikke kommet ud af det. Kommunen fortsætter sin hårde linje overfor de syge og nedslidte borgere. Hvad er der så at snakke videre om? Hvad formål har en dialog så?

Det svendborgensiske socialdemokratiske regionsrådsmedlem, William Jensen, bakker på ”Syg i Svendborg”s Facebook-side op bag Tonni Hansen. Han skriver:

”Som du tydeligvis kan se så forstår de ikke hvad du skriver. Når du skriver, at det er talere som LO Sydfyn har INVITERET, og dermed givet dem en talerstol således, at vi som medlemmer kan høre hvad de har at sige, så er det ikke kun en uanstændig handling over for LO Sydfyn, men over alle de øvrige deltagere. Det er ret utrolig, at de personer kommer på det de kalder ANSTÆNDIGHEDENS PLADS !”

Hvis William Jensen ikke kunne høre, hvad borgmesteren sagde, så må det være, fordi han trænger til et høreapparat. Den fredelige manifestation foran scenen har da i hvert fald ikke skylden. Det var en tavs manifestation.

Så ærligt talt – det uanstændige og barnagtige denne 1. maj er da LO-formandens pigefornærmede reaktion på, at en gruppe svendborgensere brugte et af arbejderbevægelsens traditionelle, fredelige midler til at manifestere en stille protest mod en politik, som har ødelagt mennesker. En politik, som Curt Sørensen – som borgmester – står som eksponent for. En politik, som har knust håb og værdighed hos mennesker, der uforvarende er kommet i en situation, hvor de har været tvunget til at søge hjælp hos kommunen. Men som i stedet for en hjælpende hånd er blevet mødt med mistænkeliggørelse, mistænkeliggørelse og endnu mere mistænkeliggørelse.

Thomas Strandvig.

Af Thomas Strandvig

George Orwell skrev i 1948 en fremtidsroman ”1984”. En af de ting, han forudsagde, var begrebet ”newspeak” eller på dansk ”nysprog”. Et sprog, hvor man vender alting på hovedet. Krig kaldes kærlighed, manipulation og hjernevask varetages af sandhedsministeriet osv. Hensigten er at ændre og regulere borgernes tanker gennem manipulation af sproget, og vi kender det godt her i Svendborg.

Tag f.eks. Curt Sørensen. Han kalder sig socialdemokrat, selv om han tydeligt med sine handlinger har vist, at han hverken er social eller demokrat. Alligevel stiller han op som taler den 1. maj kl. 13.30 i Krøyers Have. Curt Sørensen har sikkert fået sin kommunikations-jonglør, Kim Barren, til at skrive et par ord, der kan bortforklare den usædvanligt velfærdsfjendske politik, der praktiseres i Svendborg med ham som boss.

Han skal ikke være uimodsagt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag. Det lyder meget alvorligt, det der ”kampdag”, og i ”newspeak”-retorikken er det da også blevet ændret til at være arbejdernes ”festdag”, en hyggelig dag, hvor pensionerede beton-kommunister drikker masser af bajere og snakker om gamle dage. Slaget på Fælleden er meget længe siden, og det velfærdssamfund, Louis Pio talte om i 1872, er realiseret. Louis Pio sagde, at velfærd skal være en borgerret og ikke en almisse.

Vi er ved at miste vores borgerret.

Det er uhyggeligt, når Mette Frederiksen til sit reformudspil vælger titlen ”En del af fællesskabet”. Det er ”newspeak” og betyder, at man ikke er en del af fællesskabet, hvis man er for syg til at arbejde. Fællesskabet er forbeholdt den raske og arbejdende del af befolkningen. Er man alvorligt syg og oveni købet så uheldig, og det er de fleste, at man ikke kan få førtidspension eller flexjob, hedder det kontanthjælp, og så mister man grundlæggende borgerlige rettigheder. Forklaringen på reformen er, at vi ikke mere har råd til det velfærdssamfund, vi ellers har været verdensberømte for i mange år. Det er en myte, en løgn. Sandheden er, at vi ikke har råd til at lade være. At bevare velfærd i fremtiden bruges som alibi til at afskaffe velfærdssamfundet, så den grådige overklasse i Danmark kan få endnu mere velstand.

“Vel-færd” betyder ønsket om en god færd gennem livet. Hvis vi vender velfærd på hovedet bliver det til “Far-vel”. Det har samme betydning, men anvendes oftest om en enkelt begivenhed i livet.

Når Curt Sørensen, og mange andre politikere, siger ”Velfærd”, er det ”newspeak”, og sandheden er “Farvelfærd”. Betydningen mærker vi, hvis vi bliver ramt af sygdom eller mister vores arbejde. Konsekvensen er ekskommunikation. En udelukkelse af fællesskabet, der jo er forbeholdt de raske og arbejdende. Tab af borgerlige rettigheder, så som retten til at eje noget og til at bevæge sig frit omkring, og sidst, men ikke mindst, en dyne af skyld og skam. I medierne kaldes man ”samfundsnasser” og ”snylter”. Det er selvforskyldt, at man er havnet i en ulykkelig situation, for enhver er jo sin egen lykkes smed, lyder det retorisk.

Som Hanne Reintoft har sagt, var vi bedre stillet i den sorte middelalder. Dengang var det guds vilje, når uheldet var ude. Nu er det vores eget ansvar.

Denne forandring i vores samfund hverken kan eller må vi finde os i. Der skal siges klart nej til den usolidariske egoisme, der bliver serveret i ”newspeak” af både landets store medier og af Svendborgs borgmester. Vi er nødt til at kæmpe for at bevare vores borgerlige rettigheder og det universelle velfærdssystem, der har betydet, at Danmark i mange år har været et trygt og sikkert sted at bo.

Der er rigtigt mange gode grunde til at ses den 1. maj i Krøyers Have kl. 13.00

(Thomas Strandvig, 59 år, om sig selv: Er opvokset på Vesterbro i Kjøvenhavn i en baggård på 14 kvadratmeter med tre skraldespande og en sur vicevært. Blev smidt ud hjemmefra som 14-årig, og har arbejdet lige siden. Stålvalseværket, skovarbejder, jord og beton, tømrer, snedker, murer, rejsemontør, stilladser. Der er ikke meget jeg ikke har lavet. Op klokken kvalme og blive snydt for løn. Jeg har gået i livets skole i utallige skurvogne, men fik for et år siden lyst til at tage en “ungdomsuddannelse”, mens jeg venter på folkepensionen. Jeg fandt ud af, at alle har ret til sådan en. Jeg har fået mulighed for at lære at stave og sætte kommaer, og det er pragtfuldt. Jeg er meget lykkelig. Pt. VUC, Svendborg, HF-studerende på SU . Indtægt 5662 kr. om måneden før skat, og det er fan’me ikke ret meget. Jeg piver ikke, overhovedet ikke. Egenbetalingen til HF sponsorerer min far. Forældre skal jo sørge for deres børn. Det er de svage og syge, jeg kæmper for. Jeg skal nok klare mig, og jeg ved nemlig, hvad solidaritet betyder (og så har jeg en god køkkenhave og et par kaniner til gryden).)

Fredag havde cirka 25 mennesker fundet vej til Borgerforeningen i Svendborg for at høre det odenseanske reggae-orkester Ramgoats. Plakaten med en fnysende vædder parat til angreb møder os udenfor, så vi forventer os noget.

Bandet består af seks garvede musikere, der for de flestes vedkommende har deres rødder i det hedengangne reggae-band Scientific Feet, og har siden 2004 spillet en mere udadvendt reggae. Herrerne bidrager hver især med input til de selvkomponerede numre fra deres baggrund i andre musikgenrer.

Vi kom ind til en dels stående, dels siddende cafeopstilling. Det mere modne publikum satte sig, men forsangeren og guitaristen, Ole Friis, opfordrede kraftigt allerede i sin intro til, at man rejste sig og dansede på det dertil indrettede dansegulv.

Koncerten gik i gang, og det var glad og smittende musik med fede rytmer og sang. Danseren Kim Dahl, som er kendt fra Vild med Dans og danseaftener i Borgerforeningen, spillede en vild percussion i mange udgaver og var helt uimodståelig med sit hår samlet i en palme ovenpå hovedet. Jeg har ham mistænkt for at være en efterkommer af min ungdoms danselærer fra Odense, Leo Dahl. Trommeslageren Anders Skeem, også kaldet Dr. Love, kom helt frem i lyset i andet sæt, da han afslørede sin gode sangstemme i et par selvskrevne numre. Den flotte skaldede Karlos Armes fra England spillede en dyb sensuel bas, mens jeg til gengæld frygtede, at den unge guitarist Palle Nothlev skulle få sine meterlange dread-locks i klemme i gribebrættet. Den rutinerede guitarist Kåre Svane spillede sikkert og sang også et enkelt nummer.

Stemningen var høj, og der blev igen og igen opfordret til, at man kom ud og danse for ikke kun at høre, men også føle musikken i kroppen. Flere og flere efterkom opfordringen, og selv fotografen og anmelderen måtte overgive sig, og vi kastede os ud på dansegulvet i en mere moderat udgave; men de havde ret – musik skal føles, ikke kun lyttes til!

Socialdemokraten Guri Krøis, formand for SEF-bestyrelsen.

Borgmester Curt Sørensens overvejelser om at sælge Sydfyns Elforsyning (SEF) er ikke ny. Den er heller ikke bare fra den dag, 25. januar, hvor Svendborg Kommune modtog et brev fra den potentielle køber, Energi Fyn i Odense. Den er meget ældre.

Allerede i oktober sidste år arbejdede Curt Sørensen efter alt at dømme med idéen. Men først næsten et halvt år senere – 14. marts – orienterede han sin partikammerat, Guri Krøis, som er formand for SEF, om sin idé om at sælge SEF til Energi Fyn, så kommunen kunne komme til at råde over en fond på måske 800 millioner kroner til udvikling af kommunen.

Ingen i SEF anede noget om Curt Sørensens planer før den 14. marts, hvor han havde inviteret Guri Krøis til møde. Hverken Guri Krøis eller det andet socialdemokratiske medlem af SEF’s bestyrelse, Torben Jensen. Og i sagens natur heller ingen af de mange socialdemokrater i det 45 personer store SEF-repræsentantskab. Repræsentantskabet er udpeget af byrådet. I det socialdemokratiske bagland har det vakt henholdsvis undren og vrede, at borgmesteren først på et så sent tidspunkt orienterede sine partikammerater om det skriftlige købstilbud 25. januar fra Danmarks sjette største energiselskab, Energi Fyn.

EN EFTERMIDDAG I OLLERUP

Men i virkeligheden havde Curt Sørensen været i gang med at forberede salg af SEF endnu længere. Eller i hvert fald med at gøde jorden for det.

Curt Sørensen var lørdag den 29. oktober sidste år på Den fri Lærerskole i Ollerup. Den eftermiddag skulle han deltage i en såkaldt medborgerkonference. Han skulle deltage i en politisk paneldebat – med denne artikels forfatter som ordstyrer. Inden mødet gik i gang, stod Curt Sørensen og det socialdemokratiske byrådsmedlem Bo Hansen og småsnakkede med undertegnede. I nogenlunde venskabelighed mobbede Curt Sørensen netavisens redaktør for ikke at skrive om noget væsentligt – og så nævnte han, at det kunne være en idé at kigge på SEF’s regnskaber for den seneste række år. Regnskab med underskud. Det måtte da, mente han, være noget, for netavisen at grave i.

Det er da sjovt, som I åbenbart har travlt med at få mig til at kigge på SEF, svarede jeg den dag – jeg har for nylig fra en anden kilde i kommunen fået et lignende tip om at begynde at grave i deres regnskaber og sammenholde dem med andre energiselskabers påstået meget bedre regnskaber, svarede jeg den dag.

UKENDT DAGSORDEN

Så gik mødet i gang. Snakken sluttede. Og jeg undrede mig bagefter længe over, hvorfor det var så vigtigt for en socialdemokratisk borgmester at få mig til at lave kritisk journalistik om et sydfynsk energiselskab med en af hans egne partikammerater på formandsposten. Hvorfor tog han ikke bare fat i hende, Guri Krøis, og fik sig en partisnak om tingenes tilstand. Det spurgte jeg om her og der – uden at få noget tilfredsstillende svar. Men det var for mig helt åbenbart, at jeg – eller rettere: netavisen – skulle være nyttig idiot for en dagsorden, som jeg ikke kendte. Jeg stoppede efter kort tids researchen og gjorde ikke mere ved det. Ville ikke misbruges i en sag, som jeg ikke kunne gennemskue.

Men så i januar begyndte der at dukke artikler op i Fyns Amts Avis – kritiske artikler om SEF med to repræsentantskabsmedlemmer som kilde, en konservativ og en – dengang – Dansk Folkepartist. Og jeg kunne genkende indholdet fra det, borgmesteren dengang sagde til mig i Ollerup. Og det, en anden kilde i kommunen inden da havde forsynet mig med. Men stadig lignede det blot- relevant – kritisk gennemgang af økonomien i SEF. Det var det ikke. Eller det var det måske også. Men det var – tilsyneladende – et led i en nøje forberedt plan for at gøde jorden for salg af SEF.

NETAVISENS AFSLØRING

At det var det, det handlede om, fik Guri Krøis så endelig at vide på et møde med borgmesteren 14. marts. Hun var vred, men holdt tand for tunge – indtil et hastigt indkaldt bestyrelsesmøde i SEF lørdag den 17. marts. Samme dag kunne netavisen afsløre Curt Sørensens plan om at sælge SEF. Netavisen havde håndfaste beviser på, at det var det, det handlede om. Og Guri Krøis bekræftede modvilligt, men bad netavisen vente med at bringe nyheden til to dage senere, mandag, så bl.a. de 100 medarbejdere kunne blive orienteret. De skulle, mente hun, ikke læse det i en avis. Det afviste netavisen og bragte historien samme dag, lørdag den 17. marts.

Siden har fanden været løs – borgmesterens forsøg på at sælge SEF har været den store historie i medierne siden da. Og vreden blandt specielt de socialdemokratiske medlemmer af repræsentantskabet i SEF har været stor. Ikke så meget over, at en borgmester kan få den idé, at SEF skal sælges. Det kan man være for eller imod. Men i særdeleshed over, at han holdt sin plan hemmelig for partikammeraterne så lang tid. Fra, troede de, henvendelsen fra SEF 25. januar, til han orienterede Guri Krøis på mødet 14. marts. I virkeligheden endnu længere – for hvorfor skulle borgmesteren ellers have en interesse i allerede i oktober i fjor at få netavisen til at gå kritisk i lag med SEF?

Torsdag holder SEF sit årlige repræsentantskabsmøde. Det bliver det livligste i årtier.

Torben Jensen (t.h.) er helt uenig med sin partikammerat, borgmester Curt Sørensen (t.v.).

Af Torben Jensen

Mange har en mening om Sydfyns Elforsyning (SEF). Det er desværre ikke det samme som det, at de er godt informeret om, hvordan tingene reelt hænger sammen - hverken omkring udviklingen af selskabet eller hvordan selskabsstrukturen er skruet sammen.

SEF er en fond og hører således under fondsloven og Civilstyrelsens fondsretlige regler. Fonde er per definition selvejende.

SEF er en erhvervsdrivende fond og hører derfor ikke alene under Civilstyrelsen som fondsmyndighed, men også under lov om erhvervsdrivende fonde, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og dennes bestemmelser om erhvervsdrivende fonde. Her har de accepteret, at Svendborg Kommune i øjeblikket er tilsynsmyndighed nok. Dog sker det kun så længe, at kommunen kan håndtere dette tilsyn uden indblanding og pres på hverken bestyrelse eller repræsentantskab.

Selv om Svendborg kommune er stifter af SEF, kan fondens midler aldrig gå tilbage til fondens stifter, med mindre kommunen vil til at drive elselskab. De fondsretlige regler er meget præcise på det område. Der må aldrig overføres midler, aktiver og/eller kapital til stifteren af fonden.

En fond kan kun opløses, hvis fondens formål er uigennemførligt eller har vist sig klart uhensigtsmæssig. Ingen forestiller vel sig, at os borgere på Sydfyn skal agere ved lejrbål og stearinlys, så hvis SEF bliver fusioneret med f.eks. Energi Fyn, vil penge bliver ført over i det selskab, der fortsætter el-driften. Det står lige så klart i vedtægterne.

Ifølge de fondsretlige regler skal midler, aktiver og kapital fra en opløst fond, hvis overhovedet muligt, anvendes i overensstemmelse med fondens formål. Hvis dette ikke er muligt, så til formål, der er nært beslægtet med fondens oprindelige formål. Det kan man vel ikke lige sige, at en lokal fond til kommunale aktiviteter kommer ind under?

Derfor at forestille sig, at en vedtægtsændring omhandlende SEFs formål eller bestemmelser vedrørende opløsning vil blive godkendt, er utopi. For en sådan opløsning kan ikke foretages, uden at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Civilstyrelsen som fondsmyndighed efterfølgende skal godkende dette.

At forestille sig at SEF opløser sig selv og overdrager alle aktiver og al kapital til en konkurrerende virksomhed, og at denne virksomhed derefter ”forærer” Svendborg kommune et millionbeløb, f.eks. i form af en ny fond, som kommunen får råderet over, er ikke logisk. Da en sådan handling er indlysende klart ulovlig omgåelse af de fondsretlige regler, og selvfølgelig ikke vil blive godkendt. Selv om Energi Fyn og kommunens jurister eller embedsmænd mener noget andet.

Forbrugernes interesser

Hvis vi så ser på ulemperne ved en fusion for de sydfynske forbrugere og medarbejdere, som Fyns Amts Avis på lederniveau gentagne gange håner ved bl.a. at kalde det misforstået lokalpatriotisme a’la Morten Koch, så er det os i bestyrelsen, som kæmper for at beskytte forbrugernes og medarbejdernes interesser, de mener.

Vi vil sikre knap 100 lokale arbejdspladser i en sund virksomhed.

Vi vil sikre, at Energi Fyn ikke får monopol på Fyn, så de alene bestemmer priser og afgifter på Fyn.

Flere mener at vide, hvad der tjener forbrugerne bedst – og mener indlemmelse i et større selskab tjener forbrugerne bedst. Til information vil jeg oplyse, at hvis vi i SEF opkrævede de samme netpriser som Energi Fyn, ville den samlede el-regning stige med cirka 24 millioner kroner om året. Disse penge ville forbrugerne miste i deres private rådighedsbeløb/husholdning, og ville yderligere øge SEFs årsresultat tilsvarende.

Janteloven

Janteloven lever i bedste velgående f.eks. i debatten omkring SEFs nye administrationsbygning. Svendborg Kommune har været med hele vejen omkring byggeriet med krav om en administrationsbygning i klasse A, græs på taget, planer om hvordan eventuelle senere udbygninger skal placeres på grunden og hensynet til helhedsindtrykket ved indkørslen til byen. Et nyt hus, som også vil hindre, at personalet sidder lårene af hinanden i flere pavilloner. Huset er fremtidssikret, og skal yderligere indeholde udstilling af forskellige energiformer samt bl.a. et lager til Elgården.

Hvem er det i øvrigt, som skal konsolideres, SEF eller Energi Fyn, ved fusion/salg? Hvis man fordeler egenkapitalen på antal forbrugere, så råder SEF over 26.900 kroner pr. forbruger, og Energi Fyn kan mønstre 15.400 kroner pr. forbruger i 2010. SEF har efter nedskrivning af fibernettet 21.400 kroner pr. forbruger, p.t. kendes Energi Fyns tal ikke for 2011.

(Torben Jensen er formand for Socialdemokraternes partiforening i Svendborg og medlem af bestyrelsen i Sydfyns Elforsyning).

I tre år har sagen været under behandling. Af det naturhistoriske museum Naturama, af Svendborg Kommune i flere omgange, af Statsforvaltningen i flere omgange, af Kulturministeriet i flere omgange og af Folketingets ombudsmand i flere omgange. Det er en sag, som handler om offentlig indsigt i kommunalt støttede selvejende institutioner – en sag, hvor den endelige afgørelse har betydning for mange andre end Naturama og Svendborg Kommune.

OMBUDSMANDEN SÆTTER PUNKTUM

Den nye ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har nu sat punktum i sagen, der startede, da denne artikels forfatter som lokalredaktør på Fyens Stiftstidende i Svendborg for mere end tre år siden krævede at se referaterne af møderne i Naturamas bestyrelse. Ombudsmanden har accepteret den nyeste – og ændrede – forklaring fra Statsforvaltningen, om hvorfor Svendborg Kommune kan sige nej til at udlevere bestyrelsesreferaterne til pressen – og dermed til offentligheden.

Naturama var tidligere et kommunalt museum – bestyrelsen var byrådets kulturudvalg. Dengang var det nemt for offentligheden at følge med i bestyrelsens arbejde. Men så gjorde byrådet museet til en selvejende institution med egen bestyrelse – men fortsat med millioner af kommunale kroner. Og andre offentlige penge. Den nye bestyrelse ønskede ingen offentlig indsigt i dens arbejde. Den sagde nej til at udlevere bestyrelsesreferaterne.

Byrådet udpeger to bestyrelsesmedlemmer. Og desuden er den til enhver tid siddende borgmester pr. automatik medlem af bestyrelsen. Og borgmesteren (tidligere Lars Erik Hormenann, Venstre, nu Curt Sørensen, Socialdemokraterne) , modtager derfor – naturligvis - referater fra bestyrelsens møder. På den baggrund blev kommunen 5. maj 2009 – med henvisning til offentlighedsloven – bedt af undertegnede om at udlevere referaterne. Kommunen sagde nej og påstod, at borgmesteren sidder i bestyrelsen som privatperson. Hvorfor referaterne ikke havde noget med kommunen at gøre. Og altså ikke indgår i en såkaldt ”administrativ sagsbehandling”. At de altså med andre ord ikke indgår som et led i kommunens tilsyn med, om Naturama forvalter kommunens tilskud korrekt.

OMBUDSMANDENS REPRIMANDE

Kommunens forklaring blev købt af Statsforvaltningen Syddanmarks tilsyn med kommunerne. Den afviste 23. marts 2010 en klage – nu fra Svendborgs NetAvis, som kørte sagen videre. Den daværende ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, gav 13. juli 2010 Statsforvaltningen en alvorlig reprimande for overhovedet ikke at have undersøgt sagen, før den gav kommunen medhold.

Efter den alvorlige reprimande måtte Statsforvaltningen genoptage klagesagen. Efter års behandling af sagen, bl.a. med flere forespørgsler til Kulturministeriet om fortolkning af loven og endnu flere forespørgsler til Svendborg Kommune om behandlingen af de referater, som – fremgik det – borgmesteren modtog. Ikke på en privat mailadresse, men netop på borgmesterens officielle mail-adresse.

SAMME AFGØRELSE – NY BEGRUNDELSE

Endelig – den 10. februar i år – var Statsforvaltningen klar med en ny afgørelse. Det vil sige afgørelsen var den samme. Men begrundelsen en anden. ”Jeg er enig i Statsforvaltningen nuværende opfattelse”, hedder det i et brev fra ombudsmanden, der forklarer, at ”Statsforvaltningen nu mener, at der ikke kan meddeles afslag på aktindsigt alene med henvisning til, at dokumenterne generelt ikke kan betragtes som indgået ’som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med kommunens virksomhed’ … da indholdet af referaterne ikke efter deres art kan antages at være kommunens almindelige løbende administration helt uvedkommende”.

Statsforvaltningens nye begrundelse er nu, at bestyrelsesreferaterne til borgmesteren kun kan ses af borgmesteren og hans sekretær – ingen andre i kommunen. Derfor har kommunen ret til at nægte aktindsigt i dem. Den begrundelse har Folketingets Ombudsmand nu købt. Med hans egne ord:

”Det er derfor også nu Statsforvaltningens opfattelse, at der ikke kan meddeles afslag på aktindsigt alene med henvisning til, at dokumenterne ikke kan betragtes som indgået ’som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med kommunens virksomhed’.

Afgørende for, om dokumenterne kunne anses for konkret at være indgået til kommunen, er herefter, om referaterne havde været tilgængelige for andre end dem, der direkte havde deltaget i bestyrelsens møder…

Statsforvaltningen har noteret sig oplysningen om, at referaterne er sendt til borgmesterens embeds-e-mailadresse, og at borgmesterens sekretær har adgang til borgmesterens embedsmailboks og kalender med henblik på at arrangere og aflyse møder med borgmesteren.

Det er Statsforvaltningens opfattelse, at det forhold, at referaterne er sendt til borgmesterens embeds-e-mailadresse ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at betragte referaterne for at have været tilgængelige for andre end dem, der direkte har deltaget i bestyrelsens møder.

Statsforvaltningen lægger i den forbindelse vægt på, at adgangen til borgmesterens embedsmailboks forudsætter anvendelse af et password, som borgmesteren selv har defineret, og borgmesterens embedsmailboks er således ikke uden videre tilgængelig for andre i kommunen.

Heller ikke det forhold, at borgmesterens sekretær har adgang til borgmesterens embedsmailboks, er i sig selv nok til at betragte referaterne for at være tilgængelige for andre, heller ikke selvom pågældende derved er gjort bekendt med det password, som borgmesteren selv har defineret”.

SEKS MILLIONER KRONER

På den baggrund har den nye ombudsmand – Jørgen Steen Jørgensen – besluttet sig til ikke at gøre mere ved sagen.

Naturamas bestyrelse kan altså fortsat holde møder uden offentlig indsigt i, hvordan den forvalter de mange offentlige millioner, herunder årligt seks millioner kroner fra Svendborg Kommune, hvoraf Naturama betaler de to tilbage i husleje. Og borgmesteren kan fortsat holde bestyrelsesreferaterne hemmelige for alle andre – i kommunen og i offentligheden.

Der var svenske sild i Borgerforeningen onsdag aften! Baskery er et band bestående af tre seje søstre fra Stockholm, som er unge, som ser dejlige ud, og som er meget musikalske.

De indtog scenen iført hot-pants i forskellige farver og startede deres instrumenter: bas, banjo og guitar. Det gik fint, man kunne høre, at de var meget sammenspillet. De startede med et rocknummer, og så gik det galt for mig. Bassisten, som introducerede numrene, spurgte, om man ville have dem på svensk eller engelsk, en af de hurtige på knapperne råbte svensk, og så var jeg og sikkert også et par andre koblet af. Så jeg koncentrerede mig om musikken, som heldigvis har sit helt eget sprog, og teksterne var på engelsk.

Allerede i første nummer skilte de unge kvinder sig ud fra hinanden. Bassisten var den vampede type, som kærtegnede sit instrument og lokkede de dybe toner ud. Banjospilleren punkede derudaf og rystede med pandehåret, så det henholdsvis afslørede og skjulte de tre tatoverede stjerner ihovedet (jeg håber, de er afvaskellige). Hun spillede i øvrigt også trommer, guitar og mundharmonika. Mange gange flere instrumenter på een gang. Guitaristen var en alfeagtig ung pige, der trippede ind på scenen, for senere at udføre forførende benspjæt og hoftevrid. Hun kulminerede efter en lille galop, der var en cirkushest værdig, med en faretruende solo stående på stortrommen.

Genren er en meget bred vifte, der breder sig fra rock over blues, country&western for i sidste nummer at ende i et disco-inferno.Det hele udført legende let, ungt og friskt.

I sidste sæt var der lidt tekniske problemer hos guitaristen, og mama blandede sig fra hjørnet i salen, hvor hun solgte “skiver” med de nyeste numre.

De tre søstre har allerede tourneret i USA, Australien og Europa; men det svendborgensiske publikum kender dem nok bedst fra Tønder-festivalen, hvor de var hovednavnet for et par år siden. Samme publikum ville heller ikke lade dem slippe efter det sidste nummer, og Baskery blev klappet ind igen og gav en trestemmig udgave af en gammel Belmann-sang acapella. Det var noget ganske andet end resten af koncerten, men det viste virkelig pigernes sangtalenter.

Til sidst kom mama på banen igen, da der blev kørt T-shirts ind til fans’ene fra Svendborg.

Svenske girl-bands er ikke noget, vi er forvænte med i Svendborg; men her er et, vi sikkert vil høre mere til i fremtiden – både for deres musik og deres forrygende sceneshow.

Billy Cross Band i Borgerforeningen fredag den 13. april 2012.

Så længe, jeg kan huske, har han været der. I barndomshjemmets transistorradio, der troligt spillede til sild og snaps om søndagen og i reolen ved siden af Clapton, Carpenters og Springsteen. Senere hen, som studerende på musikkonservatoriet, hvor jeg naturligt blev en del af musikermiljøet, dukkede hans navn op igen og igen som inspirator, katalysator og mentor for mange unge spirende musikere. I aften lovede han en fyldt Guldsal, at han i hvert fald vil tage yderligere fem år med rock n´roll, inden han lægger turnelivet på hylden. Det tror jeg nu ikke helt på! Billy Cross lyder ganske enkelt bedre end nogensinde, og med den nye plade har han endnu engang markeret sig som en solid sangskriver og en formidabel guitarist og sanger, så ”…he´ll be hanging around for a looong time”

Med afsæt i hjertet og i sine amerikanske musikalske rødder inviterede Billy os indenfor til musikalsk legestue sammen med sine tre legekammerater Aske, Flemming og Henrik. Selvom bandet kalder sig ”Billy Cross Band”, er der ingen tvivl om, at Billy Cross er en ydmyg mand, der hellere end gerne deler scenen og succesen med sine medmusikanter. Udover de tre nævnte herrer havde Billy også taget sin tudse-gamle Fender-forstærker med, sin Gibson og nogle guitarpedaler fra ”før krigen”, der ville tvinge enhver samler til at tage hagesmæk på. Det rigtige gear har stor betydning for Cross, og selvom det var en minimalistisk opstilling, skal man ikke tage fejl – for der er i den grad tænkt ned i mindste detalje i forhold til den autentiske gamle amerikanske rock n´roll´lyd. Det gælder i øvrigt for hele besætningen.

Flemming Ostermann spillede den ondeste, tungeste bas og lagde en bund sammen med den noget yngre men absolut velspillende trommeslager Henrik Askou. Tilsammen udgjorde de funktionen som dobbeltklæbende gaffa-tape når drengerøvene – alias Billy og Aske – ”skulle sparke dæk”. Der blev i den grad flået og revet i guitarhegnene, og det var tydeligt at mærke, hvorfor de fire ekvilibrister ( stadig )spiller musik – fordi det er sjovt!

Der var en energi og en spilleglæde, som rakte ud over byens tage, i en sådan grad, at jeg er sikker på, at hr. og fru Frikadelle, der sad med en hvis ende godt plantet i sofaen denne aften, ville ønske, de havde fået den omtalte ende med sig og bevæget sig ned i Borgerforeningen.

I en tid, hvor de fleste kunstnere konstant skal genopfinde sig selv, var det med stor glæde at blive mindet om, hvor vigtigt det er at bevare sin integritet. Billy Cross har overlevet minimum 30 år i branchen, fordi han er tro mod sig selv og sit publikum. Min gode ven, Perry Stenbäck, som også er en formidabel og meget anerkendt guitarist, skrev følgende til mig kort forinden koncerten: ”Hils Billy fra mig. Det var ham, der lærte mig at spille musik i stedet for at spille guitar”. Det er hermed gjort!

Billy Cross: guitar, lead vocal. Aske Jacoby: guitar, kor. Flemming Ostermann: bas, kor. Henrik Askou: trommer. Martin Topsøe-Jensen: lyd. Mads Andersen Wellejus: lys.