Af Vivi Taulborg

Flot koncert på Svendborg Havn … og så var den til og med helt gratis. Det er ikke hver dag, man kan opleve en to timer lang koncert unden at skulle ha’ hænderne ned og rode dybt i lommeulden.

Men lørdag aften var der lagt an til et brag af en koncert med kopi-bandet Pink Floyd Project. Det skal indledningsvis siges, at undertegnede ikke anede en klap om bandet før.

Så jeg mødte selvklart fordomsfri op på Svendborg Havn kl. 20.00 og så selvfølgelig frem til at genhøre tonerne fra et af mine ynglingsbands fra min pure ungdom. Desværre nåede jeg aldrig at se den “ægte” vare, dengang jeg havde muligheden. Nogle gange så er man bare ikke kvik nok … indrømmet. Ligesom dengang muren faldt i Berlin, og jeg stod med to billetter til Pink Floyds koncert The Wall på muren i Berlin. Men noget kom i vejen, og billetterne måtte hurtigt omsættes til kolde kontanter. Jeg har fortalt denne sekvens ret mange gange i mit liv, så mon ikke det skinner lidt igennem, at jeg har fortrudt det valg lige så mange gange, som den er blevet fortalt. Men som et lille plaster på “såret” så nåede jeg dog at se Roger Warters og hans nye band i Augustenborg for nogle år tilbage på en lille, men meget intim scene, hvor han på en strålende sommerdag elegant, velspilende og super nærværende præsenterede mig og alle de andre tilstedeværende for Dark side of the moon.

FANTASTISK……… 

Pink Floyd Project havde fået Caroine S stillet til deres rådighed. Skibet lå et par meter fra kajkanten i lyset fra aftensolens sidste stråler. Det var SMUKT, og en masse glade koncertgæser var da også stimlet sammen på havneområdet, hvor udsigten til bandet kunne nydes fra mange kanter og vinkler. Det var let at få øje på, at de fleste af publikumerne var 40+, der nu sad på fastlandet med en kold fad i hånden og ventede på, at en “brise” fra deres ungdom snart skulle vælte ud af det store lydanlæg, som var opstillet på kajen.

De gjorde det godt det 10 mand store orkester. Genkendelsen var da også mærkbar, og selvom jeg ikke selv er musiker, så kunne jeg godt høre, at gitarsoloerne bare sad i skabet. Det var præsis og velspillet med en super god sans for timing, hvilket jeg personligt mener er en sjælden kvalitet. De var rigtig godt sammenspillet og gennemmusikalske på mange planer – ingen tvivl om det.

Bandet havde sætlisten i orden, og jeg fik hørt de fleste af de numre der havde drevet mig til havnen den lørdag aften. Alt var såre godt, men hvis jeg nu skal drysse en smule malurt i bægeret, så manglede Pink Floyd Project det, som jeg kalder “nerve” eller nærvær – andre ville måske kalde det at komme “ud over havnekanten”. Jeg savnede den udefinerbare følelse at være i en eller anden form for kontakt med det band, som står på scenen. Den udeblev hos mig, men den vurdering er efter min mening subjektiv og vil altid forblive en følelse. Det var så bare den følelse, jeg havde den aften. Men jeg trives nok også bedre i selskab med “originaler”.

FOTO: Tine Grøndahl