Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Fællesskabet mellem mennesker med forskellig social og økonomisk baggrund har altid været et væsentligt grundelement i både Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis historie, og store dele af den danske befolkning har kunnet identificere sig med de to partiers politik, hvor styrkelsen af solidariteten og fællesskabet var lige så naturlig en del af hverdagen som solen, der hver dag stod op i øst.

Solen står stadig op i øst, men S og SF er ikke længere indbegrebet af solidaritet og fællesskab. De to partier er ramt af et fælles skab, der ligesom i dyreverdenen kan være livstruende, hvis det ikke behandles.

Fællesskabets styrke er noget, man skal dyrke. Måske var denne læresætning så nem og ligetil, at betydningen af den blev glemt i helt afgørende situationer.

Den socialdemokratiske arbejderbevægelse bestod af en faglig og en politisk gren men med det samme mål, men som den gamle LO-formand Thomas Nielsen udtrykte det, så havde den socialdemokratiske arbejderbevægelse sejret ad Helvede til. Dyrkningen af fællesskabet aftog i styrke, mens dyrkningen af individualiseringen og egoismen tog til i styrke, og i 90’erne stoppede den gensidige deltagelse i de faglige og politiske ledelser i den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Vedtagelsen af loven om partistøtte bragte yderligere afmatning i dyrkelsen af fællesskabet, og omkring årtusindeskiftet var det faglige og politiske fællesskab så afkræftet, at en VK(O)-regering kunne dyrke uligheden og egoismen i 10 år uden nogen reel eller synlig modstand fra Socialdemokraterne.

En ny spiller var kommet på banen. Dansk Folkepartis historiske udvikling fra at være Fremskridtspartiets landsbytosser til at blive VK-regeringens parlamentariske grundlag i 10 år, bragte først Socialdemokraterne og senere Socialistisk Folkeparti i samme situation, som nonnen havnede i i forhold til sømandspikken. S og SF vidste absolut ikke, hvad de skulle gøre, for denne nye politiske modspiller havde vel nok Danmarkshistoriens mest enkle partiprogram, som bestod af kun et reelt programpunkt og et fiktivt programpunkt.

Det reelle programpunkt bestod af en indædt og fanatisk modstand mod udlændinge af ikke vestlig herkomst, altså muslimerne. Intolerancen var grænseløs, men ramte ind i nogle primitive følelser hos den danske vælgerskare. Det andet og fiktive programpunkt definerede Dansk Folkeparti selv ved at udnævne sig til VK-regeringen sociale garant. Selv om partiet blindt støttede VK-regeringens bestræbelser på at skabe en forøgelse af den sociale og økonomiske ulighed i samfundet, gentog partiet igen og igen, at det var VK-regeringens sociale garant. Rollen som den sociale garant blev holdt oppe af en ældrecheck, som man lod de ældre selv finansiere uden selvfølgelig at fortælle de ældre om den bedrageriske fremgangsmåde.

Men det gjorde S og SF heller ikke, hvilket vel egentlig ganske udmærket viser, hvilket tomrum først S og derefter SF var havnet i.

Dansk Folkepartis politik var klar og forståelig: Vi vil ha’ et samfund, hvor muslimerne ikke er en del af fællesskabet, og denne simple, intolerante og nationalistiske form for politik trak en del vælgere væk fra Socialdemokraterne, hvis eneste modtræk var en række utroværdige og kluntede forsøg på at plagiere DF’s politik, men modtrækket virkede stik imod hensigten, hvilket betød, at vælgerne flygtede over til SF, som på et tidspunkt rundede de 20 pct. i vælgertilslutning. I daglig tale kaldtes fremgangen i SF for Villy-effekten, idet Villy Søvndal var blevet formand for SF, og det mest bemærkelsesværdige ved Villy-effekten var, at Villy Søvndal egentlig var den tavse dansker, som tiltrak vælgere ved ikke at markere sig på anden måde end at være tavs og samtidig se troværdig og lidt landsfaderlig ud.

Villy-effekten havde sin virkning lige til det tidspunkt, hvor Villy Søvndal ville gå i Socialdemokraternes fodspor og begyndte at plagiere Dansk Folkepartis antimuslimske holdning i forbindelse med Holbergskole-sagen. Det kostede prompte 3 pct. i meningsmålingerne, hvilket imidlertid ikke fik Villy Søvndal til at forlade Socialdemokraternes fodspor, og derfor blev SF ramt af samme deroute, som Socialdemokraternes efterhånden identitetsløse politik var et udtryk for. SF betalte den vælgermæssige pris for, at Villy Søvndal søgte ind under Helle Thorning Schmidts skørter.

Og den sidste rest af fællesskabets identitet blev smidt over bord i det sorte tårn på Amager, hvor Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal solgte deres politiske sjæl for at blive historiske personligheder som henholdsvis landets første kvindelige statsminister og landets første SF-minister.

Socialdemokraterne har sammen med SF forladt deres historiske identitet som fællesskabets og solidaritetens vogtere til fordel for hvervet som administratorer af det kapitalistiske samfund på det kapitalistiske samfunds liberalistiske præmisser, og dette er naturligvis en udfordring af de vælgere, som stadig hælder til fællesskabets og solidaritetens idealer om et samfund, hvor de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.

Men disse udsatte vælgere er bragt i en så alvorlig situation, at de skal vælge nyt parti, og nogle af dem går til Enhedslisten, som fortsat hylder fællesskabets og solidaritetens idealer, mens andre går til den selvudnævnte sociale garant Kristian Thulesen Dahl, som ikke har været sen til at udnytte det tomrum, som S og SF har efterladt til fri udnyttelse. Nu er spøgsmålet så, hvornår SF som parti finder ud af, at deres vælgere foretrækker det ægte fællesskab og den ægte solidariske identitet, og at et farvel til regeringen og en tilbagevenden til rødderne vil kunne give partiet nyt liv. Der er mange af de frafaldne SF-vælgere, der savner et rodfæstet SF, og der er mange af Socialdemokraternes nuværende vælgere, som hverken er til Johanne Schmidt Nielsen eller til Kristian Thulesen Dahl, der kan se en mulighed i et rodfæstet SF, der befinder sig uden for den nuværende regering.

S og SF har skrevet historie i dansk politik, men det utøj, som har angrebet partierne på vejen til at skrive politisk historie, kan let blive det sidste kapitel i SF’s historie, og det mørkeste kapitel nogensinde i Socialdemokraternes historie, og det er bestemt ikke det, som det solidariske fællesskab har brug for.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er efterlønner. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).