Josefine Ottesen.

Søndag eftermiddag var der ganske eventyrligt i Borgerforeningen i Svendborg. Der blev nemlig opført intet mindre end en koncert-fortælling!

I Svendborg bor en rigtig forfatter, Josefine Ottesen. Hun er kendt i det ganske land, og hun har fået mange fine priser, og så kender hun dygtige musikere. Hun er faktisk gift med en af dem. Og så går hun rundt og får gode ideer. F.eks. koncert-fortælling. Det foregår sådan, at Josefine fortæller. Det ka’ hun altså. Som uddannet skuespiller og alt det der, og så når vi har hørt og set lidt på hende (for det gør man),  er der en slags pause. Altså ”en slags”. For når vi sidder og lytter koncentreret på, hvad Josefine fortæller og hvordan, så glemmer vi at ”lave billeder”. Det er sådan noget, man kan, når man sidder og lytter, og der ikke er film eller fjernsn, der forstyrrer. Nej.

I de pauser, Josefine holder i sin fortælling, spiller musikerne et lille stykke musik, der passer med fortællingens stemning. Og den enkelte lytter kan med lukkede – eller åbne – øjne skabe sine egne billeder: Hvordan ser Josefines personer ud ? Hvad er det for et landskab ? Hordan ser bygningerne, hesten, sumpen eller hvad det måtte være … hvordan ser det ud inde i dit hoved? Man bestemmer selv. Men så holder musikken op. Josefine står igen midt på scenen og fortæller videre til næste musik-indslag.

Forestillingen hed Eventyret om Fjeren og Rosen. Det hedder en af Josefines kendeste romaner også (en af dem, hun har fået priser for). Handlingen er stort set den samme. Den har været læst op i radioen, men en koncertfortælling er noget andet. Nu om dage er der en moderne genre, der hedder ”Fantasy”, og der en figur, der hedder Harry Potter og mere af samme skuffe. Det (har jeg fået at vide) kan Josefine også, men hun kan også holde liv i det klassiske eventyr.

Eventyr opstod i Middelalderen. Der var nogle, der kunne fortælle en go’ historie, men der var ingen biografer, radio eller TV, der var ikke engang bøger, så et eventyr var ikke noget, man købte. Kunne man, fortalte man. Kunne man ikke, kunne man måske høre så godt efter, at man kunne genfortælle. Det var der en del, der kunne. I hvert fald så mange, at der cirka tre hundrede år senere var nogle, der kunne gå rundt og indsamle mundtlige gengivelser, skrive dem ned og udgive dem. For nu var bogtrykkerkunsten opfundet, og pludselig kunne man købe bøger med eventyr i. Og der var efterhånden en masse, der kunne læse. Og så blev der læst højt. For børn og for voksne. Brødrene Grimm i Tyskland og en, der hed Grundtvig i Danmark samlede historier ind, og H.C. Andersen skrev nye, og i 1990’erne og Nullerne skrev Josefine i Svendborg nogle helt nye.

Det snedige ved at bringe musikken ind er, at den dramatiske effekt øges. Det bliver lidt mere farligt, spændende, og (i slutningen) lykkeligt (for selvfølgelig levede de lykkeligt til deres dages ende). Det skal nævnes, at musikken blev fremført live af Søaard/Schönemanns kvartet, og at de to nævnte herrer også har komponeret.

Borgerforeningens lille sal var en perfekt ramme om begivenhederne. Den var tilpas intim (det havde den store ikke været). Huset (Borgerforeningen) leverede fin lyd og lys . I den heldige ende: Der var udsolgt, og tilsyneladende gik ingen forgæves.