Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard 

På et pressemøde i Bruxelles forleden fremlagde et par grønne EU-parlamentsmedlemmer fra den spanske statsdannelse en rapport om den økonomiske støtte til tyrefægtning i Spanien (www.greens-efa.eu/fileadmin/dam/Documents/Studies/2013-5%20Bullfighting%20subsidies%20report.pdf).

Måske ikke overraskende kommer den største støtte fra den spanske stat selv. Mere præcist 571 millioner euro, svarende til over 4 milliarder danske kroner. Men heller ikke EU holder sig tilbage. Ifølge undersøgelsen bidrager EU’s kasse til festlighederne med 129,6 millioner euro (knap 1 milliard danske kroner).

De to MEP’ere – Raul Romeva fra Catalonien og Ana Miranda fra Galicien – fastslog på pressemødet, at tyrefægtningsindustrien ikke ville kunne fortsætte uden denne støtte. Samtidig understregede de, at de nævnte tal udgjorde et forsigtigt skøn.

Det fremgår også af rapporten, hvor der står: ”Begge de nævnte tal er minimumsbeløb, som stammer fra konservative vurderinger. Grundet mangel på budgetgennemskuelighed er nogle bevillingsposter svære at spore, men vi er sikre på, at yderligere undersøgelser vil føre til yderligere stigninger og på ingen måde formindske de tal, som er fremlagt her”.

Nu må ethvert nogenlunde normalt menneske stille sig spørgsmålet om, hvorfor skatteborgerne i EU skal stoppe 1 milliard kroner i det systematiserede dyreplageri, som kaldes tyrefægtning. For det er ikke andet. På sin hjemmeside beskriver dyrerettighedsorganisationen ”Anima” det sådan:

Tyrefægtning er ikke en retfærdig kamp mellem mennesker og dyr. Det er systematisk dyremishandling – en flok bevæbnede mennesker angriber en ensom, bange og såret tyr. Tyrene er på forhånd frataget enhver chance for at vinde eller undslippe. Før og under forestillingen svækker man dem for at gøre dem nemmere at slå ihjel. (…)

Blændet af lyset og skræmt af mishandlingen og folkemasserne kan tyren give et fejlagtigt indtryk af at være kamplysten. Som udgangspunkt er tyrene ikke aggressive, men de bliver plaget, tirret og pint til at gå til modangreb for at forsvare deres liv. (…) Svækket af blodtab og med overskårne nakkemuskler, der hæmmer tyren i at løfte hovedet, er han et let bytte for matadoren, som brillerer med sine kunster, før han forsøger at stikke et sværd mellem dyrets skulderblade.

Som oftest dør tyren ikke af det første stik, men løber rundt på arenaen, mens sværdet skærer indre organer op som lunger, mavesæk og lever, mens tyren samtidig kaster blod op. Når oksen til slut efter 20 minutters pinsler falder om, skærer matadoren eller hjælperne tyren op over rygmarven bag hornene, men også dette skal ofte gentages flere gange. Ligeledes kan tyren stadig være ved bevidsthed, når dens ører/hale bliver skåret af som trofæer og når den trækkes ud af arenaen af heste. Det er dokumenteret, hvordan tyre får det sidste nådestød udenfor arenaen. (www.anima.dk/mediecenter/artikler/tyrefaegtning-begyndelsen-paa-enden).

Gennem de senere år har ikke bare dyreværnsorganisationer, men også en række MEP’ere stillet krav om, at EU’s støtte til tyrefægtning stoppes. Hidtil er det dog ikke lykkedes. For som landsbrugskommissær Dacian Ciolos skriver den 22. marts i år i et svar til den socialdemokratiske MEPer Dan Jørgensen, så er der ”intet retsgrundlag for at forhindre støtte i at blive udbetalt til opdrættere, hvis tyre sælges til tyrefægtning”.

Sådan! Der er altså ”intet retsgrundlag” for at stoppe EU-støttet dyreplageri. Gud fader bevares! Er der ingen grænser for galskaben?

(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).