Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard 

Som en næsten symbolsk optakt til arbejderklassens internationale kampdag den første maj udkom dagen forinden de nyeste arbejdsløshedstal fra Eurostat.

Det var mildest talt ikke munter læsning. I EU som helhed er arbejdsløsheden forsat på 10,9%, mens den i euro-zonen steg til 12,1%. Det er en stigning på 0,1% i løbet af den seneste måned og en stigning på 1,1% i løbet af det seneste år.

Sammenlignet med for et år siden er arbejdsløsheden steget i 19 af EU’s medlemsstater. Værst ser det ud i nogle af de lande, som er blevet påtvunget EU’s spareprogrammer: Irland, 14,1%, Cypern 14,2%, Portugal, 17,5%, Spanien 26,7% og Grækenland 27,2%.

De unge under 25 år er dem, der rammes hårdest. Næsten hver fjerde af de unge i EU står uden arbejde, og i lande som Spanien (55,9%) og Grækenland (59,1%) er der tale om en total nedsmeltning.

Men én ting er tal. Dem kan man godt blive lidt blind af – talblind. For den konstante stigning i arbejdsløshedstallene begynder ærligt talt at blive lidt triviel. Men bag procenterne gemmer sig rigtige mennesker med drømme, forhåbninger og et liv, som står til at blive smadret.

En af dem hed Inocencia Lucha, som var blevet sat på gaden og skulle leve for 360 euro om måneden. ”I har taget alt fra mig”, sagde den 47-årige spanske kvinde, da hun for nylig gik ind i sin bank i Valencia, overhældte sig selv med benzin og satte ild til.

Og Inocencia Lucha er ikke alene. De seneste tre måneder har der været 14 selvmord i Spanien, som direkte kan relateres til de dramatisk forværrede levevilkår.

Samtidig har forskere ved universiteterne i Oxford og Stanford præsenteret en undersøgelse, som vurderer, at nedskæringspolitikken i forlængelse af finanskrisen har medført over 10.000 selvmord og over en million tilfælde af depression i Europa og USA.

”Alle disse selvmord og depressioner kunne være undgået med en bedre politik. Politikerne må tage ansvar for de alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser af deres økonomiske valg”, siger Davis Stuckler fra Oxford Universitet til norske ”Aftenposten” (3/5-13). Den samlede undersøgelse fremlægges senere i maj i en bog med titlen: ”The Body Economic: Why Austerity Kills”.

Nogle af dem, som må tage det største ansvar for den førte politik, er lederne af EU. Mere end nogen andre har de insisteret på gennemførelse af en hårdhændet sparepolitik uanset dens menneskelige konsekvenser. Og i forhold til en række kriseramte lande har de direkte tvunget den igennem.

Men nu begynder flere af dem at trække lidt i land. F.eks. sagde EU-kommissionens formand, Manuel Jose Barroso, på et møde, at selv om den hårde sparepolitik har været rigtig, så har den ”nået sin grænse”. Og i et interview til Süddeutsche Zeitung, sagde beskæftigelseskommissær Laszlo Andor, at ”besparelser alene skaber ingen vækst”.

Mere tydeligt lyder det fra en række af de valgte ledere i EU-landene. Slovakiets premierminister, Robert Fico, kaldte i den forløbne uge EU’s spareprogrammer for ”totalt kontraproduktive” og fortsatte: ”Man kan ikke forvente, at regeringerne på samme tid kan konsolidere og skære ned i de offentlige finanser og samtidig forvente, at regeringerne har tilstrækkelige ressourcer til at støtte økonomisk vækst og bekæmpe arbejdsløsheden”.

Robert Fico får støtte af bl.a. den belgiske regeringsleder, Elio Di Rupo, som i den belgiske avis ”La Libre Belgique” forklarer, at ”sparekursen er skadelig for helbredet” og uddyber: ”Vi ser en stigning i antallet af selvmord og psykisk syge i lande, hvor desperationen er blevet hverdagskost”.

I skrivende stund er det stadig et åbent spørgsmål om den tvivl, som disse politikere udtrykker, vil få nogen som helst konsekvenser, eller om det mere handler om deres genvalg. Til gengæld er det ikke et spørgsmål, om EU’s sparepolitik dræber. Det er en kendsgerning!

(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).