Er alle mennesker på Sydfyn imod nationalpark-idéen? Sådan kunne det se ud, fordi, mener Mette Marie Hansen, at de rabiate indtil nu har tegnet debatten. Hun mener, det forholder sig omvendt. Og hun giver nu sydfynboerne en mulighed for nemt og enkelt at sige ”et stille ja til en nationalpark”, som hun formulerer det.

Hun vil vise tilslutningen til Nationalpark Sydfyn

Af Frede Jakobsen

Alle mennesker på Sydfyn er altså ikke imod idéen om en nationalpark. Faktisk tværtimod. Det mener Mette Marie Hansen, som har været med i det lange forarbejde i Nationalparkundersøgelsen – som formand for arbejdsgruppen om friluftsliv. Langt de fleste er, mener hun, moderate tilhængere eller moderate skeptikere, som alle kan se positive muligheder i etablering af en Nationalpark Sydfyn. Men de er i den offentlige debat kørt bag ud af dansen af de rabiate modstandere.

Med et nyt initiativ vil freelance-skribenten Mette Marie Hansen fra Tåsinge derfor nu forsøgte at vise, at der faktisk er mange flere, der i en eller anden form støtter etableringen af en Nationalpark Sydfyn, end der er modstandere. Hun har oprettet Facebook-siden ”Ja til Nationalpark Sydfyn”. Den er kun en uge gammel, men allerede nu har 217 med et enkelt lille klik tilkendegivet, at de går ind for en Nationalpark.

”Jamen, jeg håber bare, den vokser stille og roligt til i hvert fald 451”, siger Mette Marie Hansen. Underforstået, at så er den større end den forening, der har domineret den offentlige debat, Foreningen for Nationalpark-skeptikere, som, navnet til trods, ikke er en skeptiker-forening, men en modstander-forening. Den blev grundlagt i september sidste år og har 450 medlemmer.

Masser af mennesker har, mener Mette Marie Hansen, ikke orket at være med i det store forberedende arbejdes mange grupper. Og heller ikke orket at blande sig i debatten med f.eks. læserbreve. Og hun synes, mange kommunalpolitikere i de fem kommuner, som Nationalparken i givet fald skal strække sig over, er gået i skjul og ikke rigtig har blandet sig i den offentlige debat.

”Det er derfor, jeg med mit initiativ giver folk en mulighed for stille og roligt at sige ja til en nationalpark uden at skulle hverken ud ad døren eller blande sig aktivt på anden måde. Der er, tror jeg, brug for et sted, hvor man bare kan sige ja. Og hvor det efterhånden for flere og flere bliver legalt at sige ja”, siger Mette Marie Hansen.

Mette Marie Hansen vil med Facebook-siden også prøve at pege på nogle af de positive ting, der kan komme ud af etableringen af en Nationalpark Sydfyn. ”Så også nogle af de landmænd, der helt ubegrundet frygter for deres ejendomsret til jorden og for nye restriktioner, kan se potentialet i en nationalpark. Men først og fremmest er der jo mange flere mennesker på Sydfyn end dem, der er trådt offentligt frem som modstandere. De får en mulighed for nu at vise, at de faktisk kan se nogle muligheder i en Nationalpark Sydfyn”, siger hun.

Allerede dagen efter, at Mette Marie Hansen oprettede Facebook-siden til fordel for en Nationalpark Sydfyn, kom modstanderne også på banen på Facebook. Langelænderen Jesper Dreschel Nielsen oprettede ”Nej Tak til Nationalpark på Sydfyn”. Den har nu 155 medlemmer. Der findes desuden en lidt ældre Facebook-side, ”Nationalpark Sydfyn”, som langelænderen Michael Martin Jensen har oprettet for at støtte ideen. En hjemmeside for Styregruppen for Nationalparkundersøgelsen kan besøges her. Og modstandernes hjemmeside kan besøges her.