Nogle er glade. Nogle er kede af det. På grund af skoleplanen. Men giver det nogen mening, at det den ene dag er nødvendigt at lukke seks skoler, den næste dag kun tre?  Tja, måske – men af helt andre grunde, mener Frede Jakobsen i en spids kommentar.

Hvordan pokker er det skole-forlig egentlig strikket sammen?

Af Frede Jakobsen

De er glade i Hesselager, Gudbjerg og Ollerup. Det er ikke så mærkeligt. De får lov at beholde deres lokale folkeskole. De er kede af det i Oure og i Svendborg midtby og nordre bydel. Det er heller ikke så mærkeligt. For deres lokale folkeskole skal lukke. Det blev resultatet af det forlig, som blev indgået onsdag aften af politikerne i Udvalget for Børn og Unge – med, må man gå ud fra, tilslutning fra i hvert fald 23 af byrådets 29 medlemmer.

Hvad der til gengæld er mærkeligt – meget mærkeligt – er det forlig, som disse politikere blev enige om at indgå. Indholdet i forliget, altså. Det er godt nok svært at se meningen med det. Altså, den saglige, faglige, pædagogiske og økonomiske mening. Og det var det, der var opgaven – om end med økonomien som hensyn nummer et og de øvrige hensyn derefter.

Udgangspunktet for den opgave, som politikerne havde stillet forvaltningens meget – det må man da gå ud fra – kompetente skolefolk, var, at der er overkapacitet i det svendborgensiske skolevæsen. En overkapacitet svarende til 46 tomme klasselokaler – eller 1000 elever. Dette kombineret med, at politikerne har ønsket flere børn i klassen – en højere klassekvotient – gjorde det indlysende, at så skulle der lukkes skoler. Med andre ord: Flere børn på færre skoler – så ville der i øvrigt også kunne gives bedre og flere uddannelsestilbud til eleverne. For at opfylde disse mål foreslog forvaltningens skolefolk blandt meget andet at lukke seks skoler helt. To i byen – Nordre og Byskolen – og fire på landet – Bymarkskolen i den gamle Egebjerg Kommune og Sct. Michaels Skole, Gudbjerg Skole og Hesselager Skole i den gamle Gudme Kommune. Sagt på en anden måde: En af fire skoler i den gamle Egebjerg Kommune, tre af fire skoler i den gamle Gudme Kommune.

Og hvad blev resultatet? Tre af skolerne skal alligevel ikke lukke, tre landsby-skoler. Og de tre, der skal lukke, er de to skoler inde i Svendborg og kun én af landsby-skolerne. Oven i købet, for nu at gøre det endnu mærkeligere, den største af de fire landsby-skoler, der var på den første luknings-liste. Mens de tre landsby-skoler, der blev taget af luknings-listen, er de tre absolut mindste folkeskoler i hele Svendborg Kommune. Der er da – uanset hvad man ellers mener om skolelukninger – noget, som ikke hænger sammen.

Eller hænger det alligevel sammen? Hvis altså man lader være med at se på det saglige, faglige, pædagogiske og økonomiske – og i stedet ser på de politiske hensyn. Som ikke nødvendigvis er det samme som at få det bedst mulige skolevæsen under de givne økonomiske forhold. Men som handler om – eller kan handle om – så meget andet. F.eks. budgetforhandlingerne for næste år. F.eks. det faktum, at der jo altid er et valg i horisonten. F.eks. at mange af politikerne gerne vil genvælges.

Altså, forvaltningens skolefolk spillede ud med et forslag om at lukke seks skoler. Der er meget andet i forslaget. Men for nu at holde os til den del – så var der altså forslag om at lukke seks skoler. Man skal være født i går, hvis man tror, at det forslag blev sendt på gaden af forvaltningen uden konsultation med borgmesterpartiet, Socialdemokraterne. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Venstre slog straks syv kors for sig og erklærede med brask og bram, at partiet ikke vil være med til at lukke landsbyskoler. Hm, hvad gør man så – når man som socialdemokrat egentlig har brug for 1. et bredt skoleforlig (det er altid godt i den slags sager, at mange får tæsk for skolelukningerne) og 2. har brug for at finde venner på den borgerlige fløj for at få spare-budgettet for næste år på plads? Socialdemokraterne har nemlig ikke rigtig et rødt flertal længere. I hvert fald ikke i de to afgørende og aktuelle sager – skolerne og budgettet. Enhedslisten (det røde flertals afgørende ene flertals-mandat) er stået af. Ja, så skal Socialdemokraterne bruge nogle af de borgerlige, helst Venstre – byrådets største parti – så vælger-tæskene for skolelukninger og store budget-besparelser rammer bredt. Ikke kun Socialdemokraterne.

Og hvad endte det med? Jo, det endte med, at Venstre – næsten – fik det, som partiet havde krævet. I stedet for fire landsby-skoler bliver der kun lukket én. Mens lukningen af de to by-skoler fortsat står ved magt. Det var stort set, hvad den tidligere lærerformand og tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem, Torben Møller Petersen, for nylig forudså i Svendborgs NetAvis: Politikerne tør ikke lukke landsbyskoler – og så kommer børnene inde i Svendborg til at undgælde.

Man kunne – hvis man er lidt ufin, og hvorfor ikke? – se det på en anden måde. Som også handler mere om politik – end om de saglige, faglige, pædagogiske og økonomiske hensyn, der ideelt set skulle drive værket. I Udvalget for Børn og Unge, som lavede forliget onsdag aften, er der ni byrådspolitikere. Én er ikke med i forliget, det er Enhedslistens Jesper Kiel. De otte andre er med i forliget – de repræsenterer Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Tværsocialisterne og den tidl. SF’er, nu løsgænger Masoum Moradi. Men nok så interessant kan det være at se på, hvor i kommunen de kommer fra.

Når man ser på, hvor udvalgsmedlemmerne kommer fra geografisk, så er det interessant at konstatere, at der nu slet ikke skal lukkes skoler i den gamle Egebjerg Kommune. Oprindeligt var det foreslået, at Bymarkskolen skal lukke. Det skal den alligevel ikke. Ikke færre end fire af udvalgets ni medlemmer kommer fra den gamle Egebjerg Kommune: Lise-Lotte Tilsted og Birger Jensen fra Venstre, Arne Ebsen fra Tværsocialisterne og Masoum Moradi. Ét af udvalgets medlemmer kommer fra den gamle Gudme Kommune. Det er Mette Kristensen fra Venstre. Hvor der oprindeligt var foreslået tre skoler i den gamle Gudme Kommune lukket, så er der nu kun én på lukningslisten.

De fire fra Egebjerg og den ene fra Gudme – tja, de er tilsammen et flertal på fem af udvalgets ni medlemmer. Af mindretallet på fire (alle fra byen) er én ikke med i forliget. Det er Enhedslisten. Så er der tre tilbage, som har lavet forlig med de fem: En konservativ, Henrik Nielsen, og to socialdemokrater, Hanne Klit og Pia Dam. Dertil kommer, at Socialdemokraterne faktisk har politisk gavn af at få Venstre med i skole-forliget og helst også i et senere budgetforlig, wupti, så giver det måske alligevel mening. Politisk mening. Men ikke nødvendigvis mening i den forstand, at der ud af det kommer det – sagligt, fagligt, pædagogisk og økonomisk – bedst mulige skolevæsen. Uanset altså, om man så mener, der slet ikke skal lukkes skoler, at der skal lukke seks, eller at der skal lukkes lidt flere eller lidt færre.