Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Spørgsmålet er ikke, om Assad er en brutal og grusom diktator. Det er han. Eller om han kan finde på at bruge giftgas mod sit eget folk. Det kan han.

Spørgsmålet er heller ikke, om vi skal sidde passive og se til,mens folk bliver slagtet og gasset. Det skal vi ikke.

Men betyder det, at angrebskrig og bomber er den bedste løsning? Før man siger entydigt ja til det, skal man måske se nærmere på, hvordan det er gået de andre gange, vi har brugt den metode.

Er forholdene i Afghanistan, Irak og Libyen i dag sådan, at vi har grund til at være tilfredse med vores indsats? Har de metoder, vi anvendte, indført demokrati og fredelige og ordnede forhold? Og hvis ikke det er sket endnu – tolv år efter vores invasion i Afghanistan, ti år efter invasionen i Irak – hvornår sker det så?

Er der for den sags skyld i dag fredelige og demokratiske forhold i Kosovo, eller er området forvandlet til en sortbørs- og gangsterstat?

Og skal en eventuel militær intervention kunne finde sted uden sanktion fra FN? Hvis man siger ja til det, må man gøre sig klart, at så siger man ja til, at vi begår krigsforbrydelser – ud fra den definition af begrebet, der er brugt under Nürnbergprocessen og ved Romerklæringen om oprettelsen af den Internationale Kriminalret. Samtidig siger man farvel til hele FN-systemet, der siden 1945 har været en hjørnesten i international politik. Hvis ikke vi vil rette os efter FN’s beslutninger, kan vi lige så godt melde os ud af FN. Det er et meget stort og alvorligt skridt at tage at sige, som Helle Thorning gør det i dag, at vi godt kan undvære FN. Det betyder i praksis, at USA skal bestemme, hvordan vi reagerer på regimer som det i Syrien.

Vi skal måske også se på, hvad der kan være USA’s motiver til en eventuel intervention. Det er nok for naivt at tro, at USA udelukkende handler ud fra demokratiske og menneskekærlige motiver. Det er påfaldende, at USA med særlig forkærlighed har interveneret i lande med store oliereserver – som Libyen eller Irak – eller med strategisk betydning som Afghanistan, hvor en rørledning fra Centralasien til det Indiske Ocean kunne give enorme besparelser for olieselskaberne.

Syrien har så vidt jeg ved ingen oliereserver af betydning. Men en invasion i Syrien skal måske heller ikke stå alene. Det er muligt, Syrien skal ses som en trædesten til Iran. Det er muligt, at et angreb på Syrien kun bliver et forspil til angrebet på Iran, der har meget storeoliereserver.

Det er ikke alle i USA, der støtter et angreb på Syrien. Her er en artikel fra The Nation: http://www.thenation.com/blog/175896/no-war-syria#

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).