Gert Rasmussen, S-kredsformand og frontkæmper for akutfumktionen.

Det blev allerede understreget forleden – Socialdemokratiet i Svendborg forbløder, viste en meningsmåling i Fyns Amts Avis forleden (læs her). Der bliver ikke bedre julestemning, når den samme meningsmåling i avisen lillejuleaftens-dag, fredag, vil vise, at socialdemokraternes førstemand, spidskandidat, borgmester Curt Sørensen ikke står højt på svendborgensernes popularitetsliste.

Og for at det ikke skal være løgn, så er det samtidig nu blevet helt klart: S-R-SF-regeringen har gjort det definitivt modsatte af, hvad de sagde før folketingsvalget. De har nu endegyldigt sagt nej til en akutfunktion i Svendborg – en akutfunktion, som specielt de lokale socialdemokrater har kæmpet en brav kamp for at bevare. Det vil de svendborgensiske socialdemokrater også blive straffet for – uagtet, at de lokalt har gjort, hvad de kunne for at sikre akutfunktionen.

Men hvad værre er, så kan regeringspartiers eklatante løftebrud hvad angår akutfunktionen også betyde, at Socialdemokratiet forbliver uden svendborgensisk repræsentation i Folketinget. Lige nu leder partiet med lys og lygte efter en ny folketingskandidat. Niels Chr. Nielsen forsøgte tre gange at blive valgt – uden held. Det har – helt uhørt – ført til en længere periode, hvor Svendborg ikke har haft en socialdemokrat på Tinge. Denne gang fik Svendborg – foruden den Venstre-mand, som sad der i forvejen – også valgt en SF’er, Annette Vilhelmsen. Men hun risikerer også tæsk ved næste folketingsvalg. Både på grund af SF’s tilbagegang på landsplan, på grund af hendes partis svigt i sygehus-sagen og på grund af de lokale SF’eres tilbagegang i meningsmålingen – en tilbagegang, som er endnu værre end socialdemokraternes.

DEN STAKKELS GERT

Men lige nu sidder altså den socialdemokratiske kredsofrmand og leder jagten for at finde en ny folketingskandidat. Kredsformanden er Gert Rasmussen, som også har været talsmand for den aktionsgruppe, som har kæmpet bravt i årevis for akutfunktionen. Han er noget nær det mest loyale partimedlem, man kan forestille sig. Aldrig før – så vidt nogen kan mindes – er der offentligt kommet kritik fra hans mund af Socialdemokratiet. Men det gør det da godt nok lige nu – og med rette. Pertiledelsen på Christiansborg har da også i den grad taget røven på ham og den kamp, han så fremragende har organiseret for akutfunktionen. Han kunne jo ikke vide, at hans egne ville rende fra løftet om at bevare den, når først de sad på ministertaburetterne sammen med SF og de Radikale.

Men hvem dælen kan han efterhånden finde til at være folketingskandidat i Svendborg? Enhver, der gerne vil på Christiansborg, kan jo regne ud, at der ved næste folketingsvalg er stor sandsynlighed for, at vælgerne i Svendborg vil straffe Socialdemokratiet. Med rette. Efter hvad netavisen erfarer har der da heller ikke stået markante socialdemokrater i kø for at blive kandidat i den by, som ellers tidligere var en sikker socialdemokratisk kreds. Kun to tilbud har kredsformanden modtaget – fra et ældre partimedlem fra Svendborg og fra et yngre fra Odense.

BANK TIL CURT SØRENSEN

Problemerne med at skaffe en folketingskandidat falder sammen med, at Socialdemokraterne og deres trofaste støtteparti SF i den grad fik bank i meningsmålingen forleden. Og at Curt Sørensen angiveligt får det i en meningsmåling i dag. Hvad vil Socialdemokratiet gøre ved det? Der er kun to år til næste kommunalvalg. En spidskandidat skal snart være på plads. Skal det være Curt Sørensen igen? Godt nok vandt Socialdemokratiet magten tilbage i det byråd, hvor der er tradition for en socialdemokratisk borgmester – efter fire år, hvor Venstre havde lånt borgmesterkontoret. Men det var da kun ved hjælp af SF og de andre røde partier. Og Venstre er i øvrigt forblevet byrådets største parti.

Og hvordan var det nu Curt Sørensen blev spidskandidat? Det blev han ved en intern intrige i byrådsgruppen. Et regulært dolkestød, hvor byrådsgruppen – anført af byrådsmedlem Grete Schødts – fik ham sat ind i stedet for den tidligere spidskandidat, byrådsmedlem Flemming Madsen. Og senere fik det godkendt af partiet – specielt da Flemming Madsen havde trukket sig for at undgå mere splid i partiet.

Curt Sørensen blev indsat som spidskandidat, fordi – hed det dengang fra bagmændene – Flemming Madsen ikke var folkelig nok. Hvor folkelig svendborgenserne opfatter Curt Sørensen efter to år i borgmesterstolen, ja, det vilfremgår med al uønskelig tydelighed for partiet i meningsmålingen i Fyns Amts Avis dagen før juleaften.

FAKTA:

Meningsmålingen i Fyns Amts Avis viste:

Socialdemokratiet gik fra 30,5 pct. ved byrådsvalget til 21,0.

SF gik fra 14,9 pct. til 4,0 (nej, det er ikke en slåfejl!)

Tværsocialisterne fik fra 3,3 pct. til 3,0.

Enhedslisten fik fra 3,3 pct. til 10,0

Radikale gik fra 2,2 pct. til 6,0.

Liberal Alliance gik fra 0,0 pct. til 5,0.

Venstre gik fra 29,0 pct. til 27,0.

Konservative gik fra 7,6 pct. til 6,0.

Dansk Folkeparti gik fra 7,0 pct. til 4,0.

12 pct. svarede ”Ved ikke”.