Curt Sørensen talte - alle ku' høre ham.

De stod der. Helt stille. I en lang række foran scenen, hvor den socialdemokratiske borgmester Curt Sørensen talte. Og han talte, så alle, der deltog i fagbevægelsens 1. maj-arrangement i Krøyers Have, kunne høre det. Ingen afbrød ham. Ingen buhede ad ham. Helt stille stod de i deres gule og grønne t-shirts med teksten ”Syg i Svendborg” påtrykt. Som en protest mod kommunens behandling af syge og nedslidte borgere. En stille protest, som arbejderbevægelsen har gennemført mange af i årenes løb. Et helt traditionelt og værdigt våben blandt mange i arbejderbevægelsens arsenal.

Den protest har gjort LO-Sydfyns formand, SF’eren Tonni Hansen, voldsom vred. Og han har delt sin vrede ud på ”Syg i Svendborg”s Facebook-side:

”Det var en uanstændig og barnagtig manifestation på fagbevægelsens 1. maj arrangement i Krøyers Have i dag. Den disrespekt for fagbevægelsens kampdag og vor fejring af vores historiske resultater på kampdagen, med de taler som vi ønsker at høre og se på vort arrangement, forstår jeg ikke. Men jeg kan kun opfatte det således, at Syg i Svendborg vendte ryggen til den sydfynske fagbevægelse. Derfor forlader jeg hermed gruppen”.

Man får lyst til at udbryde et: Herregud da!

Skal der ikke mere til at gøre LO-formanden … pigesur? Der var jo ingen, der ødelagde noget som helst. Der var – som nævnt – ingen, der buhede eller forsøgte at forhindre borgmesteren i at tale. Der var ingen, der opførte sig uanstændigt eller barnligt. Der var ingen, der vendte fagbevægelsen ryggen. Tværtimod har mange af de sygemeldte svendborgensere, som deltager i ”Syg i Svendborg”, fået god hjælp af socialrådgivere i den sydfynske fagbevægelse i det, der indimellem ligner en helt umulig kamp mod den kommune, som trækker disse i forvejen hårdt belastede mennesker gennem vanvittige arbejdsprøvninger i tre-fire-fem år. Som nægter dem fleksjob, fordi de er for syge, og nægter dem førtidspension, fordi de er for raske. Som derefter overlader dem til at søge kontanthjælp – som de bare ikke kan få.

Det er kommunen, der med en sådan barsk linje vender de syge og nedslidte borgere ryggen – og vender fagbevægelsen ryggen. Det ville en lille snes mennesker – stille og anstændigt – gøre opmærksom på, da borgmesteren talte. Det var såmænd bare det.

I mere end et år har de samme mennesker – og mange flere – hver lørdag demonstreret på Centrumpladsen for at få kommunen til at føre en anstændig politik overfor nogle af samfundets svageste medborgere. Hvor mange gange er det lige, LO-formanden har været med dér? En gang. Ja, én gang – sjovt nok lige den lørdag, hvor han skulle interviewes til TV 2 Fyn. Så at han forlader gruppen, tja, det får vist ikke den store betydning. Ikke for gruppen, men måske for Tonni Hansens omdømme.

Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste medborgere. Det skal en fagbevægelse også. Og der har været faglig støtte til protesterne mod kommunens behandling af syge og nedslidte borgere. Også på Centrumpladsen om lørdagen – og som nævnt sørme også en enkelt gang fra Tonni Hansen. Mens derimod hans næstformand i LO, FOA-formand Lisa Pihl direkte har modarbejdet protesterne – ved at opfordre sin forbundsformand, Dennis Kristensen, til ikke at stille op som taler, da ”Syg i Svendborg”s lørdags-protester for nylig fyldte et år. Det fik hun nu ikke succes med.

I sin tale i Krøyers Have opfordrede en anden taler, Metal-formand, Jørn Jensen, ”Syg i Svendborg” til at gå dialogens vej i forhold til kommunen. Nu kræver en dialog som bekendt mindst to parter. Og der har været dialog mellem de to parter. Noget resultat er der bare ikke kommet ud af det. Kommunen fortsætter sin hårde linje overfor de syge og nedslidte borgere. Hvad er der så at snakke videre om? Hvad formål har en dialog så?

Det svendborgensiske socialdemokratiske regionsrådsmedlem, William Jensen, bakker på ”Syg i Svendborg”s Facebook-side op bag Tonni Hansen. Han skriver:

”Som du tydeligvis kan se så forstår de ikke hvad du skriver. Når du skriver, at det er talere som LO Sydfyn har INVITERET, og dermed givet dem en talerstol således, at vi som medlemmer kan høre hvad de har at sige, så er det ikke kun en uanstændig handling over for LO Sydfyn, men over alle de øvrige deltagere. Det er ret utrolig, at de personer kommer på det de kalder ANSTÆNDIGHEDENS PLADS !”

Hvis William Jensen ikke kunne høre, hvad borgmesteren sagde, så må det være, fordi han trænger til et høreapparat. Den fredelige manifestation foran scenen har da i hvert fald ikke skylden. Det var en tavs manifestation.

Så ærligt talt – det uanstændige og barnagtige denne 1. maj er da LO-formandens pigefornærmede reaktion på, at en gruppe svendborgensere brugte et af arbejderbevægelsens traditionelle, fredelige midler til at manifestere en stille protest mod en politik, som har ødelagt mennesker. En politik, som Curt Sørensen – som borgmester – står som eksponent for. En politik, som har knust håb og værdighed hos mennesker, der uforvarende er kommet i en situation, hvor de har været tvunget til at søge hjælp hos kommunen. Men som i stedet for en hjælpende hånd er blevet mødt med mistænkeliggørelse, mistænkeliggørelse og endnu mere mistænkeliggørelse.