Comedieteatret på visit med Elling i Nærkontakt

Jesper Asholt og Henrik Lykkegård i Elling i Nærkontakt.

Svendborg Teater afslutter sin sæson på værdigste måde de næste to dage, torsdag og fredag, med Comedieteatrets opførelse af Elling i Nærkontakt.

En rørende komedie som bliver fabelagtigt spillet af først og fremmest Henrik Lykkegård som den småneurotiske Elling med de autistiske træk og en levende fantasi.

Elling blev alene for fem år siden, da mor døde. De havde levet sammen i 40 år på godt og ondt, og hun dukker også op nu og da forestillingen igennem med en trøstende hånd, når livet bliver for hårdt. Vi møder ham først i en meget rodet lejlighed – gråt i gråt med pizzabakker og papbægre på gulvet. Han har lige læst nyhederne, og alle verdens ulykker tager han på sine skuldre.

Ind kommer så hans ven Kjell Bjarne, spillet af Jesper Asholt. Han er blevet smidt ud af kæresten, og flytter nu ind på sin gamle plads ved siden af Elling i sovesofaen, og de får sat skik på lejligheden. Grunden til bruddet er hans hang til pornofim, som han låner af Elling, som altså slet ikke er interesseret i den slags, men bare har en masse videoer.

Nu lever de to venner så sammen igen, mens de søger efter kærligheden. Kjell Bjarne vil gerne have kæresten og hendes lille Monica tilbage. Og Elling har forelsket sig i pølsedamen, som han køber hotdogs hos. Han er sikker på, hun hedder Elise, for det er det kønneste navn, han kender. Kun rene, sunde piger hedder Elise! Da hun senere viser sig at hedde Lone, er det så også i orden. Hun hedder heldigvis hverken Yvonne eller Linda, da det er navne for pornostjerner og ludere!!

De to mænd bor så der med deres kvaler. Rejdun kommer på besøg, og vil egentlig gerne have Kjell Bjarne tilbage, men nu er barnefaderen også dukket op igen, så hun ved ikke rigtigt. Og Elling må mægle, og når det bliver for svært ty til et kælderrum for at få styr på tankerne.

Der er jo også ham Frank fra kommunen, der egentlig er flink og skal hjælpe, men bare spørger om så meget, som ikke er let at svare på. Og Elling skal tage sig af det hele, for Kjell Bjarne mener bare, at de begge to er tossede, og at det nok skal gå, hvis bare Elling kunne lade være med at lyve hele tiden.

En overgang ser det faktisk ud til, at alt vil lykkes. Elling hører den sætning af pølsedamens mund, han har ventet på hele livet: “Vi kan da godt drikke en kop kaffe på Felix”.

Men selv efter at være vel ankommet, fulgt derhen af Kjell Bjarne tre timer før, går det selvfølgelig rent galt. Løgnene tager fuldstændig overhånd, og vi siger farvel til Elling på Den Lukkede.

Kirsten Peüliche har instrueret, og Marianne Nilsson står for den interessante scenografi. I birollerne ses Julie Carlsen, Lykke Scheuer og Henrik Vestergård.