Sigøjnerjazz – en herlig ting

Sigøjneren Django Reinhardt tjente penge som musiker fra dreng af. I starten af 30’erne begyndte begyndte han også at interessere sig for jazz, og få år efter havde han sit eget band og kunne i 1934 danne sin siden så berømte kvintet og husorkester på den vigtigste jazzklub i Paris.

Django Reinhardt var hovedarkitekten i udviklingen af den såkaldte sigøjnerjazz. Ligesom Leo Mathiesen, Svend Asmussen og andre udviklede en jazz-stil med særlige træk i Danmark på grund af adskillesen fra USA under 2. verdenskrig, var dette i høj grad også tilfældet i Paris. Spillestilen er elsket den dag i dag og bliver dyrket og fremført – f.eks. i Svendborg på Hansted tirsdag aften til stor tilfredshed for publikum.

Violinist og kapelmester Kurt Mortensen havde været nødt til at sygemelde sig, men situationen blev reddet. Personligt fik jeg også udvidet min musikalske horisont og kunne stifte bekendtskab med harmonikaspilleren Kristian Rusbjerg. En forholdsvis ung mand, men hvor er han dog dygtig, og hvor han evnede at glide ind i det øvrige band. Det skete på den plads, hvor der traditionelt skiftes ud. Andet melodibærende instrument, som typisk kan være klarinet, violin eller harmonika (det første er selvfølgelig solo-guitaren) .

Repetoiret var Django. Det består traditionelt af Django-kompositioner (som regel med franske titler) og amerikanske standards, som han arrangerede og gjorde til sine egne. Fra første sæt har jeg lyst til at fremhæve ”It had to be you” og en herlig hurtig udgave af ”Minor Swing”, hvor den glimrende bassist fik vist, at han også kan spille ”Slap-Base”. Både single-guitarist og rytme-guitaristen spillede på at par specielle håndbyggede guitarer (næsten ens), som man godt ku’ blive lidt misundelig af at sidde og kigge på, velvidende at det talent, de blev betjent med, ikke ville følge med: Jeg skal lige love for, et det var et par kompetente herrer.

I andet sæt fik vi ud over en perlerække af klassikere bl.a. “Je suis seul cet soir” fortalt lidt om personen Django. Bl.a. historien om hvordan hans hånd blev invalideret på grund af en brand i hans sigøjnervogn. Det er ikke for at være uhøflig, at jeg ikke nævner musikernes navne. Jeg opdagede for sent: De står hverken i programmet eller på nettet. Ikke destomindre: Kender du ikke Gypsyswing, Manouche eller hva’ man nu har valgt at kalde sig, så sku’ du ta’ og prøve. Gør du, kan du roligt vælge Kurt Mortensens og Kristian Rusbjergs legekammerater, selvom jeg ikke i denne stund kender navnene. Det er dejlig musik.