Førtidspension op på dagens byrådsmøde

Hanne Bæk Olsen, socialdemokratisk borgmester i Silkeborg.

Tre fredage i træk har sygemeldte borgere i Silkeborg protesteret foran byens Jobcenter – inspireret af den aktion på Centrumpladsen i Svendborg, som nu har fundet sted syv lørdage i træk med krav om anstændighed i kommunens behandling af sygemeldte borgere. Protesterne i Silkeborg har givet resultat. Nu vil byens socialdemokratiske borgmester, Hanne Bæk Olsen, ansætte en uvildig rådgiver  – en såkaldt borgerrådgiver – til at gennemgå alle sygedagpengesager fra 2010 for at sikre, at ingen uretmæssigt er kommet i klemme.

”Vi vil gerne være sikre på, at der ikke er borgere, der er kommet i klemme i systemet”, siger Hanne Bæk Olsen til Midtjyllands Avis. Og hun fortsætter: ”Grunden til, at borgerrådgiveren skal koncentrere sig om sager fra 2010 er, at Silkeborg Kommune netop i 2010 indførte en række økonomiske stramninger, der lagde ekstra pres på sagsbehandlerne i Jobcenter Silkeborg”.

Den uvildige rådgiver skal – efter at have gennemgået sagerne – kunne indstille dem til revurdering hos Jobcenterchefen. ”Det er en stor indrømmelse fra Silkeborg Kommune, og vi håber, det kan hjælpe nogle af de trængte mennesker”, siger Pernille Natasha Sidorenco, en af initiativtagerne til borgerprotesten i Silkeborg.

Som i Silkeborg blev der også i Svendborg strammet voldsomt op i 2010. Svendborg har f.eks. Danmarks-rekorden i nedskæring i antallet af førtidspensioner. De blev halveret i 2010 i forhold til 2009.

Svendborgs NetAvis har spurgt Svendborgs socialdemokratiske borgmester Curt Sørensen, om han vil følge eksemplet fra sin borgmester-kollega og partikammerat i Silkeborg. Det vil han ikke. ”Vi har skrevet til ministeren og bedt ankestyrelsen om en vurdering. Det rækker for nu”, siger han i en mail til netavisen. På grund af påske har det ikke været muligt for netavisen at få kopier af de to breve.

Grete Schødts, socialdemokratisk formand for byrådets Arbejdsmarkedsudvalg, har indkaldt de protesterende i Svendborg til et såkaldt dialogmøde 5. maj på AOF i Vestergade. Men allerede i dag vil den voldsomme nedskæring i antallet af nytilkendte førtidspensioner blive taget op i byrådet.  Det har Enhedslistens byrådsmedlem Jesper Kiel bebudet på Facebook-siden Syg i Svendborg.

Byrådet skal på dets møde i dag behandle Årsberetning og Regnskab 2010 – det vil sige for det år, hvor mange sygemeldte og nedslidte svendborgensere har oplevet at løbe panden mod en mur og få nej til førtidspension, selv når de var indstillet til det af en sagsbehandler på Jobcentret. I årsberetningen er det da også nævnt på side 96 i den 97 sider store beretning – med to linjer: ”På førtidspensionsområdet har der været et mindreforbrug, hvilket skyldes færre antal førtidspensionister end forventet. Der har været færre nytilkendelser af førtidspension, hvilket skyldes nye tiltag på førtidspensionsområdet”. Så lidt altså om noget, der betyder så meget for mange mennesker.

Jesper Kiel finder det utilfredsstillende, at der ikke står mere om politikken på førtidspensionsområdet. ”Der burde stå noget om de menneskelige omkostninger, den nye praksis har haft”, skriver han på Facebook-siden.

Svendborgenseres halve times protest hver lørdag for anstændighed har i øvrigt ikke kun spredt sig til Silkeborg. Nu har de første protester også været holdt i Holstebro, Gilleleje og Helsinge. Borgere, der er kommet i klemme i systemet, mødes typisk via Facebook-gruppen ”Støt sygdomsramte som er kommet i klemme i systemet”.

På Facebook er der i øvrigt mødesteder for utilfredse borgere fra en lang række kommuner. Lige som i Svendborg hedder grupperne Syg i  – efterfulgt af kommunenavnet. Der er grupper i Egedal, Frederikshavn, Ikast-Brande, Lejre, Gribskov, Aalborg, Frederikssund, Frederiksberg, Halsnæs, Helsingør, Høje-Tåstrup, Vordingborg, København.