Verdens bedste skole – hvad er det egentlig?

Af Emil Dyred, folketingskandidat, Det Radikale Venstre.

FOLKETINGSVALG/11: Verdens bedste folkeskole. Vi skal være i top fem. Eller blandt verdens ti bedste. Målsætningerne for den danske folkeskole fyger igennem luften fra alle sider. Uanset hvor man lægger ambitionsniveauet, løber man dog hurtigt ind i en række problemer. Det gode spørgsmål er nemlig, hvad det egentlig vil sige at være verdens bedste skole? Betyder det, at eleverne skal vide hvilken flod, der er Europas længste, eller hvordan man staver til onomatopoetikon? Skal eleverne hellere være it-kompetente projektmagere, der selvstændigt kan definere rammerne for deres læring? Eller måske ligefrem socialt kompetente og demokratisk dannede netværkere, der kan arbejde i grupper og manøvrere ubesværet i sociale sammenhænge? Eller skal de allerhelst kunne det hele på en gang?

Alt efter hvad man måler på, er den danske folkeskole enten en af de bedste skoler i verden eller ganske middelmådig. Hvad angår elevernes trivsel og sociale kompetencer går det rigtig godt. Når det kommer til læse- og regnefærdigheder og elementær paratviden halter vi bagefter. Den oplagte konklusion er, at vi må bevare det, der er godt og forbedre det, der ikke lever op til de stigende internationale standarder. Men problemet er ikke helt så simpelt.

I mange af de skolesystemer, hvor eleverne har en højere grad af paratviden, trives de selvsamme elever meget mindre socialt, og de er slet ikke så selvstændige som deres danske jævnaldrende. På den anden side er det danske fokus på projektarbejde med til at mindske de svageste elevers mulighed for at lære basale færdigheder gennem repetition og overhøring.

Det er tilsyneladende umuligt at nå alle mål på samme tid. Betyder det, at vi skal opgive at ændre status quo og acceptere en folkeskole, der nok er god til trivsel og demokratisk dannelse, men kun middelmådig til indlæring af viden?

Svaret er naturligvis nej. Men vi skal heller ikke drukne skolerne i regler, elevplaner og nationale tests i forsøget på at rette op på fagligheden. I stedet bør vi rette vores fokus mod de konkrete strukturproblemer, der findes i folkeskolen.

Et godt sted at starte er at gøre op med ideen om læreren som en universalunderviser.

Det har i meget lang tid været selvforståelsen hos de danske folkeskolelærere, at evnen til at undervise var langt vigtigere end lærerens viden om det enkelte fags indhold og undervisningsformer. Det har ført til en situation, hvor undervisningen i folkeskolen i vidt omfang varetages af folk, der ikke selv har fået nogen egentlig uddannelse i det konkrete fag. Kun hver ottende lærer, som underviser i natur/teknik, er for eksempel uddannet i faget. Samtidig har kun halvdelen af de lærere, der underviser i natur/teknik reelt kompetencer, som svarer til at have taget det som linjefag. Den situation er naturligvis helt uacceptabel. 

Vi skal insistere på, at folkeskolens undervisere kombinerer deres pædagogiske indsigt med konkret faglig viden i de fag, de rent faktisk underviser i. Det kræver en komplet omstilling af folkeskolens ansættelsespolitik og arbejdsdeling. Samtidig er der brug for en markant opprioritering af lærernes efteruddannelse. Under halvdelen af de midler, som kommunerne har haft til rådighed til efteruddannelse af lærere, er blevet brugt de sidste fire år. Det skyldes blandt andet, at kommunerne selv skal betale vikardækningen. Det er en bremse på vidensudviklingen i det danske samfund fremover. Derfor skal vi sætte os et konkret mål om, at alle lærere skal have linjefagsuddannelse i de fag, som de underviser i. Radikale Venstre har foreslået, at det krav skal være opfyldt inden for fem år. Det er ikke en dag for tidligt.

Samtidig skal vi sætte den enkelte skole fri. De sidste 10 år har skolerne skulle forholde sig til 34 ændringer af de love, der udgør grundlaget for undervisningen. Langt de fleste har medført øget ensretning og kontrol. Det er en helt utidig styring fra Christiansborg, der fratager lærere, elever og forældre medejerskabet over undervisningen.

Den bedste undervisning tager udgangspunkt i de elever, der skal undervises. Derfor er det vigtigt, at hver enkelt folkeskole får mulighed for at fastlægge sit eget værdigrundlag og opstille sine egne mål for elevernes udvikling. På den baggrund kan skolen åbent redegøre for, hvordan den vil evaluere sit arbejde – det giver lærerne stof til forbedring og forældrene mulighed for at følge med.

Det er en udbredt misforståelse, at den danske folkeskole skal sammenligne sig med Singapores. Danske elever skal heller ikke efterligne kinesiske børns stræben. Det er hverken rimeligt eller nødvendigt at forlange, at elever på ti år bruger fem timer på lektier om dagen. Tilbagevendende nationale tests vil kun udskille og opdyrke en lille gruppe eliteelever. Den danske folkeskole skal tværtimod være dansk med alt, hvad det indebærer af kulturværdier. Det betyder ikke, at der ikke er plads til forbedringer. Men de skal bygge på det, der allerede er: Vores skole.

(Emil Dyred er Det Radikale Venstres folketingskandidat i Svendborg – se mere på dyred.dk)