En aften med Benny Andersen i centrum. (foto: Kalle Høver)

Visens Venner i Svendborg var fredag aften så venlige og gavmilde at invitere til Vise-aften med Benny Andersen i centrum. Der var fuldt hus, og de fremmødte blev ikke skuffede.

Det er lige før, at jeg tør udnævne den næsten nye Andersen (f. 1929) til dansk national-skjald – og det selv om han sjældent synger (offentligt). Det er jo ham, der har givet os Svante og Rosalina og de skønne viser, der handler om dem: Det meget levende fantasi-foster Svante (ham med den svampede tud) og den skønne Rosalina, der minder forbløffende meget om den dejlige kvinde fra Barbados, som Andersen var gift med engang.

Andersen har en fortid. Ikke at den er dyster; snarere tværtimod. Hans debut-digtsamling fra 1960 hed – næsten profetisk – ”Den Musikalske Ål”. Som moderne lyriker udmærkede han sig ved at være mere munter og nemmere læst end sine samtidige, og han har i alt fået udgivet næsten tyve digtsamlinger.

Men Andersen var også musiker – pianist. I 1972, efter han har mødt Poul Dissing, udkommer Svantes Viser, og et nyt lykkeligt makkerskab er opstået på den danske visescene. Frem til 98 udkommer otte visesamlinger, og Andersen og Dissing bliver folke-eje.

De svendborgensiske visevenner havde samlet en fin buket af sange, som blev præsenteret af Vivian, som også fortalte lidt af Andersens historie. Bl.a. fik vi den dejlige ”Vise til Forårssolen” sunget af Finn. Og Lise sang ”Vennesangen”, som er helt tilbage fra 84, men stadig virker lige frisk. Det er her, man finder linjerne ”du kan være tynd eller temmelig fe – bare du kan holde på en hemmelighed”…. jamen er det ikke mageløst? I ”Skvalderkålblues” fik akkompagnatør, pianisten Svend-Erik, lejlighed til at føre sig frem som blues-musiker, hvilket selvfølgelig gav fortjent bifald.

I disse arrangementer med visens venner er der traditioner, der skal følges. Der synges fællessange ind i mellem, og der er indlagt en pause, hvor de fremmødte kan nyde medbragt vådt og tørt.Og der kunne synges fødselsdagssang for Mimi, der blev over firs.

Efter pausen var vi nået til sangene om Svante og Rosalina. Hvor sangene om Svante er venligt skosende, er dem om Rosalina (læs Cynthia, som hustruen fra Barbados hed) de rene kærlighedserklæringer – bl.a. sunget af Ove, fhv. kromand med stor kraftig stemme og alderspræsident på scenen: ”…det haster ikke spor med at stå op…” eller…”sind mod sind og hud mod hud…”. Hva’ si’r i så? -skrevet af Andersen som ca. 65-årig. En aften med dejlige viser viser, gode fremførelser og opløftende fællessang. Og om en månedstid sker der noget igen: Visens Venner i Svendborg er vært for gæster fra Visens Venner i Århus; og det skal nok blive hyggeligt.

Ove, alderspræsident, for fuld udblæsning. (foto: Kalle Høver)