Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Elefanten jager mus. Jyllands-Posten gungrer videre i sin kampagne mod dem, man mistænker for at have tænkt anderledes end Jyllands-Posten for fyrre år siden.

Og jeg sidder og tænker på den fantastiske historie, der ikke kan fortælles. Tænk, hvis arkiverne blev åbnet, PET og FE, ministerier og forsvaret og det hele. Tænk, hvis hele dette koldkrigsdrama kunne foldes ud for os. Hele dette net, der var kastet over os. Hvor mange stikkere var der rundt omkring? Hvem havde de plantet i organisationer og partier på venstrefløjen, så de kunne infiltrere og rapportere? Var det som i DDR sådan, at ens bedste venner, ens kæreste eller ægtefælle kunne være ansat til at skrive rapporter om en?

I PET-kommissionens rapport kan man læse lidt om efterretningstjenestens metoder. I ét tilfælde sendte de en erklæret nazist til DDR, så han kunne udlevere korrekte oplysninger om danske trotzkister til Stasi – det skulle være en godbid, som de kunne bruge til en byttehandel.

Der står om breve i hule træer, hemmelige mødesteder og al den slags, PET åbenbart gør brug af – som klippet ud af en Jan-bog eller noget af Enid Blyton.

Vi ved, at Løkke hjalp rabiate islamister, at Brian Mikkelsen fik penge af apartheidregimet til disinformation i Danmark, at Jørgen Schleimann arbejdede i årevis på CIA’s kontor i Paris, at Bent Jensen sad i det rådgivende udvalg for CIA’s propagandasender, at Henning Jensen og hans Demokratisk Alliance blev betalt af Saigon-styret, at Danmarks Radio uændret og uredigeret bragte indslag, fabrikeret af CIA uden at fortælle, hvor de kom fra, at CIA gav økonomisk støtte til ungdomsorganisationer som DSU og tidsskrifter som Perspektiv…

Men vi kender slet ikke omfanget af aktiviteterne.

Det er den samme lille énsporede historie, der fortælles igen og igen og igen. Vi får kun den samme lille luvslidte flig af det store og brogede tæppe.

Hele historien får vi nok først om hundrede år eller mere. Alt er låst inde og forseglet.

Derfor aner vi ikke, hvad der egentlig foregik under den kolde krig. Skal vi skrive om det, må vi tage det, vi ved, og digte videre. Vi må forvandle historien til fiktion. Det kunne blive nogle spændende og dramatiske romaner.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).