Lars Madsen.

Lars Madsen.

Af Lars Madsen

Synes der er brug for besindelse og almindelig kølig omtanke ovenpå valgresultatet i går, inden mine mange røde venner på Facebook & elsewhere kaster sig ud fra broer og tårne, hensynker i spirituøs depression eller begynder at studere boligannoncer i Malmø-området.

Jeg kan sagtens følge bekymringen for, hvordan især vores udlændinge- og flygtningepolitik kommer til at se ud. Og jeg registrerer med skam på nationens vegne, hvordan vi i de internationale medier fremstilles som en flok nationalegoistiske, racistiske og selvtilstrækkelige tumber.

Men der er sgu da også lyspunkter – endda flere af slagsen.

For det første bør det jo ikke komme bag på nogen, at Helle Thorning-Schmidts regering ikke overlevede den første lejlighed, vælgerne fik til at markere, hvad de synes om den politik, der er blevet ført i de sidste 3,5 år.

Man kan ikke love ”fair forandring” og ”velfærd frem for skattelettelser” inden et valg, for bagefter – når mandaterne er talt op – med larmende konsekvens at føre grundlæggende borgerlig økonomisk politik på kerneområderne finansieret af offentlige besparelser, uden at ret mange af de, som stemte for netop velfærden og forandringen, føler sig alvorligt pisset på.

Det, der overraskede mig mest i går, var faktisk, at det forventelige – og også fortjente – valgnederlag til rød blok ikke blev større. Det drejer sig om 160.000 stemmer, hvilket er billigt sluppet i forhold til de ratings, regeringspartierne lå på i meningsmålingerne for et år siden.

Når det ikke gik helt galt, skyldes det bl.a. den mest blærede – og helt sikkert perverst dyre – socialdemokratiske valgkampagne, som jeg mindes at have set. Startende 1. januar med statsministerens nytårstale og accellererende i tempo og omfang op til valgets udskrivelse for tre uger siden, hvor den eksploderede i et orgie af billboards, annoncer, video’er på nettet, TV-spots og lalleglade DSU’ere med røde roser.

En kampagne, der i den grad har manglet politisk substans og sine steder lidt for hæmningsløst har spillet på regeringschefens indiskutable fotogene kvaliteter. En kampagne der i sin kynisme og sin til tider rå spekulation i frygt og fordomme har sat nye laveste standarder for almindelig anstændighed i den politiske debat. Ren populisme, manipulation og americana, hvis man spør’ mig, men altså ganske effektivt.

Det, der var ideen med det hele, nemlig at frelse de bortløbne socialdemokratiske vælgere fra Pia K’s klamme omfavnelser, lykkedes imidlertid ikke. Den socialdemokratiske fremgang i går er først og fremmest betalt af De Radikale og af SF, som i løbet af valgkampen regulært druknede i den socialdemokratiske propaganda-tsunami og aldrig fik et ben til jorden i det, der i medierne blev fremstillet og hypet som en amerikansk valgkamp mellem to kandidater.

Så sammenfattende noget lort, men det kunne sagtens være gået meget, meget værre.

Når det ikke gjorde det, skyldes det i høj grad også, at regeringsalternativet – personificeret af Lars Løkke Rasmussen – under det meste af valgkampen tumlede rundt i samme groggy tilstand, som de gæve socialkammerater Henrik Sass Larsen og Rustbankeren fra Odense demonstrerede på landsdækkende TV på valgaftenen.

Man sendte partiformanden – hvis troværdighed i forvejen var på niveau med en midtjysk brugtvognsforhandlers – i felten med et par mærkesager, som viste sig at bygge på halve løgne og tendentiøse fortolkninger.

Man lod statsministerkandidaten rable løs om nulvækst, erhvervsfremme, skattelettelser i top og bund og opbremsning af flygtningetilstrømningen, men havde ikke noget, der blot svagt mindede om en samlet plan eller bare en løs skitse til, hvordan det hele skulle kunne lade sig gøre på en gang og samtidigt.

Man slap Støjsenderen og Sophie Løhde – Venstres notoriske skrigeballoner – løs i medierne, hvor tonen blev så skinger og påstandene så forløjede, at Hr. og Fru Danmark ude i stuerne skyndte sig at skifte kanal for at undgå at blive ramt af akut tinnitus.

Og man gav sig i valgkampens slutfase til at formulere en flygtninge- og ulandspolitik, som må have fået både Mogens Camre og Søren Krarup til at rødme af misundelse.

Det gad danskerne altså ikke at tage alvorligt, og resultatet kan aflæses af et valgresultat, som for Venstre nærmer sig det katastrofale. Ikke bare fordi partiet smed 13 – TRETTEN!! – mandater og opnåede det ringeste valgresultat i de sidste 25 år, men fordi Venstres vælgere i vid udstrækning gik til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som er partiets nærmeste konkurrenter til magten i blå blok.

Så nu sidder en sønderslået og mørbanket Lars Løkke Rasmussen mellem en selvbevidst og målrettet Anders Samuelsen og en Kristian Thulesen Dahl i Godzilla-størrelse og skal forsøge at danne en borgerlig regering. Det bliver op ad bakke og modvind for Lille Lars fra Græsted, som godt nok påstår, at han er i kanonform, men allerede ligner et slingrende ringvrag ved tanken om, hvad der venter ham i de næste uger.

Hans største problem er indiskutabelt Dansk Folkeparti. Partiet er i de sidste 15 år nogenlunde vokset støt ved valg efter valg – og i går eksplosivt med 15 nye mandater, hvoraf de fleste er hentet hos Venstre. Når det er lykkes Dansk Folkeparti at fastholde denne ret imponerende vækstrate, skyldes det især, at partiet har haft en virtous evne til at fremme sine få men prægnante mærkesager – alle 3-4 stykker af slagsen – uden at tage ansvar for noget som helst. Undtagelsen var valget i 2011, hvor DF smed 1,6 %, fordi partiet havde været fedtet lidt for meget ind i VK-regeringens finanslove.

Er der noget Thulesen Dahl og Co. kan, er det at afkode valgresultater og meningsmålinger. Det SKAL man kunne, når man er et populistisk projekt som Dansk Folkeparti. Så Thulesen Dahl ved, at ethvert politisk kompromis har en pris og vil ud fra sin nye styrkeposition i regeringsforhandlingerne gøre alt for, at det ikke er Dansk Folkeparti, der kommer til at beale den.

Desuden ved han også, at de ekstra 15 mandater, som han hentede i går, kun er til kortvarig låns, hvis han ikke leverer, hvad de håber at få hos Dansk Folkeparti.

Og det er lige her, at vi er nødt til at bruge lidt tid på Dansk Folkepartis vælgere, som vi – i hvert fald nogle af os – har for vane over en kam at afskrive som småracistiske, ligusterfascistiske landsbytosser. Dem er der sikkert en del af, men det store flertal er pensionister, deltidsbeskæftigede, ufaglærte, lavtuddannede og marginaliserede danskere fra de laveste socialgrupper – fra udkantsdanmark, fra randområderne, fra forstæderne, fra bøh-landet og fra provinsbyerne i Sønder- og Nordjylland.

Det er – sammen med de ghettoiserede indvandrergrupper på overførselsindkomst – det postindustrielle proletariat, som føler sig ladt tilbage og ladt i stikken af moderniteten, globaliseringen, teknologien og omstillingerne. Hvis umiddelbare frygt og skepsis overfor flygtninge og indvandrere snarere skyldes frygten for det ukendte og forandringen, end det skyldes racisme og xenofobi.

Mennesker, der føler sig overset og overhørt af den politiske elite, af medierne og af en samfundsproces, som dybest set heller ikke tager dem, deres dagligdag, deres værdier og normer og deres eksistens alvorligt. Det er periferi overfor centrum – Frederikshavn overfor Indre By.

Læg oveni disse så de senest ankomne, som skaffede Dansk Folkeparti de sidste 15 mandater i går. For nogles vedkommende er det flere af ovenstående kategorier. For andres vedkommende drejer det sig om bortløbne SF’ere og Socialdemokrater, som forlod rød blok ved valget i 2011 for – efter et kort ophold hos Venstre – nu at vandre videre til Dansk Folkeparti. En gruppe af marginalvælgere, som sociologisk ikke adskiller sig væsentligt fra de klassiske DF-vælgere, men som mere har ladet sig lokke af Dansk Folkepartis sociale profil, dets EU-skepsis og dets trygheds-dagsorden mod rumænske hjemmerøvere og polske jordbærplukkere end af partiets generelle udlændingepolitik.

De stemte på SF og Socialdemokratiet i 2007, på Venstre i 2011 og blev begge gange råbollet godt og grundigt bagi. I går stemte de på Dansk Folkeparti, og hvis de skal blive ved med det, skal der leveres ved Kasse 1. Ikke med fedtede forhøjelser af ældrechecken eller et par toldere i Tønder, nej, nej, der skal helt andre boller på suppen.

Det er dagpengene, det er førtidspensionerne, det er øgede tilskud til fleksjobs, som står forrest og som er lovede sociale genopretninger af Dansk Folkeparti. Det er i næste ombæring forbedringer af ældreplejen, af daginstitutionsområdet og af sundhedsvæsnet. Det er strukturændringer, hvor vækststrategien også omfatter randområderne. Det er dyrt – stinkende dyrt – og derfor alt andet end ”nulvækst i det offentlige”. Men hvis det viser sig, at Dansk Folkeparti ikke kan eller vil levere varen, vil det kunne aflæses af meningsmålingerne allerede i efteråret.

Det ved Kristian Thulesen Dahl udmærket – og det navigerer han efter.

Det er derfor det rene skinbarlige vrøvl at forestille sig et nyt borgerligt regeringsgrundlag – med eller uden Dansk Folkeparti som aktivt regeringsparti – uden de fleste af disse elementer. Og så har vi balladen. Fordi Kristian Thulesen Dahl forhandler ud fra en styrkeposition – Lars Løkke ud fra et historisk lavpunkt. Et er, at Simon Emils stemme formodentligt omsider vil gå i overgang, når han skal stemme for social genopretning i Folketingssalen i stedet for det stik modstatte, som er LA’s politik. Noget helt andet er, at Venstre fra starten af regeringssamarbejdet må pakke en del af de sager, som Lars Løkke Rasmussen uafladeligt har talt om under hele valgkampen – nulvækst i det offentlige, skattelettelser, håndværkerfradraget og afgiftslettelser for erhvervslivet. Og dermed må sluge den gigantiske kamel, som det vil være selv at skulle begå de samme løftebrud overfor vælgerne, som han i 3,5 år har anklaget Socialdemokraterne for.

Sådan ser virkeligheden ud i stålindustrien, og derfor spår jeg det borgerlige flertal en kort levetid – og højest en valgperiode. Uenigheden mellem LA, Venstre og Dansk Folkeparti er ganske enkelt for stor og de politiske kompromisser, der skal indgås, hvis det skal få seriøs gang på jorden, vil være så dyre for de involverede partier i forhold til vælgeropbakning, at blå blok om 4 år næppe igen kan mønstre 90 mandater. Langtfra endda!

Om rød blok på det tidspunkt er klar med et reelt regeringsalternativ – og ikke mindst har lært af de sidste 3,5 år, hvad man IKKE skal gøre – blæser til gengæld i vinden.

(Lars Madsen, Frederikshavn, er tidl. medarbejder ved Oure-skolerne).