Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse 

I bund og grund er jeg så ked af det, at jeg egentlig kunne ligge på en øde ødemark og græde snot i dagevis, uden at kunne blive befriet for det, som tynger mig noget så voldsomt.

I sidste halvdel af 70’erne, hvor jeg arbejdede på Fyns Amts Avis som annoncekonsulent, skete der en teknologisk udvikling, som betød, at typograferne kunne smides på porten og erstattes af folk, som man tog ind direkte fra gaden.

Som tidligere tillidsmand for HK’erne på avisen (1974-1976) bekom det mig derfor ikke vel, at alle mine kollegaer på avisen for det sølle engangsbeløb på 500 kr. accepterede at udføre typografernes arbejde, som var konfliktramt. Sådan noget gør en lønarbejder ikke over for andre lønarbejdere.

Hele dette mærkelige hændelsesforløb endte med, at jeg blev foreslået og valgt som formand for HK i Svendborg afdeling på afdelingens generalforsamling i maj måned 1977.

To af de mennesker, jeg som aldeles nybegynder kom til at knytte mig tættest til, var afdelingssekretær i HK Svendborg afdeling Flemming Schødts og hans kone Grete Schødts.

Selv om jeg efterfølgende har haft et liv med et indhold, som mange formentlig ville være meget misundelige på, så har jeg aldrig mødt nogen mennesker på min vej, som har haft så stor betydning for mig som netop Flemming og Grete Schødts.

Og netop derfor er denne indledning nødvendig for mig, for at jeg i det hele taget tør være så konsekvent som til at fastslå, at Grete Schødts har smidt alle de utroligt smukke idealer over bord for at indtage rollen som en decideret sølle socialdemokratisk pamper.

En sådan konstatering er sgu da til at græde snot over.

Siden min tid som rystende usikker formand for HK i Svendborg er Grete Schødts via en post som afdelingsformand for Husligt Arbejder Forbund i Svendborg avanceret til at blive valgt som Socialdemokratiets folketingmedlem fra Svendborg-kredsen, og da dette højdepunkt var afsluttet, kom den folkekære og socialt bevidste Grete Schødts tilbage til sin fødeegn og blev formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Svendborg Kommune den 1.januar 2010.

Det var dengang, VK-regeringen med hjælp fra Dansk Folkeparti arbejdede intenst på at skabe så stor social og økonomisk ulighed i samfundet som over hovedet muligt.

Den 9. marts 2010 udsendte den daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg sine ministermål til alle kommuner, og derfor blev det formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Svendborg Kommune, Grethe Schødts, der skulle forholde sig til Venstre-ministerens politiske målsætninger.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg skrev den 9. marts 2010 i sin skrivelse til Grete Schødts, at hun krævede ”en styrket indsats for at begrænse antallet af personer på permanent offentlig forsørgelse”.

Denne målsætning var jo et ganske klart og velkendt udtryk for partiet Venstres opfattelse af syge mennesker, og derfor var det da også med fortrøstning, at det var den socialt ansvarsbevidste socialdemokrat Grete Schødts, der i Svendborg Kommune skulle forholde sig til Venstre-ministerens målbevidste angreb på landets langtidssyge mennesker. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Inger Støjbergs ministermål ikke var andet end henstillinger, idet en minister naturligvis ikke kan diktere, hvilken socialpolitik der skal føres i kommunerne, og da slet ikke i de socialdemokratiske kommuner.

Arbejdsmarkedsudvalget i Svendborg Kommune består af tre socialdemokrater, to Venstrefolk og en enkelt halvsøvnig SF’er, og dette udvalg blev enige om at følge beskæftigelsesminister Inger Støjbergs henstilling 120 procent, og vedtog helt klare retningslinjer i april 2010 for, hvordan Jobcentret i Svendborg skulle sikre, at langtidssyge mennesker ikke fik tilkendt den førtidspension, som de lovmæssigt egentlig var berettiget til.

Det værste var egentlig ikke, at Socialdemokraterne i Svendborg Kommune førte Venstre-politik. Det værste var faktisk, at formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Svendborg Kommune, Grete Schødts, den 18. maj 2010 begrundede Socialdemokraternes Venstre-politik med følgende udtalelse i Fyns Amts Avis:

”Lovgivningen er blevet strammere og strammere. Vi har nok været for gode til at give mange unge førtidspension.”

Læg mærke til, at denne udtalelse er fremsat af Grete Schødts den 18. maj 2010, og læg venligst også mærke til, at den sidste ændring i pensionslovens bestemmelser om kriterierne for tilkendelse af førtidspension er vedtaget i Folketinget i 2002.. Der var ikke foretaget nogen stramninger i 8 år!!!!!

Der var ingenting, der lovgivningsmæssigt var blevet strammet, når det gælder betingelserne for tilkendelse af førtidspension, og derfor har Grete Schødts fyldt både de syge og de ikke syge med en lodret løgn alene med det formål at gennemføre Venstres politiske målsætninger.

Nu har jeg selv personligt haft lejlighed til at konstatere, hvordan Jobcentret i Svendborg har praktiseret gennemførelsen af Inger Støjbergs og Grethe Schødts politiske målsætninger, og denne erfaring gør godt nok ondt langt ind i mit inderste. Endda i mit allerinderste.

Jeg vil derfor sige det på den måde, at jeg er dybt taknemmelig over for den Grete Schødts, som jeg mødte i 1977, men jeg har desværre absolut intet til overs for den asociale pamper, som Grethe Schødts har udviklet sig til i løbet af de efterfølgende 36 år.

Hold kæft, hvor gør det ondt i mit inderste, Grete!

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).