Hvordan kan han rumme så store modsætninger, kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorf? På den ene side beder han de ansatte være kritiske. ”Bland jer – kæft op”, skriver han. Og når så en ansat gør det i form af et læserbrev – så sender han noget, der ligner en irettesættende mail til hende. Med kopi til hendes chefer. Frede Jakobsen har en spids kommentar.

Kommunaldirektøren vil have kritik, men…

Af Frede Jakobsen

Engang – og det er længe siden – var jeg redaktør af Journalisten. Det var en udsat post, hvor der sjældent var vindstille. Næsten altid var der storm. Jeg omlagde nemlig dengang Journalisten fra at være et højtaler-organ for Journalistforbundets ledelse til at være et uafhængigt, mediekritisk magasin. Det syntes alle var godt. Undtagen altså, hvis mediekritikken ramte dem selv. Så var det alligevel ikke godt.

Og hvorfor kommer jeg til at tænke på det lige nu. Jo, jeg kom til at tænke på det, da jeg læste kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorfs mandagsbrev. Det er sådan et brev, kommunaldirektøren forfatter hver anden mandag på kommunens intranet. Som regel indeholdende nogle kloge overvejelser og tanker, som man kan være enig eller uenig i. Men som er en ekstra tanke værd. Således også med det seneste mandagsbrev, som omtaler en FTF-undersøgelse, der viser, at 51 procent af de offentligt ansatte ”frygter straf fra ledelsen, hvis de udtaler sig kritisk om deres arbejdsplads”. 28 procent holder ganske enkelt helt mund for at beholde jobbet.

Jeg vil citere lidt fra kommunaldirektørens mandagsbrev (som du i øvrigt kan læse i sin helhed ved at klikke her). Han skriver bl.a.: ”I en kommentar til undersøgelsen sagde Bente Sorgenfrey, FTF’s formand, at det ikke er reglerne på området, der er noget i vejen med. Det er der derimod med kulturen på de offentlige arbejdspladser. Det er nemlig ikke velset, at man kritiserer politikerne eller ledelsen. Sagde formanden. Desværre har hun ret. Reglerne er nemlig klare. Ytringsfriheden er beskyttet af grundloven. Og ombudsmanden har talrige gange fastslået, at ledelsen ikke kan indskrænke den. Så enkelt er det. Med virksomhedskulturen er det mere komplekst. Her kan man jo have mange forskellige subtile metoder til at undertrykke en debatkultur. Det er en skam. For sandheden er jo, at vi faktisk har brug for kritik. Kritik er en helt central forudsætning for, at vores arbejdspladser kan være innovative og udvikle sig. Det forudsætter, at der er nogen, der ser anderledes på tingene. Og tør sige det”.

”Vi skal derfor udvikle en kultur, hvor kritik er velset”, skrev kommunaldirektøren videre i mandagsbrevet, hvori han også flere gange citerede den kulturradikale, samfundsrevser Poul Henningsen. Bl.a. dette citat: ”Kritik er gødning på brakjord. Deraf den ramme duft til tider”. Og Erik Meldgård Bendorf sluttede sit mandagsbrev med følgende spørgsmål og svar: ”Mere kritik og debat? Ja, tak”.

Forfriskende ord, må man sige, fra den øverste administrative chef for mere end 5.000 ansatte i Svendborg Kommune. Men. Ja, selvfølgelig er der et men. Og det kommer nu: Men hvorfor agerer Erik Meldgård så, som han har gjort, overfor en kommunalt ansat, som har skrevet et læserbrev med kritik af kommunen? Hvad er nu det? Har han ikke lige opfordret de ansatte til at være kritiske? Jo, da. Men ikke desto mindre, så har han ageret ganske anderledes overfor Søs Phillip, som 14. maj havde et læserbrev i Fyns Amts Avis. ”Vi satte vores lid til det røde flertal”, hed læserbrevet. Hun kritiserede nedskæringerne på daginstitutionsområdet. Og hun kritiserede chefen for området, børn- og ungedirektør Jan Præstholm. I læserbrevet fortalte Søs Phillip, at hun er ansat ved kommunens daginstitutioner, men hun brugte ikke sin titel som daginstitutionsleder. Og hun underskrev sig med navn og privatadresse.

Så kan det da nok være, at hun fik svar på tiltale. Ikke i form af et svar – et mod-læserbrev – i avisen. F.eks. fra en af politikerne. Eller fra børn- og ungedirektøren. Eller for den sags skyld fra kommunaldirektøren. Sådan som led i en debat. Næ, hun fik en mail fra kommunaldirektøren – en mail, som hun modtog på sin kommunale mail-adresse. Med bl.a. følgende indhold: ”Du laver – efter min vurdering – et karaktermord på din direktør på baggrund af ting, som du tror, han har sagt! Det synes jeg simpelthen ikke, at du kan være bekendt”. En kopi af mailen har Erik Meldgård Bendorf – naturligvis – sendt til de to topchefer i det område af kommunen, hvor Søs Phillip arbejder. Det vil sige til børn- og ungedirektør Jan Præstholm og til børnechef Birgit Lindberg. Til Fyns Amts Avis onsdag sagde Erik Meldgård Bendorf: ”Når hun skriver et læserbrev, så må hun forvente, at der kommer reaktioner, og ligesom hun har ret til at ytre sig, så har jeg det også”.

Og det har han jo ret i, Erik Meldgård Bendorf. Selvfølgelig har han ret til at ytre sig. Han kunne jo f.eks. have skrevet et svar på kritikken og sendt det som et læserindlæg til avisen. Som et led i en debatkultur. Men det er noget helt andet, han gør. Han svarer med en mail til kritikeren med kopi til hendes chefer. Det er ikke en debat. Det er en advarsel. Om at holde kæft. Det minder om det, samme kommunaldirektør i sit mandagsbrev kaldte en ledelses ”mange forskellige subtile metoder til at undertrykke en debatkultur”.

Hvordan kan kommunaldirektøren skrive og agere så modsætningsfyldt, så det ligner Dr. Jekyll og Mr. Hyde? Det gode og det onde i én og samme person? Det kan hænge sammen med den del af kommunaldirektørens mandagsbrev, som vi endnu ikke har citeret her. Det kommer nu. For efter det ovenfor citerede – ”Vi skal udvikle en kultur, hvor kritik er velset” – fortsatte han selv med en ”men”. Det lyder sådan her: ”Men det stiller omvendt også krav til kritikerne. Det er nemlig – alt andet lige – lettest at modtage kritik, der formuleres konstruktivt. Kritik, hvor man går efter bolden og ikke efter manden. Det er også nemmere at håndtere kritik, hvis man selv er blevet konfronteret med indholdet først. Min opfordring skal være: ’bland jer – kæft op’. Og min bøn skal være: ’men gør det konstruktivt’.”

Det er det lille ord ”konstruktivt”, der er dræbende i denne sammenhæng. Når chefer opfordrer til kritik, men beder om, at den skal være konstruktiv, hvem definerer så, hvornår kritikken er konstruktiv og hvornår den er ukonstruktiv. Det gør chefen. Og tør man så kritisere? Man ved jo aldrig, om chefen vil karakterisere kritikken som ukonstruktiv. Sagen er jo, at når en ansat kritiserer, så er det altid konstruktivt. Alene det, at en ansat gider kritisere, det viser en eller anden form for ansvarlighed for arbejdspladsen. En ansvarlighed, som netop er konstruktiv. Det kan godt være, at chefen – eller cheferne – ikke er enig i kritikken. Men det er noget helt andet. Hvis det er modtageren af kritikken – specielt, hvis det er en chef – der skal definere, om en ansats kritik er konstruktiv eller ukonstruktiv, hvem har så lyst til at kritisere?

Og dermed er vi tilbage ved de fire-fem år, hvor jeg var i orkanens øje som redaktør på Journalisten. Med Danmarks måske mest kritiske læsere. Læsere, som i deres daglige arbejde skulle være kritiske overfor alt og alle. De mente dengang alle, at det var skide godt, at Journalisten blev et kritisk mediemagasin. Vel at mærke, når kritikken var rettet mod alle andre medier og journalister end dem selv og deres eget medie.