Allan Olsen fredag aften i Borgerforeningen.

Tre guitarer, en banjo og en mand klædt i slidte sorte jeans, grå skjorte og slangeskindsstøvler.

Scenen er sat til Allan Olsen-koncert i Borgerforeningen fredag aften. Ja, og så lige en fyldt sal med forventningsfulde publikummer.

Han går lige på med en stille ballade – “Stille Morgen”. Først da siger han godaften, og konstaterer at Vild med Dans må være overstået, da så mange er dukket op.

Midt i næste nummer er der en tilhører, der ikke har fået mobilen slukket, og den, der ringer op, kan åbenbart ikke sådan afvises. Først da Allan Olsen siger, at han da også godt vil snakke med ham, bliver der efter et bragende bifald ro.

Og så går det ellers deruda’ med nye sange fra Dalton-pladen, et par oversættelser og gamle numre krydret med anekdoter fra sangerens liv.

Der bliver skiftet guitarer, og Gibson Dowe de Luxen bliver hyldet med en sang, selv om Allan og Niels Hausgård ellers var blevet enige om, at det er en af de ting, man ikke skriver sange om. I det hele taget skriver Allan Olsen om emner, de fleste aldrig ville skrive sange om eller til. Malkekoen Rosa med det spændte yver, hans egen bil og nybagt rugbrød er bare et par eksempler på hans sære repertoire.

Men ligegyldig hvad den mand kaster sig ud i, er han så gennemmusikalsk og troværdig. Og han har publikum i sin hule hånd under hele koncerten.

Frie mænd med frie Valg er en af de alvorlige gribende sange, som bliver sunget med banjoakkompagnement, og selvfølgelig ikke en hvilken som helst banjo. Nej, Allan Olsen spiller banjo, ikke fordi han efter eget udsagn spiller særlig godt, men fordi han har råd til at købe et meget fint 5-strenget instrument fra 1896, som alle dygtige banjospillere så kan sidde og være misundelige på.

Og så har man fået hund! Det er ikke altid lige nemt. Når Allan går tur med hans hund (vil nødig være grammatisk ukorrekt mod en vendelbo), kan det sammenlignes med at gå med en neger i Alabama i 60’erne! Der er flere sande historier om fortrædeligheder på Mols-linien og bagerforretninger, når man er hundeejer.

Vi fik også Dronningesangen og Walzing Mathilda med fingerspil efter en historie om Allan Olsens møde med Hendes Majestæt under Århus Festuge, hvor han var på scenen med Symfoniorkestret og et jazzband fra København. Det, der kommer fra vor hovedstad, lader Allan Olsen sig nu overhovedet ikke dupere af. Hans hjerte ligger i randområderne. Det er det, han kender, og det er det, vi i Svendborg fuldstændig overgiver os til.

I slutningen af andet sæt må manden gå for sig selv et øjeblik. Og så sker der jo ikke meget på en scene i et one-man-show! Men han kommer tilbage og synger en sang om en gråspurv uden akkompagnement så rørende og sårbart. Koncerten sluttede med en sang om det hedengangne pop-band Bay City Rollers og et omkvæd om rugbrød.

Vi går ud i den lune vårnat opfyldte af ord og følelser fra det Olsenske univers. Og det er bestemt ikke så ringe endda.