Af Vivi Taulborg

Rammerne for aftenens koncert på Valdemars Slot var i top fredag aften, da bandet Runrig gik på scenen i efter haævandet års pause fra deres danske fans. Jeg havde glædet mig, så er det sagt. Jeg har fulgt Runrig gennem årerne på de danske festivaler, og jeg er en ihærdig en af slagsen. Bandet har leveret mange gode stunder for sit store danske publikum med deres gedigne bløde rock i topklasse. Hvor tilhørene trofast har klappet i takt til de meget let genkendelige toner med et “drys” af skotsk højland.

Men de modne skotter havde ikke meget “sus” i skørterne til aftennens koncert, selv om det blæste en stiv kuling fra nordvest. Bandet lagde blødt ud, men det blev svært for dem at holde gejsten oppe på deres ellers trofaste publikum, selv om forventningens og gensynets glæde havde været stor både for en gammel festivalgænger som undertegnede og temmelig sikkert også fra de 4000 andre.

Jeg husker Runrig som et band med stor professionalisme både på det musikalske plan og på sceneshowet. Ofte har Runrig været afslutningsbandet på de små festivaler rundt om i Danevang. Ved de lejligheder mindes jeg en kontinuerlighed og en stor sans for at sammesætte deres melodiøse numre, så Runrig-stemningen blev fastholdt lige til det sidste.

Det mest katastrofale ved aftens koncert var lyden. Den “cyklede” rundt i de naturskønne omgivelser. Stod man nede bagved, var det helt umuligt at gynge i takt til de blide rocktoner. Lyden rullede rundt som bølgerne på Svendborgsund. Men kaffen, den var go’.

Stod man tættere på scenen, var det lidt bedre, men det var som om, at “stemningen” var ødelagt, men om det var “suset” fra Svendborgsund eller skotternes lydanlæg/mand, skal jeg lade være usagt. Jeg gik skuffet i seng og mindede mig selv om, at forventningens glæde ofte er den største.