Tape Production er kommet til Svendborg Teater med Det glade Vanvid. Og det er netop, hvad det er.

Warren Adler skrev romanen, som så blev filmatiseret med Michael Douglas og Kathleen Turner i hovedrollerne som the Roses i The war of the Roses.

Hvis man så filmen, kan man være tryg. Teaterstykket, også begået af Warren Adler, følger helt filmen.

Først får man en forbrugeroplysning i den svære kunst at blive skilt.

Det er Birgitte Raaberg og Michael Hasselflug, der står for den. De spiller de to advokater til de skilsmisseramte Roser. Og det tager de sig godt betalt for. De lægger heller ikke skjul på, at kærlighed, ærlighed og retfærdighed ingen plads har i deres kontorer.

I det hele taget får man nogen gange indtryk af, at det er dem, der fører krig mod hinanden, og at Roserne bare er aktører.

Ditte Gråbøl og Søren Østergaard spiller Charlotte og Henrik Rose, der på den mest romantiske måde mødes til en auktion, hvor de køber hver en Beatles-plade, som helt og aldeles hører sammen. Det gør de så også i mange år, som går med, at Charlotte indretter huset, køber antikviteter og udvikler færdigheder ud i kogekunst. Mens Henrik, som arbejder som advokat, betaler det hele og opbygger en vinkælder. De har hver sit kæledyr. Henrik hunden Benny og Charlotte en perserkat.

Under en forretningsrejse til Århus bliver Henrik hasteindlagt på sygehuset med et hjertetilfælde. Men hustruen kommer til hans store forbavselse ikke tililende.

Vel hjemme igen konfronterer han hende. Og hun er kommet til den konklusion, at hun egentlig synes, det er lidt ærgerligt, at han ikke døde, da det ville have været så meget mere enkelt, da hun gerne vil skilles. Og det fortæller hun ham så. Og nu begynder Det glade Vanvid.

For de, der ikke kender filmen, skal der ikke røbes mere; men hvis ægteskabet allerede halter, er det nok en god ide, at sende ægtefællen ud til et andet arrangement og selv grine med til den fem kvarter lange enakter i teatret i aften, torsdag, eller i morgen, fredag d. 2. marts.

Alle skuespillerne gør det godt. Ditte Gråbøl spiller på alle tangenterne – sød, indsmigrende, beregnende og OND. Søren Østergaard er den lidt betuttede, forsmåede ægtemand; men han tager hurtigt ved lære af hustruen og ikke mindst advokaten.