Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

”Jeg vil ikke være deres kæleperker,” sagde Yahya Hassan, da den islamofobe højrefløj prøvede at omklamre ham. Det er et godt ord, og risikoen er reel. Faren kommer ikke kun fra højre, men også fra de pæne kulturradikale.

Man kalder alliancen mellem Gyldendal, Politiken og Danmarks Radio for Bermudatrekanten, og man skal huske på, at Bermudatrekanten er det sted, hvor skibene går til bunds. De bliver omfavnet af sargassotang, og omfavnelsen er kvælende. Det ender med, at de bliver trukket ned og forsvinder med mand og mus.

Når Bermudatrekanten virkelig satser på det, kan den trække en ukendt frem og gøre ham berømt på et øjeblik. Der er mange eksempler på digtere, der pludselig har stået og glippet med øjnene mod det stærke rampelys. Emil Bønnelycke er det klassiske eksempel. I nogle år var han Politikens kæledægge. Men systemet kræver fornyelse. Efter et par år blev han spyttet ud igen og forsvandt i de svenske skove, hvor han sad og skrev om Gud og lokomotiver, uden at nogen ænsede ham.

Marcus Lauesen blev feteret som få. Uge efter uge optrådte han i Billed-Bladet. Men efter nogle år var han forsvundet i mørket igen, og sad alene tilbage og drak sig ned i et hul.

Man kan vel også sige, at Dan Turèll blev krystet i Politikens kvælende favn. Han skrev krimier og petitjournalistik i stedet for det, han kunne have skrevet.

Det er ikke kun forfattere, der bliver klamret ihjel. Mange glødende revolutionære med ild i årerne er blevet kildet og kælet, til de blev små tamme husdyr.

Det frisindede borgerskab vil meget gerne vise sit frisind, så derfor elsker det at høre på en vred ung mand fra ghettoen. At han så også har begået hjemmerøverier gør det mere pikant. Så kan man føle sig tæt på noget farligt, uden at det bliver så farligt, at det gør ondt. Tænk at have været gennem de frygtelige ting, tænk at have gjort noget så nervepirrende som at køre fra politiet. Sådan noget oplever man ikke, når man går ned efter morgenbrød hos van Hauen. Det er kriminalitet på et andet plan end at få gulvet afhøvlet sort eller at fifle med bilagene.

Det beundrende suk smelter sammen med det stille gys, og det føles så kildrende rart at få gåsehud.

En ung, talentfuld digter skal have råstyrke for at kunne blive ved med at gøre det, han er bedst til – at skrive gode digte. Fiasko kan gøre en forfatter forbitret og få ham til at visne. Men succes kan være farligere.

Det kunne se ud til, at Yahya Hassan er klar over den fare, der truer ham. Måtte han havde kræfter til at stå imod. Hans talent er stort og overbevisende. Det kunne ikke knækkes af tæsk, tvangsanbringelse og kriminalitet. Forhåbentlig kan det også gøre sig fri af den alt for tætte omfavnelse.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).