De unge falder fra på uddannelserne

Steen Heinsen.

Den generation, der nu er gået i gang med deres uddannelse efter folkeskolen, har levet hele deres liv under den nuværende regerings regime – og det går skidt.

Det går især skidt for dem, der skal være murere, tømrere, mekanikere, blikkenslagere og alle de andre håndværksfag. Det, der går skidt, er, at de falder fra på deres uddannelser.

I Svendborg på Erhvervsskolen dropper tyve procent fra allerede i den første fase af uddannelsen. Når man stopper dér, allerede i det første forløb på det, der tidligere hed teknisk skole, så er der ikke så meget andet end produktionskolerne at hælde sit hoved til. Dér skal man så gøre de unge “uddannelsesparate” – et meget moderne udtryk uden indhold.

Folkeskolen leverer ikke til de tekniske uddannelser elever, der kan klare de mest basale krav – siger de på erhvervsskolerne. Erhvervsskolerne er ikke i stand til at fastholde de elever, de får fra folkeskolen. Produktionsskolerne er nogle siloer for unge, der ikke er plads til i det fremtidige arbejdsmarked. Det er en tab-tab-situation.

Der er en tredeling, der gælder på de fleste forhold i samfundet – også når det gælder uddannelse: Der er en tredjedel, der klarer sig godt, der en tredjedel der klarer sig OK – og der er en tredjedel, der klarer sig skidt. Det er den sidste, der for tiden klarer sig rigtigt skidt. Det er dem, der ikke er plads til i de næste år, hvor der ikke er brug for ufaglærte uden specielle kvalifikationer.

Regeringens ambitioner, om at de fleste i en generation skal have en uddannnelse, har efter ti år ingen sammenhæng med det, der faktisk foregår på ungdomsuddannelserne – det bliver ikke nemt at finde en tømrer om ti år.

(Steen Heinsen, Svendborg, er freelancejournalist)