B.T. og Frede Jakobsen for 15 år siden.

Det kom ikke helt til at gå sådan. Ja, man kan vel næsten sige, at det fik jeg ikke ret i. Kommentaren nedenfor skrev jeg for 15 år siden – i efteråret 1997 – mens jeg var reportagechef på Fyns Amts Avis. Den blev skrevet til Journalistens bagside og publiceret med overskriften “AnalfaB.T.” . B.T.s oplag var på det tidspunkt raslet ned til cirka 140.000. I dag er det på under 60.000.

“Der er ingen grænse for, hvor dum man har lov at være i et demokratisk samfund som vores. Det er en elementær menneskeret at interessere sig for ingenting. Bruge tiden på at slå den ihjel, tiden altså.

Den slags mennesker er der mange af i Danmark.

De er storforbrugere af medier. TV ikke mindst. Hvilket er let at fatte ved et dagligt kig på programoversigterne. Og endnu nemmere at forstå, hvis man oven i købet dagligt glor på det.

Hvorfor, spørger jeg, når nu ingen andre vil, hvorfor skal der ikke osse være et dagblad for denne store og voksende gruppe af danskere?

De havde et dagblad. Indtil for et par år siden. Eller noget, der i hvert fald lignede. Trykt, som det var, på avispapir. Danmarks eneste ugeblad, der udkom syv dage om ugen. Garanten for, at danske analfabeter trods alt stadig kunne læse.

B.T. med andre ord.

B.T. havde mistet læsere til de TV-kanaler, som mere og mere efterlignede B.T. Panikken bredte sig åbenbart – og med rette – i Det Berlingske Hus. Blandt de vulgære strimmelregnere. Og blandt de skrivende skønånder. Noget måtte gøres. Og det blev der så. Gjort noget. Så dumt, at end ikke læserne tillod det. Det viste de ved i endnu højere grad at holde op med at købe avisen. Fordi den ville være fin på den. Være seriøs. Være fair. Være journalistisk. Mænge sig, med andre ord, med alle de andre.

Der er en grænse for, hvor dum man har lov at være i avis-branchen. Den grænse overskred de i Det Berlingske Hus, da de besluttede at ændre årtiers daglige formidler af uelegant og dårligt skrevet nonsens, hellig, småborgerlig forargelse og hadske udfald til noget i retning af et dagblad.

Sympatisk var det da. Værd at anerkende. Sådan set med journalistiske briller. Og det mener jeg. Og respekterer jeg. Hvad jeg heller ikke undlod at gøre opmærksom på, da jeg ved DJs Fagfestival sidste efterår var i panel med en af B.T.s utalllige chefredaktører – som jeg samtidig kondolerede med eksperimentets forudsigelige og snarlige død. Og B.T.s lige så forventelige og snarlige genopståen i den form, vi alle har elsket at hade den i årtier.

Trods først Poul Erik Thomsens og dernæst den fhv. tabloid-hader og snart fhv. ansvarshavende chefredaktør Arne Notkins forsøg på at kvalificere indholdet i avisen er spalterne lige så stille og roligt igen blevet fyldt med de gode, gamle dages småborgerlige forargelse,, fornærmelse, misundelse. Hvad B.T. dag 1 efter strejken mod strimmelregnernes bebudelse af fyringer var et usædvanligt smukt eksempel på.

“Camilla (hende fra TV altså – fj) går i byen med morder”. Ja, hvad bilder kællingen sig ind? Fanme en forside, der vil noget. Sælge aviser f.eks.

“Margrethe (hende fra Amalienborg altså – fj) snød familien for medalje”. Ikke ringe i disse tider, hvor selv Ekstra Bladet er blevet royalt.

“Michael Laudrup (ham fra p.t. Japan altså – fj) i million-konkurs med en restaurant”.

Dag 2 efter strejken – inden B.T. igen gik i sort – bød på mindst lige så meget godt læsestof for folk, der ellers sværger til DRTV 1, 2 og 3s evindelige fladpandede amerikanske dåse-serier, quiz-programmer og infotainment-nyheder.

Der, lige præcis der er B.T.s chance for at overleve. Tilbage til de gamle dyder, hvor man ikke tager overvældende hensyn til kendsgerningerne, når en historie skal skæres og præsenteres rigtigt. Fyld desuden spalterne med endnu mere pop, pjat og underliv end før. Og husk så lige lidt af gamle dages populistisk politisk kampagne-journalistik med appel til alle, der står og vakler et sted mellem midten af højrefløjen på den ene side og Djengis Khan på den anden. Gå hele tiden 10 skridt foran TV-kanalerne. Vis, at B.T. kan lave rigtig tabloid. Og at TV-tabloid i bund og grund er et plagiat. Et plagiat af B.T.

Og plagiater klarer sig altid dårligere end originalen. Det har B.T.s eget eksperiment med at plagiere seriøsitet været et godt eksempel på.

Et B.T. som før – det er min påstand – vil kunne sælge aviser. Specielt, hvis marketingsfolkene og redaktionsledelsen forfiner produktet. Der er uanede og endnu – i Danmark – ubrugte midler i kampen for oplag og penge i kassen. Se bare på The Sun m.fl. i England og Bild Zeitung i Tyskland. Der er købere til den slags i Danmark osse. Og der bliver flere. Desværre.

Jeg kan godt forstå, at journalister ikke gider være med til at lave en avis af den type, dvs. lave en logisk, markedsbestemt produktudvikling af B.T. Men hvad jeg ikke fatter er, hvordan det lykkedes at overbevise strimmelregnerne i Det Berlingske Hus om, at B.T.s oplagskrise skulle løses ved at bevæge avisen i retning af de læsere, der i forvejen har en hel stak andre mere eller mindre seriøse aviser at vælge imellem. Det vil sige gøre B.T. til én blandt mange. I stedet for at gøre B.T. til noget for sig selv.

Det er jo egentlig elementært.

Ikke desto mindre skal man læse i Journalisten, at ingen medieforskere og -eksperter ved noget om B.T. Ifølge en af B.T.s redaktører, altså. De kan altså ikke forklare B.T.s tilbagegang med andet, end hvad redaktøren selv nævner. Konkurrencen fra TV. Og folks ændrede indkøbsvaner. Men om det har noget med avisens indhold at gøre, det ved han – meget bekvemt, når han nu selv arbejder der – sandelig ikke.

Sludder og vrøvl. Enhver idiot i branchen – hvilket alle de ovenstående linjer er bevis for – ved, hvad der er galt. Men er for pæne til at sige, at kollegerne på B.T. er for dumme, hvis de tror, lige præcis den avis har en fremtid blandt de fine.

Og der vil ikke være noget galt ved at gøre B.T. endnu værre end det nogensinde har været. Det vil være helt legitimt. Og en god forretning. Hvis man er ærlig om sit produkt. Og lader være med at bilde sig ind, at det er journalistik, man skal lave. Man skal ikke blive bange for sin egen skygge. Bliver man det, så skal man se sig om efter et arbejde som journalist. Ellers kan man med ro i sindet fortsætte med at producere et dagligt analfaB.T.”