Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Milovan Djilas skrev i 1953 om den nye klasse, der var opstået i Jugoslavien. Pampere og bureaukrater, der kom til at udgøre en ny, herskende klasse, der levede isoleret fra befolkningen.

Det var denne nye, herskende klasse, disse apparatsjiki, der sad på magten i Sovjetunionen og Kina og til sidst nåede frem til, at de lige så godt kunne rage det hele til sig, genindføre kapitalismen og fordele rovet mellem sig.

Men vi kender også den nye klasse i Danmark. Politikere, der får et folketingsmandat i eksamensgave, når de bliver cand. scient. pol. og derefter er levebrødspolitikere frem til den tidlige og rundhåndede pension. Det, man så ironisk kalder “den kreative klasse”, selv om de ikke er kunsterne og kreative, men i reglen spindoktorer, reklamefolk, iscenesættere og andre, der ser det som en livsopgave at skjule den politiske virkelighed så meget som muligt bag et slør af løgn. Substansen forsvinder; det drejer sig ikke længere om, hvad der står i et politisk forlig, men hvordan man kan få det til at tage sig ud. Politik bliver til en form for skuespil, hvor det kun drejer om at spille komedien dygtigt – ikke om hvad man laver. Hvis folk vender sig bort, er det derfor logisk, at komedianterne mener, at de ikke har været tilstrækkelig gode skuespillere – at de ikke har forklaret sig godt nok. Hvis bare de kunne forklare det dumme folk, hvad de gjorde, ville alle bifalde det. Den tanke strejfer dem ikke, at folk sagtens forstår, hvad de gør, og ikke kan lide det. At de er gennemskuet.

Det er meget rammende, at deres foretrukne økonomiske model hedder Dream, for de lever i en drømmeverden. De lever i en lille verden af modetøj og spelt, af reklamer og glimmer; en tryg lille verden, hvor de aldrig møder nogen, der er anderledes end dem selv. De aner ikke, hvad der foregår ude omkring. De er som Marie Antoinette, der ikke kunne fatte, hvorfor folk ikke bare spiste kager, når de nu ikke kunne få brød.

De optræder i forskellige partier, men de har mere til fælles med hinanden end med vælgerne. Hvis de synes, de trænger til lønforhøjelse, vedtager de bare, de skal have flere penge. De taler om krise, men selv mærker de ikke nogen krise.

Der står i deres modeller og lærebøger, at hvis man giver penge til de rige, bruger de rige pengene til investeringer, der skaber arbejdspladser, og så bliver alle rige. Man hælder rigdommen på ovenfra, så siver den ned. Det er det, man kalder Reaganomics, og da den blev brugt i USA, var den en katastrofe. To procent af befolkningen satte sig på det hele – som i Rusland og Kina.

Men lærebøgerne og modellerne er ikke justeret, så man bruger stadig samme opskrift.

Der er krise, siger de, vi må spænde livremmen ind. Men virksomhederne og bankerne har aldrig haft større overskud, aktiekurserne sætter rekord. Den krise, der faktisk er der, er en afsætningskrise som følge af globaliseringen.

Når de rige investerer, investerer de der, hvor udbyttet er størst, dvs. i lavtlønslande. I de rige lande nedlægger de arbejdspladser og presser lønnen ned for dem, der endnu har arbejde. De smadrer velfærdsstaten, og de smadrer også mod deres vilje kapitalismen, for globaliseringen betyder, der ikke er nogen til at købe de varer, der bliver produceret. De arbejdende i de fattige lande har ikke råd til dem, og det har de arbejdsløse i de rige lande heller ikke.

Samtidig vokser den virkelige trussel, den virkelige krise – krisen for miljø og klima – dag for dag. Truslen vokser, fordi vi stadig dyrker dogmet om evig vækst. Men det står der ikke noget om i Dream-modellerne, så det kan politikerne ikke forholde sig til.

De lever i en tegneserieverden, et lille Pleasantville, hvor alt går på skinner. Når virkeligheden er så uforskammet at arte sig anderledes, end de lærte på det statsvidenskabelige studium, lader de som om virkeligheden ikke findes. Den findes måske uden for deres vinduer, men så trækker de bare gardinerne for.

Sådan er den nye klasse af kreative livsløgnere. Uanset om de kalder sig det ene eller det andet, tilhører de samme parti – partiet for professionelle politikere.

I Danmark i dag er der kun ét parti, der har indset, at det er vækst, der er problemet – at truslen mod miljø og klima er altafgørende, at krisen ikke kan afhjælpes ved at man sætter et plaster på det brækkede ben, men at det er globaliseringen og finanskapitalens herredømme, der skaber en kronisk afsætningskrise.

Hvis ikke de valgte politikere fra dette parti også skal blive levebrødspolitikere, er det nødvendigt, at de udskiftes med jævne mellemrum, at det er et borgerligt ombud og ikke en livsstilling at være politiker. Folketinget burde være et tværsnit af befolkningen – erhvervsmæssigt, uddannelsesmæssigt, geografisk, med en passende fordeling på køn og alder. Ikke en enklave for djøffere. Hvis det skal gennemføres, skal politikerne være mennesker fra alle lag i samfundet, der tager deres tørn en begrænset periode, og så fortsætter med deres almindelige arbejde.

Da romerriget var i fare, henvendte man sig til den gamle konsul Cincinnatus og tilbød ham magten. Cincinnatus var i færd med at pløje. Han gik fra ploven til Rom og afværgede faren. Da det var gjort, gik han tilbage til sin mark, greb ploven, hvor den stod endnu, og pløjede furen færdig.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).