75 svendborgensere var på Anstændighedens Plads – Centrumpladsen – lørdag for at protestere mod Jobcentrets og kommunens behandling af syge og nedslidte borgere.

Det var 32. lørdag i træk, den halve times protest blev gennemført. For første gang i maskeret form. Mange af de protesterende havde masker på – som en protest imod, at Jobcentret i mindst to tilfælde har noteret i sygemeldte borgere ressourceprofil, at de deltager i lørdags-protesterne, som bevægelsen Syg i Svendborg står bag. En ifølge juraprofessor Kirsten Ketcher ulovlig registrering af lovlig politisk aktivitet – som intet har at gøre med det, Jobcentret skal vide om folks arbejdsevne.

Det vil Jobcentret ikke gøre mere, erklærer Jobcenter-chef Birgit Bakke. Hun kom dog alligevel med en advarsel, da hun i onsdags til Fyns Amts Avis sagde, at “hvis vi ser noget relevant derude, i avisen eller på Facebook, så spørger vi selvfølgelig ind til det”, og at folk på Jobcentret “stadig (vil) bruge vores øjne og ører”.

 

Foto: Marianne M. Rosengren Pacarada og Gitte Jensen.