Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse 

Jeg tilhører den generation, hvor moral og etik stadigvæk har en betydelig vægt, når det drejer sig om måden, som folk behandler hinanden på. Både i forhold til naboen og i forhold til de andre af sognets beboere og såmænd også i forhold til alle de andre i kommunen og inden for regionens og rigets grænser, uanset hvor tumbede andre end måtte være, og uanset hvor uforståelig deres dialekt end er

Grunden til disse indledende bemærkninger er den klumme (http://www.svendborgsnetavis.dk/yahya-hassan-et-par-banale-bemaerkninger/), som Arne Herløv har begået, for den gav ligesom anledning til at tænke, og det var vel egentlig også formålet med hans tilkendegivelser.

Selv om formodningen taler for, at Arne Herløv og jeg deler politisk opfattelse, så er vi vel nok de mest modsatte, der overhovedet findes, når det gælder forudsætningerne for at vurdere, hvordan vort samfund bør indrettes. Og alligevel er vi stort set enige, og det er det, der er det pudseløjerlige!

Arne Herløv lever af at være forfatter, og jeg har indtil dato aldrig nogensinde læst en bog, og dog er vi begge to alligevel i stand til at give udtryk for, hvad vi mener og det på en måde, så ingen er i tvivl om, hvad vi mener.

Arne Herløvs klumme omhandlede den litterære og den faktuelle, sociale sandhed, hvor han gør sig til talsmand for, at hvis man forveksler litterær sandhed med faktuel, social sandhed, gør man sig skyldig i en sammenblanding af de to kategorier. Man kan ikke sammenblande det skønne og det sande, for de har to former for sandhed, der begge er gyldige. Altså ifølge Arne Herløv!

Fordi man er enige om målene for det samfund, vi ønsker, behøver vi absolut ikke at være enige om opfattelsen af det bestående samfunds præmisser. Og det er vi så godt nok heller ikke!

Den sandhed, som Arne Herløv forsvarer og gør sig til fortaler for, hvor den kunstneriske frihed tillader tanker og forestillinger, der ligger langt uden for virkeligheden, er formentlig ganske befordrende for ressourcestærke mennesker, når det gælder udviklingen af kreative evner, men i den faktuelle, sociale virkelighed kan sådanne hypotetiske anskuelser egentlig kun bruges til på en kunstig måde at holde røven oppe på de mennesker, der er ved at gå til bunds. Og i den forbindelse er virkningen reelt som at tisse i bukserne for at holde varmen for en kort bemærkning.

Når jeg alligevel synes, at Arne Herløvs betragtninger er utrolig vigtige, hænger det sammen med, at det danske demokrati og folkestyre udvikler sig i retning af, at der er to sandheder: Den litterære sandhed og den faktuelle, sociale sandhed, hvor den litterære sandhed har fået magten over den faktuelle, sociale sandhed.

Hvis vi ser på den øgede anvendelse af spindoktorer, så handler anvendelsen af disse jo i bund og grund kun om at fjerne fokus fra den faktuelle, sociale sandhed og føre den over til den litterære sandhed, hvor den skønne løgn gøres til borgernes indbildte og kunstneriske korrekte virkelighed.

Ind imellem kan det være ganske formålstjentligt at sætte kød og blod på begivenhederne, og hvis vi tager det netop indgåede finanslovsforlig, så har regeringens dygtige spinddoktorer benyttet deres kunstneriske frihed til at fastslå, at Enhedslisten ikke ville acceptere en milliard kroner til at løfte serviceniveauet inden for ældreområdet. I min optik er der noget fordækt ved, at så mange forskellige, betydningsfulde toppolitikere bruger nøjagtig de samme sætninger til at forklare situationen.

Hvis man udelader den faktuelle, sociale sandhed i den forbindelse, er det jo ganske rigtigt, at Enhedslisten fremstår som den grimme og umodne ælling, der ikke kendte besøgstiden og sagde nej til en milliard kroner til de ældre, fordi de ikke ville de ældre det godt, men hvis man skrotter den kunstneriske, litterære frihed til at beskrive den faktuelle, sociale virkelighed, så forholder det sig egentlig helt anderledes.

Kommunerne fik samtidig med indførelsen af det kommunale skattestop den mulighed foræret af den tidligere VK(O)-regering, at man kunne omgå Servicelovens bestemmelser om pligten til at yde praktisk og personlig hjælp efter behov til de svageste ældre ved at fastslå, at niveauet for denne praktiske og personlige hjælp skulle beskrives i kommunernes kvalitetsstandarder. Disse kvalitetsstandarder havde ankeinstanserne ikke kompetence til at ændre på. Kommunerne fik med andre ord ret til at sætte skøn under regel, hvilket hidtil havde været et ganske utænkeligt retsprincip i den danske sociallovgivning.

Det er derfor de færreste, der har nogen anelse om, hvilke forringelser der er gennemført over for de ældre medborgere, siden disse kvalitetsstandarder er blevet indført, men den lille kreds af mennesker, der har kendskab til det, ved, at der er sket voldsomme forringelser af servicen over for de ældre, og denne lille kreds af mennesker ved også, at de ældre absolut intet kan gøre imod disse serviceforringelser. Der mangler ganske enkelt de retskrav, som Enhedsliste krævede og stod fast på.

DERFOR havde regeringen i sine bestræbelser på at videreføre VKO-flertallets politik ikke lyst til at give de ældre medborgere et retskrav på for eksempel 2 gange bad om ugen, for dette retskrav ville samtidig være en vending i forhold til den måde, som kommunerne gennemførte de besparelser på, som fulgte i kølvandet på det kommunale skattestop.

Og derfor er der opstået krig mellem den litterære sandhed og den faktuelle, sociale sandhed, hvor finanslovsforliget mellem regeringspartierne S, SF, R og Venstre og de konservative fastslår, at den kunstneriske frihed til at definere, hvad der er godt, og hvad der er skidt for landets ældre medborgere, alene tilhører kommunerne.

Den faktuelle, sociale sandhed taler sit tydelige sprog, idet alle fortilfælde, hvor der er bevilget et særbeløb til en bestemt gruppe, har vist, at ingen – absolut ingen – har kunnet dokumentere eller bare sandsynliggøre, at pengene er blevet brugt til det, der var hensigten. Det ved jeg helt konkret fra mine 5 år som byrådsmedlem i Rudkøbing Kommune og medlem af det Voksenudvalg, som havde ansvaret for kommunens service over for de ældre borgere, der havde brug for praktisk eller personlig hjælp.

Alle hidtidige milliarder af kroner er blevet brugt til at stoppe huller i kommunernes tiltagende skrantende økonomi, og det vil den aktuelle milliard kroner med usvigelig sikkerhed også blive uden et fastslået retskrav til de ældre.

Ifølge den litterære sandhed har de gamle fået en milliard kroner, men ifølge den faktuelle, sociale sandhed har de ældre ikke fået en nikkel men blot en bar røv at trutte i.

Det er formentlig rigtigt, som Arne Herløv hævder, at de to sandheder har hver deres gyldighed, men der er godt nok stor forskel på virkningen af gyldigheden af de to sandheder. Denne forskel er det op til de dyrt betalte spinddoktorer at få til at forsvinde, eller i det mindste at få til at se ud som en bagatel.

Egentlig finder jeg det uacceptabelt at bruge den kunstneriske frihed til at legalisere løgn og bedrag. Jeg mangler måske at få læst min første bog eller at få et ændret syn på moral og etik, inden mit syn på den ting bliver forandret, men indtil da vil jeg stadig finde løgnen for et utilgiveligt onde, når mennesker har brug for hinanden og skal leve sammen i respekt for hinanden.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).